Man skal læse sine bøger det rigtige sted. Tag nu den gang, hvor Deres Bibliopat i et berlinsk antikvariat havde købt en sjælden udgave af Oswald Spenglers klassiker 'Untergang des Abendlandes'. Det må have været midt i 1980'erne, for Muren stod endnu, og der var ingen tegn i sol og måne eller Moskva om, at den inden tiårets udgang ville være væk. Tilfældet ville, at netop denne bog endte med at blive godnatlitteratur for bibliopaten. Han anede ikke, hvor han skulle sove i den hektiske by, men havde et telefonnummer med hjemmefra til en herre ved navn Peter Unsicher. Han skulle have et lille galleri tæt ved Muren, Wall Street Gallery hed det, og det skulle ligge i Zimmer Strasse klos op af muren. Det gjorde det faktisk, ikke så langt fra Springer-bygningen og mindre end to meter fra Muren. Bibliopaten bankede på. Kreativ Berlinerhule En skægget hedder åbnede døren. »Må jeg sove her i nat, jeg kender en af dine danske veninder?«, spurgte Bibliopaten. Unsicher kløede sig i håret, inviterede indenfor, bad sin gæst tage en stol og kiggede sig rundt i det trange lokale. »Jamen, det kan du godt, men du er nødt til at tage til takke med en gammel skumgummimadras på hemsen ude i gangen. Og du kommer til at være her alene i nat«. Et par timer efter gik flinke Peter Unsicher, som bibliopaten ikke har set siden, men mindet om natten i galleriet ved Muren sammen med good old Spengler er blevet siddende. Forestil Dem, at De sidder i et slags værksted, som er fuldt af jordkloder lavet af helt glat træ. Unsicher, både kunstner og gallerist, var i stand til at snedkerere, lime og slibe sit træ til runde, hule kugler. Forestil Dem endvidere, at De ikke er i det bedste humør. At De rent faktisk har kærestesorger og efter en pludselig indskydelse har taget toget til byen, der har verdensrekord i weltschmerz, og nu sidder helt alene og læser om den undergang, som Aftenlandet, Deres egen civilisation, ifølge en for længst afdød tysker er på vej mod. Ikke rart vel? Og så alligevel. For følelsen af at befinde sig i Unsichers kreative Berlinerhule komplet med høvlspåner og bønnespirer og kassettebånd med gruppen Ton Steine Scherben var samtidig aldeles eventyrlig. Havde det bare ikke været for ensomheden. Ikke kun én verdenshistorie Egentlig burde den unge bibliopat vel være gået ud i nattelivet for at finde sig en kæreste, men den slags sker kun i bøger, så BP blev hos Spengler (i udgaven fra C.H. Beck'sche Verlagsbuchhandlung i München 1919). Ved 24-tiden lagde de to sig op på omtalte hems, og her opdagede BP, at man fra det trange sengeleje kunne se over muren og ind i Øst, nærmere bestemt ind i en baggård til en officiel bygning. Han havde før været i Østberlin, og så vidt han var orienteret, var det naziregimets gamle finansministerium, han lå og kiggede på. I hvert fald en eller anden i sin tid meget betydningsfuld bygning. Stor og grå og fascistoid og med en em af historie omkring sig. Første bind af 'Aftenlandets undergang' udkom i 1918. Det, BP lå og kiggede på, var så at sige en manifestation af alt det, Spengler havde set komme. Spengler forudså, at den dekadente vestlige civilisation, hvis sygdomstræk både var pengemagten og demokratiet, ville gå under, medmindre en cæsarisk klasse af oplyste mennesker tog magten. Spengler var antidemokrat, men ikke nazist. Han døde i 1936, og siden er hans forunderlige bog blevet stående som et meget tidstypisk, tysk værk, hvis måske væsentligste bidrag til den samfundsvidenskabelige tænkning er det civilisationsbegreb, Spengler udviklede. Han anerkendte ikke, at der er én verdenshistorie, men opererede med syv civilisationer hver med deres eget 'organiske' livsforløb fra fødsel til død. Næseblod Spengler er en kuriøs skikkelse, men ikke mere kuriøs, end at han har været en stor inspirationskilde for vor tids amerikanske civilisationskæmper, Samuel P. Huntington. Denne skrev som bekendt bogen 'The Clash of Civilisations and the Remaking of Worldorder' (1996), og man tør nok sige, at folkene omkring George W. Bush har forlæst sig på den, men det er en anden historie. I løbet af den meget lange berlinske nat vågnede bibliopaten med en våd fornemmelse på puden. Næseblod. Helt ufatteligt rødt foran spejlet på Unsichers badeværelse. Også Spenglers bog, der lå i sengen, fik et par røde brugsspor, men så blev det endelig lyst, og Deres BP væltede ud af usikkerheden i galleriet for at finde en bager inden turen til mindelunden, De ved, i Friedrichsfelde. Nogle år efter forsvandt Muren, Wall Street Gallery ligeså, men natten med Spengler består - vi hører morderlig gerne fra læsere, der måtte vide, hvad der er blevet af gæstfrie gallerist Unsicher. Quiz: 1. Forfatter og grafiker, tysker, god ven med Niels Barfoed, har fået Nobelprisen - hvem? 2. Hun blev fundet i Landwehrkanalen og var også skribent{hellip} Navnet er? PS: Bibliopaten gæsteoptrådte for nyligt med en quiz i Weekendavisens bogsektion. Quizzen var anagrammatisk. »Hvem er 'Ewald Sneglsspor'?«, spurgte vi. 43 WA-læsere sendte svar til vor mailadresse på Politiken(!), og Oswald Spengler er naturligvis det rette svar! Det blev læseren, der kalder sig Elo S. E. Lenin, der løb med præmien, som er en T-shirt, Henry Miller vistnok engang har gået med. Den vil blive fremsendt snarest. Hvor bor du, Lenin? I den sidste udgave af Bøger inden sommerpausen spurgte vi i quiz 1 - hvad, hvor og hvem?: »Hedt tungede jeg hende. Hun kyssede mig. Jeg blev kysset. Hun gav sig helt hen knugede hårdt om mit hår. Kysset kyssede hun mig«. Quiz 2 lød således: »Lad min grappsffkrift. Karaaaaaaaa. Pfrskiv. Jeg har. Pprrpffrrppfff. Talt.« Hvad, hvor og hvem?, spurgte vi endnu en gang. Da Bloom prutter Kære Bibliopat Tja, jeg ved ikke, om quizzerne generelt er for lette, det kommer vel an på, om de lige rammer ned i noget, man har læst. Men denne gang var det nu ikke så svært ... Især fordi du næsten selv giver svaret ved at skrive om Joyce. Så altså; begge spørgsmål kan besvares med 'Ulysses', og ligeledes kan de begge besvares med Leopold Bloom. Eller rettere hans tanker. I quiz 1 befinder vi os i kapitel 8, hvor Bloom sidder på Davy Byrnes Pub. Han har lige spist den nu så berømte gorgonzolasandwich og drukket et glas bourgogne, og vinen får ham til at tænke tilbage på en dag på Howth sammen med Molly. (Howth er et yndet udflugtssted nord for Dublin, hvor der er en stor klippe med en pragtfuld udsigt ud over bugten). I quiz 2 er vi nået frem til kapitel 11, Leopold Bloom har forladt Ormond Hotel, fordi han har fået luft i maven. På gaden, mens han spekulerer på, om det er cideren eller bourgognen, der har givet mavekneb, genkender han en skøge, og for ikke at selv blive genkendt vender han sig mod Lionel Marks antikvitetshandel. I vinduet ser han et billede af Robert Emmet med de berømte sidste ord før henrettelsen. Bloom læser de berømte ord, lystigt ledsaget af pruttelyde. Robert Emmet var en af Irlands talrige oprørere, han blev fanget og hængt offentligt i 1803, men hans tale blev inspiration for kommende frihedskæmpere, så Robert Emmets sidste ord skal næsten med: »When my country has taken her place among the nations of the earth, then and not till then, let my epitaph be written«. Mvh. Eva Thygesen, Århus N Endnu en vind Kære Bibliopat Hvis man skulle tro de mange, der hævder ikke at have læst bogen, kommer der nok ikke mange svar på sidste uges quiz. Men de, der har læst 'Ulysses' af James Joyce, er ikke i tvivl: i første omgang er det Leopold Bloom, der over et glas bourgogne og et stykke med gorgonzola på Davy Byrnes pub erindrer den mindeværdige tur til Howth, hvor Molly gav ham sit ja (og som genkaldes af Molly Bloom i bogens sidste linjer). Altså Ulysses, kapitel 8. I anden omgang er det slutningen af kapitel 11 et par timer senere, hvor eftervirkningen af bourgognen får Bloom til at slippe en vind (eller to) og dermed punkterer den politiske patos, da han går forbi et vindue, hvor den irske frihedskæmper Robert Emmets sidste ord er udstillet: Når mit land indtager sin plads blandt verdens nationer, da og først da, lad min gravskrift skrive. Jeg har talt. Med venlig hilsen John Svendsen, Frederiksberg Læseferie ved Vesterhavet Kære Bibliopat Så var det igen tid til årets læseferie på PH's lille perle af et hotel ved Vesterhavet! De første par dage i selskab med Anthony Bourdains 'A Cook's Tour', hvor han beskriver sin odysse igennem mange lande for at finde verdens bedste måltid. En rejse, der fører ham til så forskellige steder som Vietnam, Portugal, Cambodja, Frankrig og Californien. Derefter den danske arkæolog Frans Bloms biografi 'Det urolige blod'. Sammen med Frans opleves den mexicanske jungles mylder af insekter, som gjorde livet så besværligt dengang - tænkte jeg - indtil Vesterhavets dejlige strande blev invaderet, og jeg var ganske omsværmet af rundt regnet to millioner sort-gule svirrefluer! Og så kunne jeg næsten føle med i den danske opdagelsesrejsendes fortrædeligheder - men jeg havde dog mulighed for at søge tilflugt på mit værelse og se på naturens uorden igennem de store glasdøre iført en gin & tonic! Varme sommerhilsener, Ursula Hülsmeier, Charlottenlund Post fra en WA-læser Helt forfriskende også at gætte anagrammer i Politiken. Tja - det kan vel ikke være andre end Oswald Spengler, der med sin 'Untergang des Abendlandes' er blevet lige så upopulær som Huntington - i visse kredse. Venlig hilsen Hofnar Josef Finith