Bøger dør hurtigere end nogensinde. I 1980'erne og 90'erne havde Bruce Chatwin kultstatus, og myten fik et opsving med Nicholas Shakespeares fremragende biografi i 1999. Den blotlagde en charlatan, en polyhistor, en tvivlsom karakter og en stor forfatter, der også fantaserede om sin egen skæbne. Han døde af aids, men fastholdt, at han var smittet af en sjælden svamp fra et tusind år gammelt kinesisk æg. Samlermani Siden er solen dalet over forfatterskabet og de bøger, vi læste og lånte ud til højre og venstre, først på engelsk, siden på dansk: 'I Patagonien', 'Vicekongen af Ouidah', 'Drømmespor'/'Songlines', 'Det sorte bjerg' og 'Utz'. Der er ikke én af dem, jeg ikke vil læse igen, for ikke at tale om essaysamlingen 'What am I doing here', der desværre er let beskåret i den danske udgave. Jeg begyndte med 'Utz', for jeg kan godt li' en roman, man kan læse på en dag. Trods sin korte form, er her en fascinerende spændingshistorie i den mest fortættede prosa, spækket med viden og sans for alle de kuriøse træk, der hører til billedet af en passioneret samler. Kaspar Utz er samler. Chatwin møder den excentriske, adelige, men nussede mand i Prag i 1967, da han researcher med henblik på et essay om de psykopatologiske aspekter af samlermani. I en lille lejlighed i det kommunistiske Prag værner Utz om sin uvurderlige samling af meissnerporcelæn. Gestapo De små statuetter fra fabrikken i Meissen i 1700-tallet bliver hans verden, mens først Gestapo, senere kommunisternes hemmelige politi, bliver skyggeagtige bipersoner i forhold til de små figurers delikate nærvær. Chatwin er selv fortælleren. Han tilbringer en dag med Utz, der fortæller om forbindelsen mellem alkymi og porcelæn med udgangspunkt i storsamleren kejser Rudolf II, alt mens Utz' hushjælp, Marta, varter op. Han fortæller om sin årlige tilladelse til en rejse til Vichy, et skjul for hans besøg i Schweiz, hvor en bankboks indeholder endnu en formidabel samling. Utz har fået lov til at beholde sin samling af regimet mod at den overgår til staten efter ham. Da han er død, er hylderne i lejligheden tomme, og Marta viser sig at være gift med Utz. Opera og erotik Endnu flere løjerlige sider af ham dukker op, hans hede, erotiske forhold til operasangerinder f.eks. vennen, professor Olrik, ekspert i husfluer og dinosaurer, kan efter Utz begravelse betro Chatwin sin teori om, hvad der skete med samlingen. Utz og Martha knuste den, mente Olrik, i overensstemmelse med samlerens afsky for museer: »Museumsinspektøren er samlerens fjende. Ideelt set burde museer plyndres hvert halvtredsindstyvende år, og deres samlinger sendes i cirkulation igen ...« siger Kaspar Utz i bogen. Virkelighedens Utz hed Just. Han døde ganske rigtigt i 1972 fra gåden om sin samling, men i dag ved vi, hvad Chatwin ikke nåede at få at vide, at porcelænet blev fundet i 2000 i en lejlighed i Bratislava, og 11. december 2001, blev klenodierne solgt hos auktionshuset Sothesby's, som Bruce Chatwin var tilknyttet og hvorfra han havde sin store viden om kunst og kuriositeter.