Den polske digter og oppositionsfigur Czeslaw Milosz nåede lige at se Polen som et demokratisk medlem af et samlet Europa, inden han lørdag døde i sit hjem nær Krakow, 93 år. Czeslaw Milosz' skæbne er et billede på Europas turbulente 20. århundrede, eksileret, rodfæstet, forflyttet og flersproget som han er. Hans familie har talt polsk siden 1500-tallet, men da han blev født 30. juni 1911, var det i den russiske tsars Litauen. Faderen var ingeniør, og under Første Verdenskrig rejste familien rundt ved fronterne i Rusland, hvor Aleksander Milosz skulle bygge broer og fæstninger. Opgør med fremskridtstroen Først da Czeslaw var 7 år, vendte familien tilbage til Litauen og bosatte sig nær Wilno (nu Vilnius), som da var en del af Polen. Milosz betragtede Litauen som sit fædreland, selv om han var polsk forfatter. Czeslaw Milosz fik en klassisk uddannelse i Vilnius (med 40 katolske kirker, men af jøderne kaldet Nordens Jerusalem); han lærte latinsk liturgi som barn, læste Ovid i gymnasiet og fik sine første digte trykt i universitetsbladet. I 1931 var han medstifter af en litterær gruppe, kaldet katastrofisterne, der gjorde op med fremskridtstroen. I 1933 udgav Milosz sin første digtsamling og redigerede en antologi af 'social poesi'. Den næste digtsamling kom 1936. Fyret for venstreorienteret holdning Han blev uddannet jurist i 1934 og var på studieophold i Paris. Her mødte han sin onkel, den franske digter Oscar Milosz, hvis bibelkundskab, livsvisdom og visioner fik stor betydning for den unge Czeslaw. Med sin tro på en kommende kosmisk katastrofe var han modtagelig for onklens forudsigelse af Anden Verdenskrig, og af at det kun var begyndelsen på et større drama. (Det drama begyndte, da Hitler og Stalin i 1939 underskrev deres forbryderiske pagt om at dele nabolandene mellem sig. En pagt, hvis resultater stadig forelå i 1980, da Milosz holdt sin nobelpristale). Før krigen nåede Czeslaw Milosz at arbejde et år som litterær medarbejder på Radio Wilno, inden han blev fyret for sine venstreorienterede synspunkter, og efter en rejse til Italien fik han arbejde på den polske radio i Warszawa. Under krigen - hvor han også blev gift - arbejdede han det meste af tiden for undergrundspressen i det tysk besatte Warszawa. Milosz' socialistiske overbevisning (og hans oplevelse af holocaust) fik ham til at arbejde for den nye kommunistiske regering som polsk diplomat i New York og Washington efter krigen. I 1950 blev han forflyttet til Paris, hvor han året efter fik politisk asyl og boede til 1960. I 1953 udgav han essaysamlingen, der på engelsk har titlen 'The Captive Mind' (polsk: 'Zniewolony umysl'; norsk 1981: 'Det trellbundne sinn'), om de intellektuelles stilling i Østeuropa under socialismen, og som gjorde ham kendt i Vesten. Forbudt i Polen Fra 1960 underviste Milosz i polsk litteratur på University of California i Berkeley. »Først da jeg underviste i USA, indså jeg, hvor meget jeg havde optaget i mig af vores gamle universitets tykke mure, af formularer fra romerretten jeg havde lært udenad, af det gamle Polens historie og litteratur«. De to sidstnævnte forbavsede ifølge Milosz unge amerikanere ved at være overbærende anarkistisk, ved at afvæbne vilde skænderier ved humor, ved deres følelse af organisk fællesskab og mistro til enhver centralmagt. I 1981 vendte Milosz så tilbage til det Polen, hvor hans værker havde været forbudt. I 2001 blev hans 90-årsdag fejret stort i Krakow Jagten på virkeligheden Czeslaw Milosz var en lærd mand, som har oversat dele af Det Gamle Testamente fra hebraisk. Titlerne på hans essays, digtene, selvbiografien fra 1959, den højt anerkendte polske litteraturhistorie fra 1969 og oversættelserne (af Whitman, Shakespeare, Milton, Eliot, Baudelaire) fylder flere sider. Som digter så Milosz sig selv som en Nils Holgersen, der på ryggen af gasen har overblikket, men som på den afstand kan komme til at svigte handlingen - den handling som kunsten ikke kan hamle op med. »Hvad er den poesi værd, der ikke frelser nationer eller folk?«, spørger han i et digt. Men han citerede også gerne Simone Weils udsagn: »Afstand er skønhedens sjæl«. Ifølge Milosz kæmper digteren altid for at frigøre sig fra lånte stilarter i sin søgen efter virkeligheden. (»Jeg giver dette ord en højtidelig og naiv betydning, som ikke har noget at gøre med de sidste århundreders filosofiske debatter«). I den kamp efterlader digteren sig bøger, som slangen efterlader sig sin tørre ham. Og, sagde Milosz i 1980, under digterens konstante flugt fra det, han har skrevet før, kan det være, han får Nobelprisen.