Det første stykke dansk dramatik, Danmarks Radios nyetablerede tv-teater sendte i 1952, var Adam Oehlenschlägers 'Aladdin'. Henning Moritzen spillede titelfiguren, og selv om man masede med at få trolderiet til at virke, blev resultatet kun mådeligt, selv målt med tidens mindre billedforvænte målestok. Men hvorfor valgte man dog at sende Adam Oehlenschlägers gamle og vanskeligt producerbare stykke, når man havde en hob andre muligheder? Svaret må sikkert hentes i den status, 'Aladdin' havde som et af dansk litteraturs helt store numre. Det udgør - eller skal vi sige udgjorde - et vægtigt nummer i den kulturelle skatkiste. Spørgsmålet er, om 'Aladdin' stadig fortjener en plads i skatkisten, eller om det endeligt skal skiftes ud med noget andet? Jeg synes, det hører med, ikke blot på grund af traditionen, men fordi 'Aladdin' ejer en række kvaliteter, som man sikkert bedst oplever ved læsning frem for mere eller mindre vellykkede forsøg på at give det scenisk liv, også selv om det fra Oehlenschlägers side er udformet som et teaterstykke. Læs Alladin i stedet for at se den opført Den indre fantasiscene er afgjort det bedste sted at opføre 'Aladdin' på, fordi ingen scenograf kan skabe troværdige diamantglimtende huler eller få paladser til at flyve på samme måde, som det kan ske inde i læserens eget hoved. Hvis man skal forsøge at 'sælge' 'Aladdin' til et yngre, måske ikke meget læsende publikum, kunne man f.eks. slå på, at stykket faktisk langt hen ad vejen er morsomt. Det er der ikke meget digtning fra romantikken, det vil sige fra begyndelsen af 1800-tallet, der er. Men 'Aladdin' er. Ja, ikke hele vejen igennem, men i en række scener, især dem, som foregår i de mere ydmyge miljøer og på gaden. Det skyldes, at Oehlenschläger her har hentet en række typer fra det københavnske liv ind i sit orientalske spil. Og disse opfører sig, som man kan forestille sig, håndværkere og andre ganske almindelige københavnere, der levede i begyndelsen af 1800-tallet, har gjort det. Og forskellen mellem dem og os er overraskende lille. Genkendelig er også Morgiane, Aladdins mor, der, som mange andre mødre har gjort det, overforkæler, beskytter og hjælper sin søn. Hun protesterer, men hun gør, som han siger - men hun svigtes af ham, idet Aladdin 'glemmer' hende, da han takket være den gamle kobberlampe med dens indbygget hjælpende ånd har taget sit store karrierespring og er blevet sultanens svigersøn. Sultanens datter med det vidunderlige navn Gulnare er, hævdes det, smuk, men hun virker desværre temmelig fad, målt efter det, hun siger. Hun er bestemt ikke digterens bedste kvindefigur. Samtidig med at Aladdin får Gulnare, bliver han medlem af det regerende råd i det Arabien, Oehlenschläger har henlagt spillet til, og som vi dagligt ser i en forarmet og ødelagt form dukke op på tv-skærmene verden over. En enkelt af de genkendelige typer, vi støder på, har indlagt sig en særlig berømmelse, nemlig apotekeren. Han råber til Aladdin, at denne såmænd godt kan henrette, hvem han vil, når han blot sparer ham selv, konen og »min lille Hassan med de skæve ben!«, for Hassan med de skæve ben er blevet en talemåde, og det er vel den største ære, der kan overgå en forfatters tekst. Talentet bør bruges og passes men ikke misbruges Men at forsøge at sælge 'Aladdin' alene på dets om ikke latter- så dog smilevækkende sider ville dog dels være et falsk reklamenummer, dels være at svigte om ikke lampens ånd, så dog ånden i stykket. 'Aladdin's værdi hviler først og fremmest på de poetiske billeder, Oehlenschläger formåede at frembringe i kraft af sit helt unikke sprog- og sprogmusikalske talent. Begge dele har den dag i dag så megen kraft og fylde i sig, at man ikke kan andet end at bøje hovedet i ydmyg beundring. Hertil kommer også hans tro på og hyldest til talentet - og endelig hans morale, der efter undertegnedes mening går på, at et talent skal passes, bruges, men aldrig misbruges, og at den lykkelige ejer af et stort talent skal have et mål med det og et ønske - og nu bruger vi et umoderne ord - om at udføre en gerning, der er større end ham selv. Aladdins modsætning er den onde troldmand Noureddin, hvis trolddomsevner dog ikke er så store, at han kan klare sig alene - egentlig er han kun en troldmand af tredje klasse - han må derfor hente hjælp hos det lyse, om end uvakte geni, og konfrontationen mellem de to typer er en konfrontation, man også ganske hyppigt er vidne til i det moderne liv. Aladdin' rummer endvidere en suveræn opvisning i brugen af verseformer. Blankverset bruges i dialogerne, og når koret af milde ånder synger, sker det med en vidunderlig rytmisk-sproglig opfindsomhed. Han kunne noget fuldkommen unikt slotsforvaltersønnen fra Frederiksberg! Da Aladdin i slutningen hører mængden på slotspladsen råbe, at de vil have ham til deres nye sultan, falder han i tanker og siger, mens han står og kigger ned på slotspladsen: Dernede gik jeg, som en lille dreng
hver søndag, når jeg havde fået lov
og så forundret op på til Sultans palads... Da den unge H.C. Andersen i 1825 blev inviteret til at holde jul hos familien Wulff, som boede i et af Amalienborgpalæerne, fik han et værelse, der vendte ud mod slotspladsen. Da han om aftenen stod ved vinduet og så ned, »kom Aladdins ord mig i tanke, hvor han fra sit rige slot ser ud på pladsen og siger: dernede gik jeg som en fattig Dreng! Jeg følte, at Gud nådig og kærligt havde ført mig; hele min sjæl var fuld af taknemmelighed«. Den opmærksomme læser vil sikkert allerede have bemærket, at Oehlenschläger kun taler om en lille dreng, Andersen gjorde ham fattig! Men for H.C. Andersen hørte 'Aladdin' klart med til den nationale, kulturelle skatkiste, og det synspunkt vil undertegnede gerne tilslutte sig: 'Aladdin' er en stor og smuk skabning!