Nogle forfattere skriver for kollegerne og er altså forfatternes forfatter, andre er folkets. Per Højholt var det sjældne: begge dele. Det var med forskellige arbejder han nåede den store og den lille kreds. Men stemmen kunne man kende overalt, selv om Højholt insisterede på at han ingen havde og bare satte ord sammen. Det er ikke desto mindre den, der vil leve, dagligsproget brudt af særlige skift, humoren, underdrivelsen. Navnlig humoren holder hos Højholt. Lyrikeren Højholts prosa Kun en tåbe frygter ikke metaforen, skrev Per Højholt, da han var et godt stykke henne i arbejdet. Tanken kunne han have fået ved at genlæse sine egne første digte, der stod i tidsskriftet Heretica, som satte de litterære og teologiske sind i kog for et halvt århundrede siden. De digte er nemlig ved at kvæles i yppigt billedsprog. Det drev over og blev fulgt af nogle år med systemdigtning: remser og sproglege og absolut ingen billeder. Det, der bliver stående fra de år, er lyrikeren Højholts prosa. Ganske små prosastykker i digtsamlingerne, fire stykker med æg fra samlingen 'Show', for eksempel, ingen af dem over otte linjer lange. Og den første af Højholts to romaner med den kryptiske titel '6512', et hovedværk i både 1960'erne og forfatterskabet, formet som en samling dagbogsblade i jeg-form. Pludrende Gitte Det var Højholt meget om at gøre at holde sin egen stemme ude fra romanens jeg. »Jeg kender ham ikke, hans navn står ikke på bladene. Læseren må selv bestemme det hele, også hvordan hovedpersonen er, om han er et dumt svin eller et sølle menneske eller Mennesket«. Det var moderne i de år blandt forfattere at lade læserne bestemme. En reaktion på en mere patetisk litteratur af den slags, Højholt selv skrev som ung. 'Løgneren' af Højholts Heretica-makker Martin A. Hansen handlede helt bestemt om Mennesket. Højholts roman er blandt andet en replik til den bog, en demonstration af, at en dagbog ikke kan være andet end løgn. Eller måske hverken sandhed eller løgn, da han havde overladt det til læseren at bestemme, hvad der er hvad. Det blev han nok træt af. I hvert fald opfandt han en digtfigur, der havde ganske anderledes faste konturer end den anonyme mand i romanen. Gitte hed hun og var, som hendes forfatter selv sagde, »det bedste den danske folkeskole kan præstere, når eleven ikke selv hjælper til«. Gitte sørgede for at hendes Preben fik hans kaffe og lov at gå til hans rally om søndagen. Og så pludrede hun ellers løs til hendes veninde Susanne, ikk' oss'. Efter det formalistiske show Med Gittes monologer live kunne Højholt fylde forsamlingshusene som et andet rockband og nå et publikum, der aldrig havde hørt om hans insisteren på, at et digt er et digt og intet andet. Med Gittes monologer, så længe de varede, blev skriftteoretikeren folkeeje. Men Højholt fortsatte den eksklusive del af forfatterskabet uforstyrret af succesen. Han anlagde nu sine bøger som et tidsskrift med den faste titel 'Praksis' fulgt af et nummer. Tolv blev det til i alt, med et blandet indhold af skriftteori, digte og minimal prosa. Her, efter det formalistiske show i 1960'erne og de rejsende shows i 1970'erne, findes højdepunkterne i det forfatterskab, Per Højholt efterlader sig, i en stribe digte fra 'Den tydelige solsort' i nr. 1 i 1977 til 'Dødtræt' i nr. 11 fra 1995. De vandrende ører I de samme år hviskedes der om en roman, som skulle være på vej. Højholt skrev og skrev til skuffen. Rygtet fortalte, at den skulle handle om nogle ører, der blev født, da våbnene tav et øjeblik under Første Verdenskrig, og siden skulle rejse rundt i Europa gennem hele det 20. århundrede. Det var sent, da 'Auricula' endelig udkom, i 2001, Per Højholt kunne dårligt læse sine egne kragetæer mere, en medhjælper dechifrerede dem, men kunne ikke formå ham til at skrive en slutning på den. Ideen med de vandrende ører holdt ikke de mange sider til ende. Højholts sidste roman kom ikke til at sætte en kunstnerisk dagsorden, sådan som hans første roman gjorde det. Men da man først havde hørt så meget om ørerne, at de var faldet af, dukkede der midt i romanen et blændende essay op om Højholts personlige forhold til hele det 20. århundredes avantgarde. Det vil blive stående længere end hans blegere kunstskriverier som 'Cezannes metode', også fordi han i romanen forenede teori med sin betydelige humor. At skrive, som var det liv Højholt strittede altid imod forestillingen om, at der skulle være en mening med hans tekster. Men han var også på det rene med, at en forfatter ikke bestemmer over sine tekster. Bedst er han, når han klynger sig til denne drøm om teksten som ren form, og drømmen så brister mellem hænderne på ham, og en mening presser sig frem. Når han skrev om solsorten, der har forladt naturen for at optræde i digtet, og den så, idet han lader den flyve ud af digtet og 'tilbage til naturen', pludselig bliver helt tydelig som solsort. Eller når han dødtræt kaster sit digterjeg på en skråning for at misunde 'den selvfølge hvormed de / melder sig, svampene, og at de ingenting vil'. Sådan ville Højholt gerne skrive. Hvad er det nu for resten, der ingenting vil og dog vokser frem med stor selvfølge? Livet, selvfølgelig. At skrive, som var det liv, det kan man da ikke, grinede Per Højholt, det er ren og skær illusion, en tekst er en tekst og dermed basta. Men bag forsikringerne om at der intet er i teksterne, pibler på en god dag noget frem. Måske det er på grund af styrken i Højholts stædige fornægtelse af, at digte kan indfange liv, at hans bedste digte er fulde af det.