Som et tropisk uvejr begyndte den videnskabelige fejde med en enkelt tung dråbe for til sidst at ende i torden og lynild. I Jyllands-Posten gik Søren Kierkegaard-forskeren Peter Tudvad allerede i 2001 til et relativt forsigtigt angreb på sin kollega Joakim Garff for konkrete fejl i dennes berømmede bog 'SAK', der var udkommet kort før om den store danske tænker. Tudvad gentog sin kritik i Universitetsavisen, men indstillede så skydningen. 3. juni i år havde han atter ladet geværet, denne gang i Dagbladet Information, hvor han påpegede endnu flere fejl i samme bog. I forgangne weekend fik Informations læsere så The Full Monty. En forsidehistorie med overskriften 'Videnskabelig afskrift, fusk og plagiat' plus fire hele sider med en voldsom kritik af Joakim Garff for både uvederheftighed, historisk uvidenhed og snyd med kilderne. Usædvanligt barske beskyldninger mod en bog, der blev rost til skyerne, da den udkom, er oversat til en lang række sprog og har modtaget både Brandes Prisen og Weekendavisens Litteraturpris. Bemærkelsesværdigt også, eftersom Peter Tudvad og Joakim Garff deler arbejdsplads på Søren Kierkegaard Forskningscenteret i København og har daglig omgang. Tudvad, der netop selv har udgivet bogen 'Kierkegaards København', bliver endda takket i forordet til 'SAK'. »Der er intet personligt i min kritik«, understreger Tudvad. »Mit ærinde er strengt videnskabeligt. Undervejs i arbejdet med 'Kierkegaards København' har jeg opdaget så mange fejl i Garffs bog og metode, som man ikke bare kan sidde overhørig. Det skylder man den Søren Kierkegaard, som alle vel er enige om, var Danmarks største tænker nogensinde«. På de fire sider, som dagbladet Information stillede til rådighed for kritikken, påpeger Tudvad, hvad han ikke nøjes med at kalde fejl og mangler. Han klager over, at Garff ikke tilstrækkeligt skelner mellem sekundær litteratur og kilder, og at han viderebringer fejlagtige oplysninger fra andre kilder. Garff bruger citater uden kildeangivelse, mener han, og han gør sig skyld i historisk uvidenhed, når han udnævner snedkersvenden F. Chr. Strube til Kierkegaards tjener, når Strube faktisk var et socialt tilfælde, som Kierkegaard havde taget under sine vinger. Fuldmoden jomfru Af konkrete fejl kan Tudvad oplyse, at den 'jomfru', der optræder i hjemmet hos Kierkegaards far, ikke er en 'ung pige', som det fremgår af 'SAK', men en 37-årig, moden husbestyrerinde. Tudvad ender med at sige, at Garff bliver nødt til at vedstå, at 'SAK' ikke er en videnskabelig biografi. Hvad Garff også hjertens gerne gør. »Jeg har hele tiden tilkendegivet, at jeg ikke havde videnskabelige prætentioner med bogen, og at den ikke er et stykke grundforskning. Det er en biografi skrevet ud af en mangeårig kærlighed til stoffet, og den er skrevet i de sene nattetimer derhjemme. Jeg har skrevet en bog, hvor det er fortællingen, det narrative drive, pulsen og atmosfæren, der er lagt vægt på. At skrive en biografi er en bunden opgave, og der er masser af ting, der er udeladt af hensyn til fortællingens flow. Ellers ville bogen brase sammen«. Hvad brugen af fejlbehæftede kilder angår, er han åben for kritik. »Men et eller andet sted er man nødt til at stoppe. Hvis jeg, hver gang jeg skrev en sætning, havde skullet ned i et arkiv af lutter videnskabelig nervøsitet, så var jeg kun kommet til side 7. Jeg så min opgave som den at danne et overordnet univers, i hvis midte Kierkegaard befinder sig, og det kræver nogle helt andre manøvrer«. Om eksemplet med jomfruen, der er blevet til en ung pige, siger Garff: »Jamen, der er jo lige meget for fortællingen. Jeg har 'oversat' det gammeldags 'jomfru' i kilderne til 'en ung pige' af hensyn til moderne læsere, som har en helt anden opfattelse af ordet 'jomfru'. At hun så er 37 år, kan godt være, men det er slet ikke pointen. Den er at fortælle om en makaber dødskamp, som også har nogle groteske sider«. Videnskabeligt koketteri Her kunne historien ende i fordragelighed. Tudvad har fået Garffs egne ord for, at han ikke har begået et videnskabeligt værk, og så burde den potte være ude. Det er den bare ikke. »Det er selvfølgelig prisværdigt, at Garff vedgår, at 'SAK' ikke er et videnskabeligt værk«, siger Tudvad. »Men hvorfor er han så ikke gået i rette med alle de mennesker, der har hædret den som et stort videnskabeligt værk?«. »Garff koketterer voldsomt med videnskabeligheden, der ironiseres i 'SAK' over andre forskere, og endelig tager han i sit forord til 'SAK' selv ansvaret for eventuelle fejl og mangler, og på den måde har han lagt op til, at den skal forstås som et videnskabeligt arbejde«. Garff er helt uenig. »Han bliver ved med at stille nogle falske præmisser op for derpå at sige, at jeg ikke kan honorere dem. Jeg har ikke ønsket at skrive en videnskabelig biografi, for den ville se helt anderledes ud. Nu mener jeg, vi er ude i en diskussion om genrer, for Tudvad forstår ikke, hvad det er for en bog, jeg har skrevet«. Aldrig helt objektivt Biografier er generelt en stedmoderlig genre, som altid har været udsat for kritik fra videnskabeligt hold, hvad mange kan tale med om. Jens Andersen har skrevet en række biografier om Thit Jensen, Tom Kristensen og Tove Ditlevsen. Senest udkom bogen om et andet af Danmarks nationalklenodier, nemlig H.C. Andersen, som også fik nærmest uforbeholden ros. »Men generelt betragtes biografien som en underlødig genre på universitetet, fordi den interesserer sig mere for livet bag kunsten end for kunsten selv. Som videnskabelig strammer og puritaner vil man mene, at biografien er en romanagtig måde at fortælle på, som om man kunne adskille et levet liv fra den skrift, der kommer ud af det«, siger han og mener selv, biografer spiller med åbne kort. »Vi ved godt, at vi ikke har lavet et stykke uangribeligt videnskabeligt stykke arbejde. Vi fortæller en historie om en kunstner og forsøger så videnskabeligt som muligt gennem noteapparater at gøre det tilnærmelsesvist objektivt, men det er det jo ikke. Det helt naragtige er jo, at videnskabsfolk selv tror, de laver objektive videnskabelige analyser. Analyserne er aldrig mere videnskabeligt objektive, end de selv er, for de er selv filtret«, siger Andersen. Tudvad siger selv, at hvis 'SAK' kun havde opnået en beskeden succes, så havde han næppe lavet så meget larm. Men nu blev værket fremstillet som den uovertrufne biografi om Søren Kierkegaard af en anmelderskare, der efter hans mening ikke havde forudsætninger for at bedømme værket. »Fløjtende naivt« Politikens anmelder Bjørn Bredal var en af dem, der var generøs med roserne, selv om han generelt er kritisk over for biografigenren. Han forudså allerede dengang den kritik, som Tudvad kommer med. »Jeg tror aldrig, der er kommet en biografi, der ikke er blevet mødt med den anklage«, siger han. »Men en anklage for at smykke sig med lånte fjer skal være meget konkret, for det er jo det, man gør, når man skriver biografier. Man skriver i en tradition, og hvad skulle man ellers gøre«, spørger han og mener generelt, at problemet med Søren Kierkegaard-fortolkningerne ligger et helt andet sted. »Både Tudvad og Garff er præget af en biografisk sandhed, som er virkelig langt ude. Søren Kierkegaard Forskningscenteret har en forestilling om, at man kan nå til bunden af Kierkegaard, hvad der er fløjtende naivt. Derfor er hele deres biografiske tilgang helt misforstået, og dette vil gentage sig i det uendelige. Tudvad tror nu, at han har fundet de helt rigtige vaskesedler, og så kan han altså tilbagevise andres tolkning. Det er en strid om en biografisk person, som de begge tror, de kan undgå at gøre til en konstruktion. Derpå kan de diskutere, om konstruktionen er mere eller mindre videnskabeligt baseret«. Opbakningen til Tudvads kritik af Garff står ikke i kø. Tværtimod har professor i litteratur Thomas Bredsdorff gennemgået Tudvads konkrete anker, som de stod i Information, og kan ikke se det store problem. »Tudvad har fundet en del småfejl i Garffs biografi. Og det er fint, at han retter dem. For eksempel, at lørdag 18. juli skulle have været lørdag 17. Eller at noget stod på en passérseddel i stedet for i en regnskabsbog. Men at blæse den slags bagateller op til fire avissider samt en forside med overskriften 'afskrift, fusk og plagiat' over fire fulde spalter er helt ude af proportioner. Selvfølgelig kan man diskutere det billede, Garff tegner af Kierkegaard. Sådan en diskussion er tiltrængt. Men de nærsynede bagateller, Tudvad disker op med, bliver kun til en helt overfladisk diskussion af kernen i Garffs bog«.