Det var et helvedes vejr. Vinden hylede omkring skorstene, tårne og antenner. Regnen slog mod ruderne, sorte skygger flaksede forbi, hjemløse sjæle i natten. I det fjerne ringede en telefon. Jeg tog den. »Ja?«. »Det er Frank«. »Frank! Spyt ud«. Han hostede og harkede og spyttede et minuts tid, det lød, som om hans lunger var på vej gennem ledningen. »Jeg har den«, sagde han så. »Den?«. »Bogen, der vil gøre en ende på alle andre bøger«. »Kom med det, Frank. Er det Bob Dylans Kogebog?« Så kom det: »Det er 'Chronicles'«. »'Chronicles'! Selvbiografien!«. »Lige fra trykkeriet. Den bliver dyr«. Bobs afklippede negle Der var ingen tvivl: Han havde den. Frank var verdens bedste Dylan-pusher. Jeg så ham engang sælge nogle afklippede negle til en 65-årig hippie på Christiania. »Det er Bob Dylans«, sagde han bare. »Jeg skal have 150 kroner per negl. Du kan få alle ti for 800«. Hvordan kan jeg være sikker på, at det er Bobs?«, spurgte hippien. »Jeg sad lige ved siden af ham, mens han klippede dem af«, sagde Frank. »Hvordan var han?«, spurgte hippien. »Ligesom dig og mig«, sagde Frank. Times Square Frank var leveringsdygtig i hvad som helst. Det ville ikke undre mig, hvis han en dag troppede op med Bob Dylan. »Hvor skal vi mødes?«, spurgte jeg. »Samme sted, som vi plejer«. Tyve minutter senere stod jeg i en af den slags porte, der har set for meget, men som alligevel holder kæft med det. Et stykke derfra gik en bildør op, og en høj mand i en lang sort læderfrakke med en sort Stetson på hovedet og langskaftede sorte boots kom gående mod mig. Det var Frank. Han viste mig bogen. Den havde klasse. På forsiden var et foto af Times Square i New York. Over det stod: Bob Dylan. Og under: 'Chronicles. Volume One'. Jeg slog op på første side: »Lou Levy, top man of Leed's Music Publishing Company, took me up in a taxi to the Pythian Temple on West 70th Street to show me the pocket sized recording studio where Bill Haley and The Comets had recorded Rock Around The Clock - then down to Jack Dempsey's restaurant on 58th and Broadway, where we sat down in a red leather upholstered booth facing the front window ...«. Hot smoking stuff Det var Dylan. Som allerede på side 1 møder den berømte bokser en vinterdag i New York i 1961. Det var første bind af hans tre bind store selvbiografi 'Chronicles', som jeg stod med, tre uger før den udkom i USA 12. oktober. Hot smoking stuff. I The Guardian havde Gary Younge skrevet, at »Dylan ville fortælle det hele«, og Dylans redaktør på Simon og Schuster sagde, at bogen var overraskende og smukt skrevet, den ville blive et kæmpehit. »Hvad skal du have for den?«, spurgte jeg. »2.000«. »Jeg vil give 1.000«. »2.200«, sagde han. Hvis det fortsatte på den måde, ville det ende med, at jeg skulle give 5.000 for den. Jeg gav ham 2.000. Og fulgte ham hen til pickuppen, hvor han løftede presenningen og viste mig omkring ti paller med plastikindpakkede Dylan-selvbiografier. Der var ingen tvivl: Frank var på vej mod noget stort. Hele sit udstødte liv havde han levet af det, Bob Dylan producerede eller havde været i nærheden af, nu høstede han frugterne af sin store lidenskab. En glad mand Jeg skyndte mig hjem med værket og satte mig i køkkenet med en kande kaffe og læste. Det varede ikke længe, før jeg var fanget af Dylans tone. Han lød som en blanding af Philip Marlowe, Huckleberry Finn og en tudsegammel bluesmusiker fra Mississippis delta, der bragte sine erfaringer videre på en befriende usentimental måde. Jeg kom til at tænke på Klaus Lynggaards beskrivelse af Dylan her i avisen for tre år siden, da han kort før udgivelsen af 'Love and Theft' gav et pool-interview til tolv udvalgte europæiske journalister på et hotel i Rom oven for Den Spanske Trappe: »... Dylan er glad. Og sjov. Og lattermild. Og ikke for fastholdere. Men charmerende og fuldstændig afvæbnende er han stort set alt andet end sur og utilgængelig - tværtimod gør han sig umage for at besvare spørgsmålene og fremstår som en venlig og imødekommende moden mand«. Ud af rotteræset Sur er noget, pressen har fundet på, at Dylan er. Noget skulle den jo kalde ham, når han nu ikke ville tale med den. Og når han endelig ville, pissede han på den og alle andre, der mente, at han skulle frelse dem og verden, efter at han i begyndelsen og midten af 1960'erne havde rejst sig som sin generations stemme. Men han ville ikke være den stemme: »De store insekter i pressen blev ved med at lancere mig som en generations talerør eller ligefrem samvittighed. Alt, hvad jeg havde gjort, var at synge sange, som var lige ud ad landevejen, og som udtrykte stærke nye realiteter. Jeg havde meget lidt til fælles med og vidste endnu mindre om den generation, hvis stemme de sagde, jeg var«. Sidst i juli 1966 efter at have udgivet 'Blonde on Blonde' og turneret med The Hawks styrtede han på motorcykel på manageren Albert Grossmans ejendom. Han blev indlagt på et hospital; da han kom ud, trak han sig tilbage til Woodstock: »Sandheden var, at jeg ville ud af rotteræset. Det forandrede mit liv at få børn og adskilte mig fra alt, hvad der foregik. Jeg så alting gennem andre briller, ud over min familie var der ikke noget, der virkelig interesserede mig«. Et ni til fem-liv Men berømmelsen var for stor, tilbedelsen urimelig. En pilgrimsfærd af tosser, tabere, syrehoveder og disciple, der ledte efter Prinsen af Protest, traskede ind over hans grund hver eneste dag og nat og gjorde hans liv til et helvede. Han var trængt op i en krog. Selv personer, der stod ham nær, kunne ikke hjælpe. En dag kørte han i bil med Robbie Robertson, guitaristen i The Band: »Han spurgte: »Hvor tror du, du fører den hen?«. »Fører hvad hen?«. »Du ved, hele musikscenen«. »Hele musikscenen! Bilruden var rullet en tomme ned. Jeg rullede den helt ned og følte et vindpust blæse mod mit ansigt og ventede på, at det, han havde sagt, skulle dø væk - det var som at stå over for en sammensværgelse. Intet sted var langt nok væk«. »Jeg ved ikke, hvad alle andre fantaserede om, men det, jeg fantaserede om, var et ni til fem-liv, et hus på en vej med træer med et hvidt stakit og lyserøde roser i baggården. Det ville have været skønt. Det var min største drøm. Efter en tid lærer du, at privatliv er noget, du kan sælge, men du kan ikke købe det tilbage. Woodstock var blevet til et mareridt, et kaotisk sted«. Nægter at være talerør Familien flyttede til New York. Det blev kun værre. Demonstranter paraderede forbi hans hus råbende og syngende, at han skulle komme ud og lede dem et eller andet sted hen, leve op til forpligtelserne som en generations samvittighed. Joan Baez indspillede en protestsang, som blev spillet overalt, og som opfordrede ham til at komme ud og lede masserne. Pressen gav ikke op: »En gang imellem blev jeg nødt til at give et interview, så de ikke sparkede døren ind. Reporterne affyrede deres spørgsmål mod mig, og jeg fortalte dem igen og igen, at jeg ikke var talerør for nogen eller noget, at jeg kun var en musiker«. »De så mig ind i øjnene for at finde beviser på, at jeg havde drukket bourbon og taget håndfulde amfetaminer. Senere ville en artikel med overskriften 'TALSMAND NÆGTER, AT HAN ER TALSMAND' ramme kioskerne«. Ude af tiden Berømmelsen var opstået i løbet af fem højenergiske år fra 1961 til 1966, hvor drengen fra Hibbing, Minnesota, gik fra at være Woody Guthrie- og Robert Johnson-inspireret folkesanger til noget, der ikke havde eksisteret før i hverken folkemusik eller rock'n'roll. Det hed Bob Dylan, og det åbnede låget på en hel generation af unge, der levede i usikre, omvæltende tider, hvor præsidenter og borgerrettighedsforkæmpere blev myrdet, og hvor fjerne krige kunne få hundredtusinder på gaden i protest. Men Dylan, der forlod Hibbing i januar x '61 og kørte til New York med sin ven Fred Underhill i en Impala '57 på 24 timer, var ikke en mand af tiden: »Den vildt komplicerede moderne verden interesserede mig ikke. Den havde ingen relevans, ingen vægt. Jeg blev ikke forført af den. Det, der var swingende aktuelt stof for mig, var 'Titanic's forlis, Galveston-oversvømmelsen - John Hardy, der skød en mand i West Virginia-toget. Det var de nyheder, jeg tænkte over, fulgte og holdt øje med«. Folkemusikkens mytiske dimension Og kreativt var der ikke meget at hente i moderniteten for en mand, der synes at gå rundt i en apokalyptisk vision: »Jeg var alligevel allerede landet i et parallelt univers med mere arkaiske principper og værdier; ét hvor handlinger og dyder var fra gammel tid, og fordømmelser kom væltende ned over hovedet på dem. En kultur med fredløse kvinder, supergangstere, dæmoniske elskere og forkyndelser ...«. »Folkemusik var en virkelighed af en mere brillant dimension. Den oversteg al menneskelig forståelse, og hvis den kaldte én til sig, kunne man forsvinde og blive suget ind i den«. »Jeg følte mig hjemme i dette mytiske rige, der mere bestod af arketyper end af individer, menneskehedens livagtigt tegnede arketyper, metafysiske i form, barske sjæle fyldt med naturlig viden og indre visdom. Det var så virkeligt, så meget mere sandt over for livet end livet selv. Det var det forstørrede liv«. Bertolt Brechts sange Da han først er sluppet ind i den verden, er det, som om hans seksstrengede guitar forvandler sig til en tryllestav, og han kan sætte tingene i bevægelse som aldrig før. Det utrolige er, at denne gudfrygtige mand, hvis bevidsthed er knyttet til det forgangne, til en verden af i går og i forgårs, træder ind i sin samtid med en kraft af - ja, en anden verden. Det er hans intuitions geni, at den søger i det samme arketypiske stof som de for længst afdøde blues- og folkemusikere. Han synger gamle billeder ind i det moderne og får en nærmest ubegribelig gennemslagskraft. Det er en opsætning af Bertolt Brechts sange på Theatre de Lys i New York, hvor hans kæreste Suze Rotolo - »den mest erotiske kvinde jeg havde mødt« - arbejder, som for alvor lærer ham, hvordan han skal formidle sine visioner: »Det var sange med et barsk sprog. De syntes at komme fra en eller anden obskur tradition, syntes at have en pistol i lommen, en kølle eller en mursten, og de kom imod dig på krykker og i rullestol. I løbet af få minutter havde jeg det, som om jeg ikke havde sovet eller spist i tredive timer, så meget var jeg inde i det«. Sørøver Jennys spændstighed Der var især 'Sørøver Jenny' med omkvædet om den sorte kanonbåd - et symbol for noget messiansk - der førte ham tilbage til den tuden fra skibene, han havde hørt som barn i Duluth. Det var en spøgelsesagtig lyd, der fik ham til at føle sig hul: »De store skibe kom og gik som uhyrer af jern fra dybet - noget derude kunne sluge mig«. Han kunne ikke slippe sangen og begyndte at pille den fra hinanden for at finde ud af, hvad der gav den dens gennemslagskraft. Sangen blev en stimulans for hans sanser, den påvirkede ham dybt, men han holdt sig langt fra dens ideologiske kerne: »Jeg ville finde ud af, hvordan man manipulerede og kontrollerede den særlige struktur og form, som var nøglen til Sørøver Jennys spændstighed og vilde kraft«. Gentleman fra Syden I 'Chronicles' kommer man på sporet af Dylans store ambition og geni. Han er ofte blevet kaldt mærkelig og utilgængelig, men den stemme, han taler med i selvbiografiens første bind, er for det meste ligefrem, i visse passager smuk, i andre, som det fremgår, gudfrygtig. Han skjuler sig ikke, men han fortæller heller ikke 'det hele', sådan som Guardians Gary Younge skrev - hvis det altså er den private Dylan, man leder efter. Bogen giver et indtryk af en mand, der, selv om han er vokset op i Minnesota, fremstår som en ægte southern gentleman. Alle kvinder i bogen bliver omtalt med respekt og begejstret beundring, og i det mylder af personer, han skildrer, er det svært at finde en nedladende karakteristik. Bogen begynder i vinteren 1961, hvor han kommer til New York og optræder på Café Wha? og Gerdes Folk City og hurtigt skiller sig ud: »Det, der virkelig skilte mig ud, var mit repertoire. Det var mere frygtindgydende end de andre musikeres, min skabelon var hard core-folkesange akkompagneret af en uophørlig høj klimpren. Enten jog jeg folk væk, eller også kom de nærmere for at se, hvad det handlede om«. Numerologi Den følger ham på vejen mod pladekontrakten med Columbia og springer så i tid til 1987, hvor han efter en turné med Tom Petty føler sig opbrugt, udbrændt, færdig. Hans egne sange er fremmede for ham. Her er, hvordan han på uoversætteligt amerikansk havde det: »Even spontaneity had become a blind goat. My haystacks weren't tied down and I was beginning to fear the wind«. Ikke nogen rar tilstand. Han overvejer at trække sig tilbage, men så finder han en ny spillestil. Han havde lært den af den legendariske jazz- og bluesguitarist Lonnie Johnson, som Robert Johnson havde lært af, tidligt i 1960'erne. Den var baseret på et ulige i stedet for et lige talsystem. Det var et strengt kontrolleret system, og kun få brugte det, fordi det ikke havde noget med teknik at gøre. Systemet virkede på en cyklisk måde. Fordi man tænker i ulige numre i stedet for lige, spiller man med et anderledes værdisystem. Der begynder at ske ting: »Jeg er ikke astrolog. Jeg ved ikke, hvorfor tallet 3 er mere kraftfuldt metafysisk end tallet 2, men det er det«. Den nye stil, som Link Wray brugte på 'Rumble', befriede ham og hans stemme. Bono fra U2 besøgte ham og henledte hans opmærksomhed på produceren Daniel Lanois. Samarbejdet med Lanois i New Orleans førte til comebacket i 1989 med 'Oh, Mercy', og så springer Dylan igen i tid, tilbage til opvæksten i Minnesota, et langt fornemt skrevet afsnit, som jeg lige havde læst færdig, da telefonen ringede. Frank vender tilbage Jeg så op. Det var ved at blive lyst. Stormen havde lagt sig, nattens skygger var forsvundet. Jeg tog telefonen. Det var Frank. »Har du læst den?«, spurgte han. »Det har jeg«. »Var den pengene værd?«. »Det var den«. »Jeg har solgt dem alle sammen«. »Tillykke«. »Er du klar over, at den udkommer på dansk på Gyldendal til november?«. »Nu er jeg«. »Så skal jeg bare finde deres trykkeri og negle nogle baller med bøger en måneds tid, inden den udkommer«. »Og hvad tror du, du kan få for dem?«. »Det vil tiden vise«. Jeg lagde på. Det var en mærkelig verden. Måske skulle jeg gøre som Dylan og fylde hovedet med billeder fra en svunden tid. Surre mine høstakke fast og holde op med at frygte vinden.