Læsere, der har sukket efter nye romaner fra Anders Bodelsen og Peter Høeg, har her en fuldgod erstatning at gribe ud efter. 'Undtagelsen' har bestseller-gener i sig. Den kan gå hele vejen til De Gyldne Laurbær«. Med dette sikre signalement understreger John Chr. Jørgensen i Ekstra Bladet nok bedst de tilstundende glæder og truende farer, der lurer på ugens bog - Christian Jungersens tykke roman nummer to, 'Undtagelsen'. Krigen om samtidsromanen Den er åbenbart »elementært spændende« (hvorfor er det nu, dét slet ikke er så elementært for alle at udføre?) og tilgængeligt skrevet, og den handler om vor egen tid. Så den risikerer at blive taget som gidsel i krigen om 'samtidsromanen' - dette litterære fantom, der nu i snart en snes år har henslæbt sit ikke-liv som en art kritisk orienteringsballon, svævende over ingenmandsland mellem fronterne. I klasse med Ejersbo Men der går hul på den, gør der, ballonen nærmer sig jorden. Christian Jungersen prikkede selv til den med sin debutroman 'Krat' i 1999, og Jakob Ejersbos 'Nordkraft' var svær at bortforklare som 'bare' agent- eller kriminalroman - det greb, der ellers siden netop Frøken Smilla har kunnet holde spøgelset ude fra tésalonerne. Og fem år efter debuten er den nu 42-årige Jungersen så tilbage med 'Undtagelsen', der er netop »det, jeg for mig selv kalder den godt gjorte samtidsroman i stil og klasse med 'Nordkraft' af Jakob Ejersbo«. Elementær læseglæde Sådan skrev Jon Helt Haarder i Jyllands-Postens anmeldelse på udgivelsesdagen om en roman, der øjensynligt kombinerer den lille ondskab, der går agurk på et dansk forskningscenter, med den store ondskab, som centret netop forsker i: folkemord. Den roman er, skriver Jyllands-Posten, »intenst spændende både som thriller og som øjebliksbillede af Danmark og nogle danskere lige nu ... Jeg havde indimellem svært ved at holde fingrene og øjnene fra de over 600 sider«. Det kalder han også noget selvnedladende for »elementær læseglæde«, men ingen roser uden torne: »Forventer man af en moderne roman, at den også forsøger sig med nye veje rent kunstnerisk, vil man derimod næppe synes noget videre om den«, slutter Jyllands-Postens anmeldelse lakonisk. God gammeldags samtid »Et vældig interessant studie i mobningens psykologi«, kaldte Susanne Bjertrup samme tirsdag her i Politiken Jungersens »store danske samtidsroman (for det er præcis, hvad 'Undtagelsen' er)«. Dens form er ikke uproblematisk, forstod man, men styrken er, »at forfatteren som en god gammeldags realist interesserer sig for verden«, altså netop det træk, der mindede John Chr. Jørgensen om Bodelsen og Høeg. Således bliver læseren ikke blot »meget klogere på fænomenet folkedrab og på relationerne på en arbejdsplads, men også på hvor ondt det gør at have gigt, hvordan man hacker en computer, eller hvordan man overlever et gidseldrama i Kenya«. Dét gør på den anden side »mange dialoger (for) lange«, synes hun. Underholdning eller ej? Weekendavisens Nikolaj M. Lassen finder uden videre romanen »rasende underholdende«, og det til trods for at »folk i bogen taler i et sprog, der kunne være taget ud af debatsiderne i Informations og Politikens ledere«? Nå, hver sin smag i underholdning, og »miljøet virker ægte og oplevet, og klicheerne er morsomme netop i kraft af deres genkendelighed«, synes Lassen. Alligevel vil han ikke svinge sig højere end til »en levende og velfortalt samtidsthriller«. Bremsespor i Berlingeren I det norske Pilestræde-ugeblads moderorgan må Nils Gunder Hansen derimod krybe helt til korset, om end med slæbende fødder, som det lange bremsespor før konklusionen røber: »Vi lever jo alle et sted mellem e-mails og folkemord, og ingen kan vide, om fjerne trusler i næste øjeblik står lige ved siden af os. Eller om frygten gør os så psykisk porøse, at enhver sidemand kommer til at ligne en bøddel. Eller et offer, fordi det er os selv, der er bødlen. Hvis man mener, at dette kan genkendes som samtiden, så har vi med 'Undtagelsen' endelig fået den store samtidsroman. Det blev en gyser!«. Tue Andersen Nexø indrømmer i Information, at romanens ingredienser udgør »et usædvanligt og ambitiøst møde: Arbejdspladsens små og virkelighedens store forbrydelser. På den anden side er det ikke et møde, der falder 100 pct. heldigt ud«, tilføjer han så straks. Forbeholdet skyldes bl.a., at han har måttet »sluge et par ordentlige kameler angående antallet af psykiske grænsetilfælde på en dansk arbejdsplads. Og æde sig igennem et par hundrede siders kontorintriger« - men trods dette fordøjelsesbesvær har han haft »en romanteknisk oplevelse ud over det sædvanlige. Jungersen skriver en lydefri, men ikke påfaldende prosa. Til gengæld orkestrerer han sin fortælling med en suverænitet, der sjældent ses i Danmark«. Reglen eller undtagelsen Det kan også udtrykkes sådan: »Han spadserer stilsikkert og med en forbandet velskrivende pen rundt blandt moralske spørgsmål«, forklarer Anne Sophia Hermansen i Fyens Stiftstidende og giver et eksempel: »Er de rette betingelser til stede, kan vi alle handle umenneskeligt ... Det er faktisk mere reglen end undtagelsen, at vi gør ting, der er helt ulig os selv, når presset bliver for stærkt«. Susanne Bjertrup formulerer det her i Politiken som et spørgsmål: »Er der en glidebane fra den lille ondskab til blodrusen, eller er den nådesløse bøddel en undtagelse fra reglen om, at mennesker helst vil være gode ved hinanden?«. Mens Jon Helt Haarder i Jyllands-Posten forklarer titlen sådan: »Under de rette omstændigheder kan mange, de fleste eller måske alle blive bødler, der klipper fingrene af folk, inden de myrder dem for øjnene af de pårørende. Arvesynden kaldte man tidligere fænomenet. Måske, kun måske er der undtagelser«.