Engang i firserne var der nogen, der fortalte historikeren Ulrik Langen, at Prince slet ikke lavede sin musik selv. Men at han derimod havde en hær af teknikere og komponister til rådighed og bare gik ind og sang til sidst. »Jeg nægtede at tro på det. Det prellede af. For jeg synes jo, at Prince var fantastisk. Og jeg har aldrig fortalt det rygte videre«, siger han. »Før nu altså«. Rygterne tilhører informationernes sorte marked. Det vigtige er ikke, om et rygte er sandt eller ej. Det vigtige er, om den, der hører det, har en interesse i at tro på det. Og i at bringe det videre. For man viderebringer kun de rygter, som man enten frygter eller håber er sande. »Værdien af et rygte er flydende. Det er afhængigt af i hvis mund, det bliver sagt. Og hvilket øre, der hører det. Et rygte skal helst pirke til en fordom, en frygt eller et ønske, man har i forvejen - ellers giver man det ikke videre«, siger Ulrik Langen. Dementi forstærker rygtet Sammen med kollegaen Jakob Sørensen har han redigeret og skrevet bidrag til antologien 'Rygternes magt', der udkom i mandags. Antologien fokuserer på rygternes betydning i forskellige historiske sammenhænge fra 1700-tallet og frem. Og ikke mindst på de konsekvenser, rygterne har haft. »Vi har prøvet at tage rygterne alvorligt. Normalt siger man som historiker, at rygter er det modsatte af fakta. Men vi har set på, i hvilke situationer, de opstår, og hvorfor folk fortæller dem«, siger Ulrik Langen. Selv har han bidraget med kapitlet om justitsråd Marcus Nissen Westermann, der i 1792 indrykkede en annonce i 'Adresseavisen' for at tilbagevise rygter om, at han skulle være skyld i sin 19-årige tjenestepiges død. Annoncen fik en stribe folk til at udsende pjecer, hvor de såede tvivl om hans uskyld. Og ifølge de to historikere er et dementi noget af det værste, man kan præstere, hvis man gerne vil ryste rygterne af sig. Westermann blev siden frikendt i retten. Revolutionen der udeblev Interessen for rygterne opstod for Ulrik Langen i forbindelse med et projekt om franske immigranter i København i slutningen af 1700-tallet, hvor rygtedannelsen om, at der snart kom revolution i Danmark, var massiv. Jakob Sørensen er medforfatter til en bog om Påskekrisen i 1948 - og det er rygterne fra den tid, han har skrevet om i sit kapitel i 'Rygternes magt'. Frygten for et kommunistisk kup dannede f.eks. grobund for historier om, at der i nattens mulm og mørke blev kastet våben ned, som angiveligt blev modtaget af danske kommunister. Og hele hjemmeværnet lå på lur blandt træerne, da det forlød, at russiske faldskærmstropper ville lande i Dyrehaven. Da der hverken kom faldskærme eller russerne, travede hjemmeværnet ind og tog opstilling foran Christiansborg for at beskytte det mod et eventuelt kup. Som også udeblev. »Såvel i det politiske system som i befolkningen var der en udbredt usikkerhed, som gav næring til en masse rygter. De cirkulerede blandt almindelige mennesker, i pressen, hos myndighederne og i politi og forsvar. Tit ser man bort fra rygterne, når man arbejder som historiker. De kommer bare med som en slags anekdoter. Men vi synes, det var sjovt at se på, hvad rygter betyder for helt almindelige mennesker og på statsniveau«, siger Jakob Sørensen. Den falske dronning I sommeren 1784 indlogerer en yngre kvinde sig på gæstgiveriet i den fynske landsby Bellinge under navnet Charlotte Mathilde Willemoese. Hun lader mere eller mindre forsigtigt vide, at hun i virkeligheden er dronning Caroline Mathilde, der i 1772 blev skilt fra Christian Vll på grund af affæren med Struensee og sendt til Celle, hvor hun døde i 1775. Men på Fyn var man mere end villig til at sluge historien om, at hun bare var blevet løjet død og nu var vendt tilbage til sit folk. Omkring hende dannede sig en fanskare på et halvt hundrede mennesker, der opvartede hende og donerede penge til hende, og der blev skrevet breve til kongehuset, hvor man appellerede til kongen om igen at lade dronningen tage plads ved hans side. Til sidst reagerede myndighederne og indsatte hende i Odense Tugthus. Men det blev fanskaren bare større af, og rygterne fik ekstra fat. 'Dronningen' holdt hof i tugthuset, hvor også finere fynske borgere lagde vejen forbi. I 1785 påbegyndtes en kongelig undersøgelseskommission, hvor op mod 100 personer blev indkaldt til forhør for at kaste lys over sagen. Kvinden blev identificeret som Bodil Sørensdatter fra Lintrup - en såkaldt løsgængerske, der havde ernæret sig ved tyveri og bedrageri i årevis. Den falske dronning blev siden indsat på livstid i Møns Tugthus. »Det var en blanding af kongetroskab, modvilje mod »de store«, medlidenhed med Caroline Mathilde og ønsket om hendes tilbagevenden, der ansporede tilhængerne til at tro på Bodils bedrag og videregive rygtet om Caroline Mathildes genkomst«, skriver historikeren Lars Vangen Christensen i 'Rygternes magt'. Tre slags rygter Rygter overleveres i reglen mundtligt og er ifølge Ulrik Langen og Jakob Sørensen en social interaktion mellem mennesker, som altid har været der. Og som altid vil være der. »Man kan dele rygter op i tre hovedgrupper: De rygter, der udtrykker bekymring. Som i Jakobs tekst om Påskekrisen, hvor man er bekymret for et kommunistisk kup. Så er der de rygter, der handler om folks ønsker og forhåbninger. Som rygtet om Caroline Mathildes genkomst. Folk vil gerne have, at hun lever. For hvis hun kommer tilbage og lever ved kongens side igen, så bliver alt godt«. »Endelig er der aggressionsrygterne, hvor man bevidst fortæller noget videre for at bruge det som et redskab mod andre. Som i min artikel om Westermann, hvor rygterne om hans mord på en fattig tjenestepige i virkeligheden er en social kritik. Nemlig at det er skide uretfærdigt, at det er de rige og fine, der altid går fri«, siger Ulrik Langen. Den uformelle nyhedsformidling Ifølge Jakob Sørensen viser undersøgelser, at medarbejderne på danske arbejdspladser i gennemsnit bruger en halv time om ugen på at fortælle rygter. Mens de virkelig hårdkogte rygtesmede - fem procent af de ansatte - bruger mere end to en halv time om ugen på at fabulere over, hvad ledelsen egentlig har gang i. »Hvis medarbejderne i en virksomhed ikke får nok information om, hvorfor ledelsen handler som den gør, så går de selv og prøver at finde ud af, hvad der foregår. Og så begynder rygterne at florere«. »Man ser det også tydeligt i mere lukkede, kontrollerede samfund. Der udgør rygterne den uformelle nyhedsformidling. For man kan ikke stole på det, der står i aviserne. Og så opfinder man sine egne forklaringer på, hvorfor tingene hænger sammen som de gør. Da der var SARS-udbrud i Kina, gik der rygter om, at det var al-Qaeda, der havde startet det. Når de kinesiske myndigheder ikke sagde noget, var folk nødt til at finde en eller anden forklaring for at få orden og sammenhæng i det«. Slavekrigen Onsdag 29. marts 1848 skulle i det sydlige Jylland siden hen blive døbt 'Den gale onsdag'. Rygterne løb op gennem Jylland, om at løsladte tugthusslaver fra Slesvig var på vej. Det forlød, at Jelling var brændt af. Og at Viborg stod i flammer. Børnene blev sendt hjem fra skole, og folk begyndte at grave deres værdier ned. En gammel kone havde smidt strømper og sko for at kunne løbe stærkere. Hun skulle ud og hente mændene hjem til landsbyen. Og undervejs anråbte hun kørende folk: »For Gud i himmelens skyld! Kør da endelig alt, hvad remmer og tøj kan holde! Der står 600 slaver og er ved at sætte ild på Stovgård!«. I Vonge nord for Jelling boede husmanden Mikkel Jensen. Han ville ikke vente, men hængte sig øjeblikkeligt, da han hørte at fjenden var på vej. Hvad der begyndte som et rygte blandt jyske bønder blev ophøjet til en officiel sag, hvor myndighederne reagerede på rygtet og forsøgte at styre handlingsforløbet for at imødegå den fare, rygtet oplyste om. Fjenden kom bare aldrig. Til gengæld begyndte rygterne om, hvem der egentlig havde sat rygtet i gang. I dag, hvor det er meget lettere at skaffe sig informationer, skulle man tro, at rygterne vil uddø. Men det gør de ikke. De flytter sig bare. »Før massekommunikationssamfundet var rygterne en del af det informationsudbud, der var. Men i dag spiller rygterne selvfølgelig en anden rolle. Man kan meget hurtigt tilbagevise, at Viborg står i brand. Men så fortæller man bare rygter om kendte mennesker og folks privatliv. Hvis der bliver spredt et rygte om, at en eller anden er homoseksuel, kan vedkommende dementere herfra og til evighed. Men det virker ikke, hvis der er en vilje til at tro på rygtet«, siger Ulrik Langen. Den lille mands magt Når der bliver fortalt rygter om politikeres dispositioner eller sexliv, så er det ifølge Ulrik Langen også for at rette en kritik mod politikerne uden om systemet. »Det sker i en slags afmagt over, at man ikke har nogen politisk indflydelse, og at de alligevel gør, som de vil inde på Christiansborg. Så kan man da i hvert fald altid sige noget grimt om dem. Det giver så en vis tilfredsstillelse«, siger han. Rygterne er med andre ord den lille mands måde at komme på niveau med dem, der bestemmer. »Almindelige mennesker synes jo, at det er irriterende, når de bliver ramt af nogle af de regler, politikerne laver. Hvis man så har en historie om en politiker, der snyder i skat og drikker i arbejdstiden og har sidespring, så kan man pille ham ned ved at fortælle historien videre«, siger han. Nyrups fejl Samfund med høj grad af kontrol er mere udsat for rygter end åbne samfund. Og sådan er det også med politikere. Nogen er mere udsat for rygter end andre, mener de to historikere. »Som type var for eksempel Poul Nyrup Rasmussen nem at identificere sig med, fordi han begik en række fejl og så tåbelig ud i nogle situationer. Han var med andre ord menneskelig. Ham havde vi ikke noget behov for at pille ned fra piedestalen, for det sørgede han selv for. Og det kunne vi godt lide«, siger Jakob Sørensen. »Men hos den nuværende statsminister er det meget tydeligt, at informationen kontrolleres. Der er en tydelig og fast strategi i forhold til, hvordan man behandler informationer, og hvordan man behandler pressen. Og jo mere kontrol, jo større grobund for rygter«. Regnorme i maden hos McDonald's Men også i dag opstår der - i hvert fald nogle få dage hvert år - små samfund uden information i Danmark, hvor rygterne har kronede dage. »På Roskilde Festivalen, hvor man er afskåret fra den officielle informationsstrøm, går der altid de vildeste rygter om, hvilke bands, der er aflyst, og hvem der kommer, fordi der er mange mennesker sammen og den eneste tilgængelige information er den, man får fra hinanden. Pludselig er der et hul på to timer fredag aften på Orange Scene. Så der kommer Metallica nok. For det kunne vi fandeme godt tænke os, ikke. Og så er der pludselig også én, der har set Lars Ulrich i Thune Lufthavn«, siger Jakob Sørensen. Ifølge Jakob Sørensen bliver et rygte altid fortalt i andet led. Man bliver ved med at sige: »Jeg kender én, som kender én ...« - også selv om man er ude i 13. eller 237. led. »Man fortæller altid rygtet i andet led. I andet led har rygtet stadig troværdighed - men også en vis afstand«, siger han. I det moderne samfund gør både politikere og virksomheder, hvad de kan for at dæmme op for rygterne. Men rygtet er i reglen stærkere end dementiet. »I USA hed det sig en overgang, at McDonald's brugte regnorme i kødet. Så måtte de lave en undersøgelse, der viste, at det ville være dyrere for dem at opdrætte regnorme end at bruge oksekød. Og da Monica Lewinsky-sagen så småt begyndte at køre, blev der oprettet en hotline, hvor folk kunne ringe ind og få afkræftet rygterne. Der bliver virkelig lagt store ressourcer i at bekæmpe rygter, fordi de udgør en diffus magt, der ikke kan placeres noget sted«, siger Ulrik Langen. Elvis spøger I årtier har der gået rygter om, at Elvis er blevet set alle mulige steder. Men tilsyneladende har folk accepteret, at for eksempel prinsesse Diana og John Lennon er døde. Forklaringen er ifølge de to historikere, at de to sidstnævnte »døde grundigt«, mens enhver usikkerhed om omstændighederne danner grobund for rygter. »Elvis døde i private omgivelser. Der var ikke nogen dokumentation på samme måde. Og på Elvis' grav er hans mellemnavn stavet forkert. Hver gang, der er sådan en usikkerhed, så begynder rygterne at køre«, fortæller Ulrik Langen. Og når folk synes, at de ser Elvis alle vegne er det også, fordi de så gerne vil have, at han stadig er i live. »Det er ligesom når nogen nægter at tro, at Michael Jackson er skyldig i de anklager, han er udsat for, fordi de så gerne vil have, at han er uskyldig«, siger Jakob Sørensen. »Ja«, siger Ulrik Langen. »Jeg tror for eksempel ikke på de anklager«.