På vej hjem fra en konference om sudanske flygtninge glemte den amerikanske litteraturaktivist Dave Eggers sin notesbog i flyet. Bogen indeholdt navne som 'Osama bin Laden' og 'Colin Powell', og det var nok til, at den røg fra luftfartsselskabet Delta til de højere instanser. »To dage senere blev jeg ringet op af en herre fra Udenrigsministeriet, som insisterede på at ville mødes med mig og diskutere mine noter«, fortæller en stadig rystet Eggers: »Det var mit første personlige møde med The Patriot Act, og det var uhyggeligt«. Bøger frem for aviser Scenen er en paneldiskussion ved den årlige New Yorker Festival, som fandt sted sidste weekend. Alt står i politikkens tegn i USA i år, også i kulturlivet, og tidsskriftets overflødighedshorn af prominente bidragydere fyldte med lethed byens sale til oplæsninger og diskussioner om 'Literature & Politics'. Weekendens tilløbsstykke var panelet om 'Verdenshistoriske begivenheders plads i litteraturen'. Her mødte vægtige forfattere som Orhan Pamuk og Cynthia Ozick den yngre generation, repræsenteret af Dave Eggers og haitiske Edwidge Danticat, til en diskussion om den politiske romans eksistensberettigelse i dag. Det var en eksistens, som Eggers umiddelbart kunne berettige med en historie fra selv samme morgen, hvor en haitisk taxichauffør gav ham følgende forklaring på, hvorfor han selv læste flere bøger end aviser: »Edwidge Danticats noveller og romaner fortæller, hvad der virkelig foregår i Haiti - det, der står i aviserne, kan man ikke længere stole på«. Trykket frihed Historien viser, at brændpunktet mellem fiktion og sandhed, mellem litteratur og politik, ikke bare er et abstrakt punkt på den litterære festivals dagsorden, men en del af den amerikanske hverdag, hvis frihed mange mener er blevet trykket af regeringens antiterrorlove som The Patriot Act. Dave Eggers er en stor politisk kulturpersonlighed i USA, og han lægger ikke skjul på, at politiske synspunkter og personlige erfaringer farver al den litteratur, der flyder fra hans hånd. Fra debuten i 2001 med erindringsromanen 'Et hjertegribende værk af overvældende genialitet' (dansk udgave 2002) til hans nyligt udgivne rejseroman 'I skal føle vores hastighed'. »Romanen er en meget rummelig genre og kan holde til sammenblandingen af facts og fiktion«, mener forfatteren. Poetisering af holocaust Her griber Cynthia Ozick ind i diskussionen. Hun opfatter litteratur og politik som to forskellige verdener, der bør behandles i to forskellige former. Den jødiske forfatter inddeler selv sit forfatterskab i skønlitteratur og politisk essayistik, og kun én gang har hun overtrådt grænsen mellem de to genrer. Det skete i 1989 med udgivelsen af den meget kritikerroste holocaust-novelle 'The Shawl'. Men det er en succes, hun aldrig vil gentage, forklarer hun: »Forfattere bør ikke poetisere og mytologisere historiske begivenheder som holocaust, hvis kendsgerninger vi stadig ikke kender til bunds. Holocaust er et stykke historie, der stadig er ved at blive skrevet, og den skal ikke skrives og psykologiseres af forfattere«. Kritik fra alle fronter For Orhan Pamuk er politik og historiske begivenheder ikke noget, man som forfatter bør undgå at beskrive i sin litteratur. Den tyrkiske forfatter har et langt forfatterskab bag sig, der siden udgivelsen af 'Den sorte bog' i 1990 er blevet betegnet som 'kontroversielt', for selv om Pamuk ikke direkte kommenterer den politiske situation i Tyrkiet, kredser alle hans bøger om de spændinger, der hærger landet i dag. Samtidig kan Pamuks bøger ikke sættes i bås politisk set, og det betyder, at han i sit hjemland er blevet kritiseret fra alle fronter - fra højre og venstre, fra religiøse såvel som ikke-religiøse positioner. Politikkens ansigt Udgivelsen af hans nyeste roman, 'Snow', var ingen undtagelse, fortæller forfatteren: »'Snow' er en politisk roman, men den handler ikke om entydigt sande og falske positioner eller om entydigt gode og onde mennesker. Derfor er den blevet angrebet af politiske og religiøse grupper i Tyrkiet, der føler sig dårligt repræsenteret«. »Men som forfatter interesserer politiske ideologier mig ikke. Mine romaner viser derimod politikkens menneskelige ansigt og undersøger, hvordan politiske ideer vokser ud af menneskelige situationer«. »Den politiske roman repræsenterer ikke længere - som i 1930'erne og 40'erne - et moralsk univers, der deler verden op i godt og ondt. I dag undersøger den i stedet, hvordan umiddelbare modsætninger i bund og grund hænger sammen«. »Det interessante ved politisk litteratur er ikke de politiske ideer i sig selv, men den personlige historie, der vokser ud af dem«, slutter Pamuk, og Edwidge Danticat giver ham ret: »Mine bøger handler ikke direkte om de politiske begivenheder, der omgiver mig, men de er et udtryk for, hvordan mit personlige liv er blevet mærket af dem«. Det er en erfaring, man dog ikke behøver at indløse billet til New Yorker Festivalen for at gøre sig. Den kan man i dag samle op fra taxichauffører på ethvert af byens mange gadehjørner.