I denne uge udkom første bind af thrillerforfatteren Michael Larsens bog om kulturradikalismens fødsel i København i 1870'erne: 'Den store tid'. Første bind, som hedder 'Aftenlandet', indeholder blandt andet et karaktermord på brødrene Brandes, der optræder som brødrene Adler. Derfor kan man roligt gå ud fra, at anmelderne - ud over den litterære vurdering af Larsen - vil dele sig efter anskuelser. Weekendavisen skuffer På den baggrund var det en skuffelse for denne vagthavende smagsdommerdommer, at Weekendavisen, som jo om nogen er med til at holde liv i den såkaldte kulturkamp, ikke har nogen anmeldelse af Larsen i denne uge. Kun et interview. At Kristeligt Dagblad ikke får nogen kulturkampssafter i kog, er mere forventeligt. Jysk kulde I Jyllands-Posten indleder Lars Ole Sauerberg sin anmeldelse med at konstatere, at »hele det litterære establishment gang på gang har erklæret, at ikke alene er romanen død som genre, men også at selv den mest indfølende og detaljerede virkelighedsbeskrivelse altid og uundgåeligt er en træt kopi af, hvad der allerede er skrevet adskillige gange«. Og Lars Ole Sauerberg må vide det, eftersom han som professor, dr.phil., censor ved litteraturvidenskab og anmelder ved landets største avis selv tilhører dette establishment. Det lyder nu ellers ikke, som om han har særlig varme følelser for det - men det må man vist helst heller ikke i Jylland. Koryfæernes glorier problematiseres Det litterære establishment - eller kampen om at tilhøre det eller helst herske over det - er da også, hvad Michael Larsens roman handler om. Og han har ifølge Sauerberg undsluppet det af etablissementet opstillede dilemma mellem at skrive »rutinepræget genrefiktion« eller skrive navlebeskuende om fiktionens egen umulighed. »Man kan skrive en historie, der får lov at udvikle sig, så læseren sidder tryllebundet af handlingen i sofahjørnet, samtidig med at forfatteren med begavet diskretion går i dialog med sin læser om den problematiske ramme af litterære konventioner, og gør dette til en fuldt integreret bærende kraft for fiktionen«. »Det er sådan, Umberto Eco og John Fowles strikker en historie sammen, og nu også vor hjemlige Michael Larsen, der er kendt som forfatter af science-thrillers ('Slangen i Sydney' og 'Femte sol brænder')«. Michael Larsens hovedperson og alter ego, Lars Mikkelsen, lader sig ikke bare lige imponere af de første kulturradikale, de to Brandesbrødre. »Man skal være kommet ind med 4-toget for at lave et sådant strategisk fejltrin over for hovedstadens dominerende skønånder. Men hvor er det velkomment at få pillet lidt ved koryfæernes glorier«, skriver Sauerberg, der noterer sig, at »Michael Larsens nydelse er da også umiskendelig«. Sauerberg slutter sin anmeldelse med denne anbefaling: »'Den store tid - Aftenlandet' er stor prosafiktion om fortidens nationale emner og kan fint måle sig med det bedste i nutidens internationale litteratur«. Der er lidt at tygge på og fortolke. Brandes ædt igen og igen I Ekstra Bladet, der også har som varemærke ikke at holde af establishment, skønånder eller koryfæer, skriver John Chr. Jørgensen i en energisk og stram anmeldelse, at »Handlingen er lang tid om at komme i gang, beskrivelserne overlæssede. Af og til svigter forfatterens sprogsans. Et ord som 'tosomhed' har intet at bestille i 1870'erne«. »Det virker også træls, at Hørup skal kaldes Høyrup og Carl Ploug skal optræde under navnet Kaj Plov. Men undervejs vanker der solid underholdning, og inde i kernen finder man en rørende historie om talentet, der skal ribbes for sine illusioner«. Jens Andersen har fået tjansen i Berlingske Tidende, og han har svært ved at finde noget at have sin velvilje i. Han slutter sin anmeldelse med dette ønske til Larsen: »Må hjertet være endnu mere med ham i bind to«, og skriver, at Larsens historiske roman i begyndelsen »bevæger sig uroligt mellem noget, der til tider lyder af Henrik Pontoppidan, andre gange mere som Morten Korch«. »Men snart finder fortællingen sin egen tone, bliver bedre og bedre og svær at lægge fra sig«. Andersen referer også Mikkelsens ensomme kamp mod kleresiet. »Denne kulturkamp løber desværre af med Michael Larsen som romanfortæller, da han langt inde i dette manisk negative portræt af Georg Brandes går i selvsving, smider historiefortællerens elegante glacéhandsker og æder Georg Brandes råt, kaster ham op og æder ham igen og igen og igen«. Morten Korch Politikens Thomas Bredsdorff havde vist ikke svært ved at lægge romanen fra sig: »Hans hovedperson forbliver bleg og uinteressant, hans historie uden overraskelser«. »Bortset fra lysten til at distancere sig fra både radikale og konservative er det svært at få øje på, hvad forfatteren vil med at afstå fra en spændingskunst, han mestrer, og kaste sig over en kulturhistorie, flere har fortalt bedre«. Som Jens Andersen får også Børsens Christa Leve Poulsen associationer til Morten Korch, »hvilket vist ikke er hensigten. Og man sidder tilbage med følelsen af at have lagt krop - og særlig bag - til et stykke genrelitteratur, der simpelt hen er for dygtigt, for meget stileøvelse, en pastiche«. Christa Leve Poulsen har altså ikke ladet sig genere af Larsens sproglige svipsere. Ikke desto mindre er hun »underlig mistrøstig, hvad fortsættelsen angår«. Mærkelig svampet Den største og mest negative anmeldelse står at læse i Information, i en tour de force af Erik Skyum-Nielsen. »Dagsordenen er tydeligvis et 100 år forsinket opgør med Bdr. Brandes og radikalismen, men at opgøret indtræffer temmelig sent, viser sig bl.a. derved, at forfatteren ikke skyr litterære greb, der allerede var ved at gå af mode inden 1870, såsom stemningsskabende beskrivelser af naturen«. »Litteraturhistorisk set former Michael Larsens roman sig som en højrevendt remake af Pontoppidans 'Lykke-Per'«. Skyum-Nielsen kalder Larsens prosa »mærkelig svampet« og slutter med at mene, at »Dansk Folkeparti har vist fået den huspoet, partiet fortjener«. »Allerulideligst er dog romanens ukritiske omgang med enkeltord og overleverede faste udtryk. Det vrimler med klicheer (...) og man blive ikke skånet for usikker og direkte ukorrekt sprogbrug«. Det sidste ord får Anna Sophie Hermansen, der i Fyens Stiftstidende skriver, at Michael Larsen »gerne vil genåbne en kulturdebat, som delte vandene i det 19. århundredes København. Men debatten om radikalisme over for konservatisme får aldrig brod, fordi han fortaber sig i beskrivelserne af de uretfærdige prygl, Lars Mikkelsen må lægge ryg til«. »Og her er det romanen laver selvmål. I stedet for at give ny luft til diskussionen om modernitet, fremskridtstro og kulturelt vovemod bliver 'Den store tid' til en lidt indelukket og halvynkelig affære om den onde presse og den gode kunstner, om ædle intentioner og skjulte bagtanker og retfærdighed og urimelig bagvaskelse«.