Tegneserier er ikke, hvad de har været: korte historier i hæfteform, tegnet i en let streg for børn og barnlige sjæle, der er til superhelte og et billigt grin. Nu udgives der tegneserieromaner, hvis lange fortællinger udfolder sig over en række stemningsfyldte billeder, indbundet i og trykt på kvalitetspapir med ord, der henvender sig til et modent publikum om verdens kompleksitet og livets besværligheder. Tegneserier er blevet en kunst. Kultstatus Men tegneserieromanen er andet og mere end dét. For det første er de tegneserier, der udgives under betegnelsen, sjælden fiktive i strengeste forstand, men handler oftest om kunstnerens egne erfaringer og baggrund. Det er de seneste to skud på stammen eksempler på: Art Spiegelmans 'In The Shadows of No Towers' er en slags øjenvidneberetning om World Trade Centers fald 11. september, som udkom i sidste uge til anmeldernes store lovprisning, mens iranske Marjane Satrapis 'Persepolis 2' er historien om forfatterens opvækst i vestligt eksil. For det andet ligger genrens rødder ikke begravet i en europæisk, litterær tradition, men er vokset ud af den amerikanske undergrundskultur, der fik sit fineste - det vil sige mest tarvelige - udtryk i Robert Crumbs striber om Fritz the Cat og Mr. Natural fra 1960'erne, der gik på tværs af tidens mere kommercielt anlagte tegneserier om superhelte og det godes sejr over det onde. Her var en tegneseriekunstner, der skabte sin helt egen, grumsede verden af groteske mænd og grove kvinder med behårede ben, knokkelknæ, enorme patter og imponerende bagdele, det ikke var til at få øjnene fra. Nej, Crumb var afgjort ikke beregnet for børn og sarte sjæle, men hans sjofle satirer vandt hurtigt kultstatus blandt modkulturens hippier. Holocaustmusen Midt i 1980'erne kom udgivelsen af Spiegelmans 'Maus', som løftede arven fra Crumb ved at løfte genren en tand højere op - både indholdsmæssigt og som kulturfænomen. 'Maus' handlede om noget så alvorligt som holocaust, historiens absolutte nulpunkt, som Spiegelman afbildede i tegneseriens lette stil, der tog form som en god, gammeldags Tom & Jerry-historie om katten (der repræsenterede nazisterne) efter musen (jøderne). Med den nye kombination af form og indhold - af det hyggeligt velkendte og det ubeskriveligt grufulde - vandt genren ikke bare accept hos det litterære parnas, men Spiegelman selv vandt en Pulitzerpris for sin indsats. Det er en blåstempling af genren, der i dag bakkes op om af kritikerroser, høje salgstal, store forlag og en langt bedre distributionsform, som har sørget for, at tegneserieromanerne ikke længere er gemt væk i snuskede bladbikse, men ligger helt fremme på hylderne hos de store kæder af boghandlere. Mellem ord og billeder Og hvad er det så, den kan, tegneserieromanen? Det kan man blandt andet læse og se sig til i det seneste nummer af USA's mest trendsættende litterære tidsskrift, McSweeney's, som til daglig redigeres af forfatteren Dave Eggers. At han har valgt at vie et helt særnummer til tegneserier, siger i sig selv noget om genrens stadfæstelse som 'litteratur' i dag - en position, som gæsteredaktør Chris Ware, der har forfattet og tegnet kultbogen 'Jimmy Corrigan: The Smartest Kid on Earth', dog rokker lidt ved. Ware lægger godt nok ud med højstemt at fastslå, at tegneserier er »et formsprog i sin stadige udvikling«, som modsætter sig de traditionelle genrebetegnelser, fordi den hele tiden vipper mellem to verdener - mellem ord og billeder - og at det er i den svingende bevægelse mellem »ordenes flertydighed« og »billedernes bestemthed«, at man finder tegneseriens helt unikke og hybride udtryk. Voyeurisme Men for Ware - som for mange andre tegneserieforfattere - er det vigtigt at understrege, at genren har en indbygget mekanisme, som gør, at det sjove aldrig går helt af fløjten, når det gælder tegneserierne - heller ikke når den som nu lovprises af den litterære institution og udsættes for kritikernes højtravende refleksioner. For tegneserier er voyeuristiske og taler først og fremmest til vores begær efter at se og efter at se mere. Derfor vil de også altid værne om det vidunderligt vulgære, der ligger milevidt under enhver standard, der gælder for borgerlig kultur. Og så kan fans ånde lettet op: Tegneserier er og bliver, hvad de er - tegneserier.