Betyder Nobelprisen i litteratur overhovedet noget? Altså, lige bortset fra de 10 millioner svenske kroner og æren til den forfatter, som får prisen. Eksempelvis Elfriede Jelinek? Ikke nødvendigvis. Der er adskillige eksempler på prismodtagere, som trods prisen er - næsten - lige så ukendte, som de var, før de fik deres korte berømmelse. Murbrækker Men spørger man den velanskrevne redaktør Drenka Willen fra forlaget Harcourt Brace i New York, som Politiken gjorde for et par år siden, så skal man ikke undervurdere Nobelprisen. Prisen kan godt blive en murbrækker for et forfatterskab. Da Harcourt Brace udgav de første romaner af portugiseren José Saramago, måtte forlaget se på salgstal på under 2.000 eksemplarer. Vel at mærke i et land med 280 mio. indbyggere. Da Saramago fik Nobelprisen i 1998, strøg han ind på bestsellerlisterne, og Drenka Willen kunne igen se sin økonomidirektør i øjnene. Saramago var pludselig en god forretning. Politisk dagsorden I Sverige gik prismodtageren fra 2002, ungareren Imre Kertész, fra at være en forfatter for feinschmeckere til litterær superstar. Før prisen solgte han 3.000 eksemplarer af en bog. Derefter steg salget til 300.000. Også i Danmark har Kertész fået nye læsere i kraft af prisen og den forøgede opmærksomhed. Men, men, men. Det er langtfra hver gang, Det Svenske Akademi rammer plet, og mange gange har det meste af en hel verden kigget undrende på hinanden, når årets prismodtager blev offentliggjort, og mere end én gang er komiteen blevet beskyldt for at have en politisk dagsorden i sine valg. Om det så har været den kritiske røst fra Sydafrika, Nadine Gordimer (1991), den lige så kritiske røst fra det genforenede Tyskland, Günter Grass (1999), eller den eksilerede kinesiske forfatter Gao Xingjian (2000). Og lige så ofte er Akademiet blevet beskyldt for at gøre sig stor umage med at finde en forfatter, de færreste nogen sinde har hørt om før. Ukendte vindere Årets storfavorit lød til at være den syriske poet Adonis, der kunne have virket som en litterær håndsrækning til den arabiske verden. I stedet blev det den østrigske forfatter Elfriede Jelinek, som de færreste havde et større - om overhovedet noget - kendskab til før i går. Dansk litteratur er også leveringsdygtig i prisvindere, som var ukendte for den store verden, da de fik prisen, og lige så ukendte få dage senere. Karl Gjellerup fik eksempelvis prisen sammen med Henrik Pontoppidan i 1917, men Gjellerup er i dag helt ude i det litterære mørke. Og hvem husker eksempelvis Odysseus Elytis fra Grækenland eller hans landsmand Giorgos Seferis, selv om de fik prisen i henholdsvis 1979 og 1963. Eller Patrick White fra Australien (1973), Vicente Aleisandre fra Spanien (1977), Yasunari Kawabata fra Japan (1968) eller italieneren Salvatore Quasimodo (1959)? Eller hvad med finnnen Frans Eemil Sillanpää (1939) og Maurice Maeterlinck fra Belgien (1911)? Oversete mesterværker Det er langt nemmere at huske forfattere, som aldrig fik prisen, men som blev overset eller fravalgt af Det Svenske Akademi. Hvor er Virginia Woolf, James Joyce, Marcel Proust eller Henry James, for slet ikke at tale om Graham Greene? Til gengæld er det heller ikke svært at finde navne på prismodtagere, alle kender. Albert Camus, Thomas Mann, Ernest Hemingway, William Faulkner, Gabriel García Márquez, Saul Bellow, George Bernard Shaw, Knut Hamsun, T.S. Eliot, Selma Lagerlöf og Samuel Beckett. Men som The New York Times skrev forleden, så er det ikke forfattere, man husker på grund af deres Nobelpris, men på grund af deres bøger. Den seneste danske vinder var Johannes V. Jensen i 1944. Prisen er uddelt siden 1901.