I Danmarks Nationalleksikon kan man om Hartvig Frisch, der døde i 1950, læse, at han var en af de mest alsidigt kvalificerede personligheder i det 20. århundredes offentlige liv i Danmark. Frisch var klassisk filolog og døde som undervisningsminister. I egen person forenede han en unik kombination af rationalisme og humanisme. Foruden en håndfuld moderne sprog mestrede han oldgræsk og latin, kendte både sin Locke, Rousseau og Voltaire og formåede i sit danske hjemland næsten ene mand at bygge bro mellem intelligentsiaen og den arbejderbevægelse, han repræsenterede på tinge. Litteraturens konge og dronning Hans indre volumen gav plads både til Sokrates og Stauning, hvor det havde været uendelig meget lettere for den begavede professor at give den på de bonede gulve som borgerlig åndsfyrste eller en af kulturradikalismens dannede tropper, hvilket nogle gange er det samme. To af dem, der blev inspirerede til at skabe stor litteratur af mødet med ham, var henholdsvis kongen og dronningen af dansk litteratur: Johannes V. Jensen og Karen Blixen. Herluf Baggesen, Frischs svigersøn, som Deres Bibliopat, stadig er på besøg hos, ligger inde med håndskrevne breve fra både Jensens og Blixens egne hænder, som meget direkte viser de to forfatteres forhold til Frisch. Goethes ånd Først et par breve fra den næsten tyve år ældre Johs. V. Det første er skrevet til den døende, men åndsfriske Frisch 20. januar 1950: »Kære Hartvig Frisch, jeg bliver i dag 77, lidt skrøbelig, temmelig døv, men brugelig endnu en stund. De aftagende kræfter får svundne år til at stå i forstærket lys, man vidste ikke af, hvor lykkelig man var engang, men nu ved man det«. »Noget af det lykkeligste, jeg har oplevet, skønt det kun strakte sig over ti dage, var Elses og mit besøg i Rom for nu mere end 20 år siden, da vi traf Dem dér og var sammen med vore venner, Peter Hansen og Elise, nu døde, og Johannes Larsen (maleren, red.), han er 82, og kommer og besøger os på søndag - i Deres selskab kom jeg til at se Rom på en måde, jeg ikke glemmer, visheden om, at vi lever i antikken endnu, hvis vi er i stand til at ryste et par årtusinders støv af os, Goethe blev så nærværende i Rom, og jeg gjorde nogle epigrammer i hans ånd, hvis de husker det, når vi gik på gaden sammen i Roms høje luft«. »De dage kommer ikke igen, men man er rigere i erindringen nu, end man havde evne til, da man endnu havde et helbred. Hils Edith og fremdeles god bedring. Deres hengivne Johannes V. Jensen«. Hjerteskærende sorg Det næste brev er fra 11. februar samme år. Det er skrevet til Frischs enke, Edith (Herluf Baggesens svigermoder), efter at Frisch er gået bort: »Kære Edith. Med dyb sorg hører vi, at det er forbi. Noget mere hjerteskærende har jeg ikke oplevet end indtrykket sidste gang vi så ham. Den brændende energi og åndsklarhed, der lyste ud af ham og det, at han aldrig skulle rejse sig mere, som man ikke kunne undgå at se. Nu godt at han ikke lider mere. Og nu en hilsen til dig fra os begge. Din hengivne Johannes V. Jensen«. Ønsker om god bedring Baronessen fra Afrika og Rungsted Kyst skriver på sin berømte Remingtonmaskine, som den dag i dag kan beses i hendes skrivestue på Rungstedlund, et brev til »Professorinde Frisch« 3. februar 1950: »Rigtig Hjertelig Tak for Bogen og for Deres venlige smukke Brev. Begge Dele glædede mig saa meget. Jeg er grulig ked af, at jeg ikke var hjemme i Søndags, jeg var lige kørt over til Hillerød. Jeg vilde meget gerne have truffet Dem. Jeg har været mange Gange på Folehavevej 25, men der har ikke været nogen hjemme, saa har jeg prøvet et Par Gange at ringe til Mimi for at høre hvordan Deres Mand havde det, men det er ikke lykkedes mig at faa fat på hende«. »Det har gjort saa ondt at høre om Deres Mands Sygdom, ogsaa at han endnu har Smerter og er svag og træt. Forhaabentlig vil det dog nu gaa fremad med hver Dag, og jeg beder Dem bringe Deres Mand mine bedste Hilsner og Ønsker om god Bedring«. »Jeg har selv ligget en Tid paa Lucas-Stiftelsen, derfor hørte jeg ikke inden Jul, at Deres Mand var syg. De gør mig en stor Glæde ved at skrive, at de læser Den Afrikanske Farm og får Fornøjelse deraf«. »Jeg har netop, gennem en ung journalist som har været i Kenya, hørt fra nogle af mine gamle Folk, som jeg ellers har haft svært ved at faa Forbindelse med siden Krigens Udbrud. Kamante var blevet blind, men han fik, ved Hjælp af nogle Penge, som jeg sendte ham, en Operation gjort, og er kommet til at se meget bedre igen. De sendte mig alle saa smukke hilsener«. »Med mine bedste Hilsner til Dem begge. Deres hengivne Karen Blixen Finecke«. Forståelse for menneskehedens største skatte Otte dage efter kommer Blixens kondolencebrev: »Kære Fru Frisch, Jeg vil saa gerne, med disse faa Blomster, sende Dem min inderlige, dybe Deltagelse i Deres store Sorg. Jeg er saa tidt, naar jeg har været hos Dem, gaaet bort glad ved at have følt det harmoniske, lykkelige Forhold mellem Mennesker«. »Jeg tænker, at Erindringen om denne store Lykke ogsaa nu vil bringe Harmoni til Deres Sorg, og det store Savn. Jeg selv føler, at jeg har mistet en Ven, som har givet mig saa meget ud af sin egen Rigdom, sit Kendskab til og forståelse af Menneskehedens største skatte. Jeg er Dem begge saa taknemlig«. »Jeg vil saa gerne skrive til Dem med det samme, tilgiv mig, hvis det er forvirret«. Så vidt Blixen og Johs. V. Jensen. Som det ses, efterlever Blixen ikke Frischs retskrivningsreform, der indførte bolle-ået og afskaffede de store bogstaver. Mere om det snarest. Quiz 1: Navnet på denne suveræne danske digter gemmer sig i anagrammet 'Andreas Morgenrødt', i morgen fylder han fyrre. Hvem? Quiz 2 (sensationelt svær): Hvilken dansk kunstner malede et maleri af Hartvig Frisch, som den socialdemokratiske rigsdagsgruppe nægtede at betale og modtage, fordi det var for flippet? I sidste uge efterlyste vi en dansk nøgleroman, hvis første linje lyder: »Værelset eksisterer ikke mere. Dag for dag så jeg gennem de snavsede vinduer ødelæggelsen skride frem, når jeg gik uden et andet ærinde«. I quiz 2 efterlyste vi et værk fra 1913 af en svensk digterbegavelse. Første linje rummer spørgsmålet: »Hvad er samfundet?«. Digteren svarer: »En samlivsform der har udviklet sig under overklassens mål: at holde underklassen nede«.Seven Cocktails Det var sjovt med de syv cocktails (Karen Blixens øgenavn i Hartvig Frischs familie var 'Seven Cocktails', red.) i sidste uge. Nu glemmer man dem aldrig, til gengæld får man nok ikke mere brug for at kunne huske dem. Svaret på denne uges quiz 1 er Tove Ditlevsens 'Vilhelms værelse', som jeg i øvrigt ikke brød mig særlig meget om og slet ikke i sammenligning med hendes erindringer, romaner, noveller osv. - jeg fandt den noget tåget. Hendes beskrivelse af armoden i københavnske arbejderkvarterer, læs Vesterbro, burde i øvrigt være pligtlæsning for alle skoleelever, og da hun oven i købet er letlæselig og også har udgivet et par deciderede børnebøger, som er gode, forekommer det helt uforståeligt, at hun ikke er med på den nys offentliggjorte kanon, at hun så at sige ikke er blevet kanoniseret. Venlig hilsen Susanne Hjuler, Klampenborg Stalin og Strindberg Kære Bibliopat, Det er ret ubetænksomt at bringe quiz 2. Du risikerer, at Strindberg nu får højrefløjen på nakken med beskyldninger om, at han er en af dem, der har hjulpet Stalin til magten. Han er jo ophavsmand til 'Lilla katekes för Underklassen', der er et soleklart forsvarsskrift for socialismen. I det lille, hårdtslående kampskrift står der (i udgaven fra 1973), at det er skrevet i 1884/85, mindre end tyve år efter Marx' 'Das Kapital', men at det først blev publiceret i hans samlede værker 1913. Det kunne være interessant at vide, hvilken skæbne det fristede i de mellemliggende 29 år. Med venlig hilsen Kaj Himmelstrup Tove Ditlevsens værelse Kære Bibliopat, Løsningen på første quiz er 'Vilhelms værelse' fra 1975, og i quiz 2 er det naturligvis August Strindbergs 'Lilla Katekes för Underklassen' - interessant læsning! Men tilbage til Scherfig: Min far fortalte mig altid, at Hjejle var »den gode lærer«, og da vi langt ude er beslægtede med den familie - og ja, det er Ibens bedstefar! - og min far havde fingeren på pulsen, hvad litteratur angik, tror jeg på det! Venlig hilsen Rikke Allerslev Jensen, Greve Ditlevsen og ministeriet Kære Bibliopat, Tove Ditlevsen fortæller, at nogle fagforeningsfolk (det var HK) overtog huset. De indrettede maskinstue til deres computere i Vilhelms værelse. Efter at have brugt bygningen selv i en årrække lejede HK bygningen ud til statsadministrationen. I 1991 rykkede Undervisningsministeriet ind på adressen H.C. Andersens Boulevard 41, og de bor der stadig. Jeg har deltaget i stribevis af møder i Vilhelms værelse, der - H.C. Andersens nærhed taget i betragtning - nu benævnes 'mødelokalet Andegården'. Der er desværre hverken poesi eller drama i lokalet i dag, kun administrativ kedsommelighed. Der er dog en rest tilbage fra tiden lige efter Tove Ditlevsen: Det hævede gulv, som computerfolkene etablerede for at kunne gemme kabler m.m. findes stadig. Og så går der rygter om, at man, da Undervisningsministeriet flyttede ind, fandt et kælderrum med rødvin fra Tove Ditlevsens tid. Men det er nok bare rygter. Mange hilsner Jørgen Rendsvig