Ærligt talt er jeg temmelig ligeglad med, hvem i al verden der nu har fået nobelprisen, eller Nordisk Råds Litteraturpris, eller Akademiets Store Pris, eller Boghandlernes eller BG Banks eller eller eller, helt ærligt, der sker vigtigere og voldsommere katastrofer i verden, og desuden er det efterår, og så falder priserne jo overalt og i ét væk, findes der en forfatter, der ikke har fået en pris? Nogen skulle jo have den Mig bekendt ikke, og nu er det altså Elfriede Jelinek, som har fået nobelprisen, og hvorfor egentlig, og hvorfor ikke, nogen skulle jo have den, det er jo efterår og så skal vi til det igen, og Jelinek er såguda lige så (lidt) genial som Toni Morrison og Herbjørg Wassmo, så for min skyld gerne, bare jeg kan blive fri, og det kan jeg! - Nej!, siger redaktøren - du er jo hendes oversætter! Nå! Og, nåja, det må jeg indrømme, Claus Beck-Nielsen er Elfriede Jelineks oversætter, og det aner hun formodentlig ikke, og hun får det formodentlig heller aldrig at vide, nu skal hun jo til at være berømt. Kulturel katastrofe Det var hun nemlig ikke i formiddags. I formiddags var Elfriede Jelinek blot en skandale i det tyske sprogområde. En af den slags skandaler, det celebre tyske kulturparnas elsker, en af dem, de kan buhe af, når de sidder trygt i deres loge im Burgtheater i Wien, eller i Münchener Kammerspiele, eller på Brechts gamle Berliner Ensemble i Berlin. En af den slags kulturelle katastrofer, man ikke kan eksportere, fordi den er uoversættelig. Og i Elfriede Jelineks tilfælde endda dobbelt uoversættelig. Sex og nazisme Elfriede Jelinek er noget så oldgermansk som feminist, et begreb, som ikke har kunnet ophidse den danske offentlighed siden engang i det forrige årtusinde, men som under tyskermånen stadig har en vis teatereffekt. Desuden gør Jelinek det en del i sex og nazisme, læder og stive lemmer, Heil og geil. Og da vi i Danmark er så godt som historieløse og derfor ikke har nogen fortid at gøre op med og heller ikke er helt så stramme i kønsåbningerne som tyskerne, så har Jelinek heller ikke på de områder nogen synderlig chance for at gøre effekt og skandale og god forretning i Danmark, og - hvad måske værre er - formodentlig heller ikke i den større verden. Sprogmaskine Tilbage er sproget. Jelineks sprog. Det er også (så godt som) uoversætteligt, til gengæld er det ikke - som hendes skandaløse temaer - bare en egnsspecialitet, det er originalt og af og til genialt og en hel lille pris værd.For de fleste mennesker (journalister, tankpassere og bilister etc.) er sproget bare et medium, noget man udtrykker sig igennem, noget man bruger til at få budskabet, præmissen, den gode historie, nyheden eller raseriet ud med. For Jelinek derimod er sproget den egentlige, virkelige verden. Jelinek er Wittgensteins niece, hun er en sprogmaskine, ude af stand til at gentage selv den simpleste sætning. I Jelineks maskine muterer sproget, og verden bliver en anden, vildfremmed og alligevel ubehageligt bekendt. Postmoderne moralist Jelinek driver sproget - eller sproget driver Jelinek - ud i grænsen til sort snak og det rene nonsens, og der, på grænsen til det sproglige, menneskelige og eksistentielle vanvid, bygger hun sine værker, sine scenarier, sine vrængbilleder af den såkaldt virkelige verden og det daglige sprog. Jelinek er ikke en god gammeldags moralist, hun er snarere en postmoderne moralist, hun væmmes ikke bare ved verden, hun væmmes også ved sproget. Hun tager afstand fra mandschauvinisterne, nynazisterne og det væmmelige folk ved at tage afstand fra det tyske sprog. Men da hun gør det i og med det tyske sprog, så tager hun samtidig afstand fra og vrænger dermed også ad sig selv og sin egen vrængen. Derfor bliver hun aldrig journalist eller moralsk klummeskriver som Carsten Jensen, for hun kan hele tiden høre sig selv og kan derfor slet ikke tage sig selv så graverende alvorligt, som man skal for at kunne prædike eller bare fortælle det hele, som det er. Elskeligt had Stakkels menneske! Når man er allergisk over for sproget, så er man allergisk over for alt, og formodentlig også nobelprisen. Lige nu sidder Elfriede Jelinek sikkert på sit slot i Wien og skriver en utaknemmelig, hysterisk og forvrøvlet takketale. Hun har prøvet det utallige gange før, for tyskerne, østrigerne og schweizerne har for længst tildelt hende stort set alle de utællelige tyske litteraturpriser. De hader at elske hende, og hun elsker deres had, ja, hun kan formodentlig ikke skrive - og dermed heller ikke leve - uden det had. Og nu skal hun oven i købet belemres med nobelprisen. Godt det ikke er mig! Jeg er heldigvis for længst død og gået over i historien.