Det er nok ikke hver dag, vor læser tænker på Fridtjof Nansen. Vær nu ærlig: Fridtjof Nansen. Har De overhovedet skænket denne brave polarrejsende og verdensmand en eneste ordentlig tanke i hele Deres lange liv? Bare én?! Nej, vel, og ved De hvad: Det er sgu for dårligt, hør her hvorfor. Hvide pletter på landkortet Først skal Deres Bibliopat dog lige have tilbagelagt strækningen fra Østbanegade på Strandboulevarden i hovedstaden. Først forbi huset, hvorpå der meget mystisk står 'Gefion' og 'Gylfe' på muren, og så skråt ned over Fridtjof Nansens Plads. Hvad kan vore dages menneske lære af den store nordmand? En hel del. Det gik ikke mindst op for undertegnede, da han tidligere på året sad i Sorø Akademis bibliotek og bladrede i et atlas, hvor der endnu var en hel del hvide pletter på landkortet. Ikke i Afrika, men omkring Nordpolen. Rifbjergs romantiske version Det var denne provokerende hvide plamage, dette terra incognita, som Fridtjof i sin tid satte sig for at udforske ved hjælp af en mildt sagt spektakulær metode, som i al sin rørende enkelhed gik ud på at lade et skib drive med isen direkte til Nordpolen. Nansen regnede med, at der var en havstrøm, som førte fra øst mod vest hen over den ukendte pol. Med udgangspunkt i denne tese fik han bygget skibet 'Fram', der med form som en æggeskal var i stand til at lægge sig oven på isen i stedet for at lade sig skrue ned af den. Genialt. Præcis sådan gik det, da 'Fram' nord for Sibirien frøs fast. I stedet for at blive knust lagde skibet sig oven på isen. Smukt. Problemet var, at isen ikke drev langt nok mod nord. I halvandet år ventede Nansen og co., men så indså Nansen, at der måtte gøres noget! Her er det, sagaen om Nansen og Johansen i Klaus Rifbjergs romantiske version starter. I marts 1895 begav de to sig af sted over isen. Der var 700 kilometer til Nordpolen, og det var bare derudad, men ak og ve. Efter en måneds vandring i snestorm og kulde gav de op. Om alt det kan man læse i Nansens tobindsværk 'Fram over polarisen', som Deres Bibliopat den forgangne sommer stødte på i Vallekilde Højskoles bibliotek, ligesom han ville kunne have gjort det i vældig mange andre højskolebiblioteker, hvor Nansens klassiker som regel er at finde. Længsel efter litteratur Og hvad er det så, man kan lære af Fridtjof Nansen? 1. Well, unge rejselystne mænd kan lære ikke at tage så meget hensyn til alle mulige andre end sig selv. Nansen tog af sted med 'Fram' i 1893 og erklærede rask væk, at han først kom tilbage fem år senere! Kærligheden måtte vige, hvis man ville være det første menneske på Nordpolen. 2. Af Nansen kan man desuden lære, at det er vigtigt at have en gulerod. Da Nansen blev den første mand til at passere indlandsisen på ski, gjorde han det fra det øde øst mod det beboede vest, for at ruten i sig selv skulle være motiverende. Hvorfor kæmpe sig frem til en ubeboet østkyst, når man kan gå mod en beboet vestkyst, dér hvor mad og drikke og andre civilisatoriske fristelser er at finde? 3. Af Nansen kan man endvidere lære, at man altid skal huske at have rigelige forsyninger af lekture med sig, når man tager på ekspedition. Tørfoder, krudt og bjørnefedt er alt sammen meget godt, men af den gæve nordmands rejseberetning fremgår det, at han var ved at blive vanvittig, da han sammen med Johansen måtte overvintre i en hule i Franz Josephs Land uden andet at læse end de samme dødssyge meteorologiske oversigtskort. Nansen beskriver rørende den velkendte længsel efter litteratur, som indesneede polarrejsende sædvanligvis gennemrystes af. Det er ikke en erfaring, vi her i hulen vil glemme. Nansen-passet Når Bibliopaten om to år iværksætter sin store Mylius Mindeekspedition til rigsfællesskabets nordligste forpost i anledning af hundredåret for Danmarksekspeditionen, er det naturligvis medbringende en slædefuld udvalgt litteratur. Vi glæder os allerede til at læse 'Udvidelse af kampzonen' af Michel Houellebecq i en iglo nord for Peary Land. Nu tror vor læser naturligvis, at vi kun holder af Nansen, fordi vores svigerinde bor i Tromsø, og fordi Fridtjof havde denne hang til at fise rundt i det polare, men nej. Sagen er jo, at Nansen efter sammen med Johansen at have overlevet den farefulde og bogløse færd målrettet gav sig i kast med forskellige respektindgydende gentlemanaktiviteter. Da han og Johansen vendte hjem til Norge 13. august 1896, var det på den anden ende. Alle havde regnet dem for døde. Nu var de hjemme, og selv om Nansen ikke havde nået polen, var han stadig det menneske, der havde været længst mod nord (86 grader, 14 minutter nordlig bredde). I Nansen så den unge norske nation i de kommende år den ultimative nordmand. Han blev landets ambassadør i London og højkommissær for flygtninge under Folkenes Forbund. Efter den blodige Første Verdenskrig sørgede Nansen for, at millioner af fordrevne og sultende flygtninge blev reddet. Flygtningene fik et såkaldt Nansen-pas, som blev godkendt af over halvtreds lande rundt omkring i verden, alene fordi Fridtjof himself havde så enorm en street- og icecredibility, om vi så må sige. Og i 1923 kom så Nobels Fredspris til manden, der 35 år før klampede sig vej over den fredelige Indlandsis på træski. Det er da godt gået, ikke sandt? Quiz 1: »Dyrkelsen af personer er efter min mening altid uberettiget. Det forekommer mig ubilligt og endda smagløst at udvælge nogle få til uhæmmet beundring ved at tilskrive dem overmenneskelige intelligens- og karakteregenskaber. Dette er blevet min skæbne, og kontrasten mellem den populære opfattelse af mine evner og resultater og virkeligheden er simpelthen grotesk«. Citat fra avisinterview 1921, hvem er manden? Quiz 2: Hvis far har monstro fløjet over Grønlands østkyst sammen med Lauge Koch!? Dejlig norsk tvang Kære Bibliopat, Første svar må jo være 'The Da Vinci Code'. Til det andet svar vover jeg romanen Headlong af M. Frayn. En norsk studiekammerat tvang mig til at læse den, hvilket hermed kommer mig til nytte - Takk Ellen! Som nyuddannet konservator synes jeg jo, at det er skønt, at der kobles drama og 'whodunnit' på min halvstøvede verden. Hilsen Anne-Marie Jørgensen Kbh. N Fede Frayn Kære Bibliopat, Din brug af betegnelserne 'nyere' og 'lidt ældre' er et studie i det danske sprogs spidsfindighed. En yngre mand er som bekendt ikke yngre end en ung mand, og aldersforskellen mellem en yngre og en lidt ældre mand er hårfin. Måske noget lignende gælder romaner, hvem ved. Men Dan Brown er yngre end mange andre, og 'Da Vinci-mysteriet' er yngre end de fleste romaner. 'Lidt ældre' er Michael Frayns 'Over hals og hoved', hvor 'hals' måske burde staves 'Hals'. Ellers en lidt vandet titel til en bog, der bevæger sig i et finkulturelt univers. I øvrigt er Frayns dramatik absolut værd at tage til Betty Nansen efter - over hals og hoved, om nødvendigt. Bedste hilsener Michael Bjørk Andre malerimysterier! Kære Bibliopat, Quiz 1: 'Da Vinci-mysteriet'. Emnet bag bogen er mere interessant end titlen. Der er skrevet så meget om denne bog, at det er blevet en hel kult-dille. Der er f.eks. skrevet 15-20 andre bøger på grundlag af romanen! Men derudover er den bygget på oplysninger fra: Det hellige blod og den hellige gral; mysteriet om Tempelherrerne fra 1982 af Michael Baigent, Richard Leigh, Henry Lincoln. Quiz 2: Michael Frayn: 'Over hals og hoved'. Jeg kunne måske også henlede opmærksomheden på 'Portrætmalersken' af Judith Merkle Riley. En kvindelig maler i 1500-tallets England kommer til det franske hof, og så sker der ellers ting og sager i Zions Broderskab. Bogen handler også om Tempelherrernes hemmeligheder, og den slutter med 'Det trettende portræt', et maleri, som hænger i Sankt Petersborg. Andre romaner om berømte malere: Glem ikke 'Pige med perleørering' om Vermeer, skrevet af Tracy Chevalier. Nu som film fra fredag 22. oktober. Venlig hilsen bibliotekar Susanne Seemann Frisch igen! Kære Bibliopat, Jeg skriver angående serien om Hartvig Frisch. Sagen er, at jeg blev undervist af hans svigersøn i tysk, latin og oldtidskundskab. På Helsingør Gymnasium. Fire år i mellemskolen og tre år i gymnasiet. Fra 1956 til 1963. Vi fik at vide, at hr. Fuglsangs svigerfar var Hartvig Frisch, der var død, »før I overhovedet kom i skole, og som I vel næppe kender navnet på, men hvem I kan takke for, at I muligvis kan finde ud af kunne, skulle og ville, bolle-å med videre«. Jo, Peter Fuglsang var meget stolt af sin svigerfader! Ud over dette (sviger)familieskab talte hr. Fuglsang ikke om sin familie, bortset fra en gang (sidst?) i 1950'erne, da lektoren var blevet far til en lille dreng! (Navn måske Peter?). Men familien boede i byen, Helsingør, og vi vidste, at hustruen, Hartvig Frischs datter, Irene (?), også var cand.mag. og arbejdede på Det Kongelige Bibliotek. Jeg gik til dans med deres søde datter Corinna, der må være fra midt i 40'erne. Hr. Fuglsang var en dygtig person, men havde det vanskeligt med sine omgivelser og formentlig også med sig selv. Da jeg læste om 'svigersønnen', tænkte jeg på min gamle lærer, der for længst er død, men jeg havde aldrig hørt om andre svigersønner. I hvert fald blev vi elever af Hartvig Frischs svigersøn, Peter Fuglsang, belært om Socialdemokratiets kvaliteter. Formentlig er disse oplysninger slet ikke nye for svigersønnen, Herluf Baggesen, men tak ham venligst for, at han har lukket op for noget af sin viden. Med venlig hilsen Anette Lewinsky