Intet menneske er en ø, men en del af et større kontinent, den hele menneskehed. Sådan omtrent lyder en linje af den gamle engelske salmedigter John Donne. På Donnes tid, 1600-tallet, og lang tid frem bestod dette kontinent først og fremmest af slægten, som det enkelte menneske var født ind i. I dag er vor følelse for slægtens kæde af relationer meget mere diffus og svag. Selv om vi er blevet mere internationale og globaliserede siden Donnes tid, kan det nogle gange være svært at forestille sig, at det enkelte individ er en del af et kontinent. Fælleskab i Island Her i Norden begyndte litteraturen faktisk som skildringer af slægtsforhold. De islandske sagaer, som blev nedskrevet i 1200-tallet, handler om forholdene i Island omkring år 1000, da nordmændene slog sig ned på øen og dannede et skrøbeligt slægts- og stammefællesskab. Skrøbeligt, fordi sagaerne jo netop er spændende fortællinger om fatale konflikter og følelser, som fører til tragiske konsekvenser, blodhævn, fejder og hele slægters udryddelse. De islandske sagaer er også en del af den danske historie. Vi talte alle oldnordisk/oldislandsk dengang i middelalderen og havde stort set samme kultur i hele Skandinavien. Den romantiske opfattelse af Norden som én stor familie stammer fra disse kendsgerninger, som i 1800-tallet blev glorificeret som en særegen 'skandinavisme', et nordisk grænseoverskridende sammenhold, der ideologisk blev gjort til mere, end der var historisk belæg for. Slægtsfølelsen forsvinder Naturligvis handler andre landes litteratur også om slægter og familieforhold. Både Bibelen og Homers digte er ret beset også litterære 'telefonbøger', hvor slægters skæbner på godt og ondt fortælles i en større sammenhæng, og hvor hvert menneske overvejende er et slægtsmedlem, der skal stå til regnskab over for slægtens arv og tarv. I moderne tider, ja allerede med kristendommens indførelse i den kendte verden, forsvinder den gamle slægtsfølelse imidlertid til fordel for en ny og anderledes følelse: det at være et selvstændigt individ og samtidig at blive fortalt ind i en familie som medlem. Familiens opdragelse af det enkelte led i kæden består i at fortælle, at en kæde ikke er stærkere end det svageste led. Derfor er det nødvendigt at forføre mennesker til at tænke sig selv som et led i slægten og dog mildt accentuere en forestilling om personen som et 'enestående' jeg med selvstændige rettigheder. En samlet selvforståelse, som selvfølgelig afspejler den historiske samtid, de enkelte familier er rundne af. Men ét er historie, noget andet den store historie. Den første er just den slags, barnet får fortalt af mor og far, og som det skal leve op til, måske. Den anden er den, barnet lærer om i faget historie og læser om i en historiebog. Når det gælder vor tids slægtsromaner, kan man sige, at de handler om tre sammenhængende historier - et individs egen historie, dets families historie og så samtidens historie. Mondænt liv i Whiskybæltet Fra 1973-75 skrev den danske forfatter Christian Kampmann fire romaner, 'Visse hensyn', 'Faste forhold', 'Rene linjer' og 'Andre måder'. Fire romaner, som udgør en helhed og hænger kronologisk sammen, hedder en tetralogi, et værk på fire dele. Ud fra sin egen familie opdigter Kampmann en familie, Gregersen, og viser os, hvorledes den udvikler sig i Danmark fra 1950'erne og ind i 1970'erne. Gregersen er en dansk overklassefamilie. Den faderdominerede familie er en del af det velbjærgede borgerskab i de velhavende villakvarterer nord for København, populært kaldet Whiskybæltet på grund af den fine skotske drik, fædre og ikke så få mødre drikker, når de skal slappe af. Vi hører således om det mondæne liv i en husholdning, som ikke mangler noget, og hvor familiens fem børn alle opdrages til at føle sig som noget særligt, født til tryg velstand og flot karriere. Men som Danmark ændrede sig fra de forholdsvis fattige 1950'ere og ind i de nye og bedre tider i 1960'erne til de politiske anderledes 1970'ere, således ændrer familien sig også. Den faste slægtsfølelse glider mere og mere mod opløsning. Facaden krakelerer Mens de fem børn med hovedpersonen Bo i spidsen afprøver flere forskellige samlivsformer og alternative livsstile, erkender de alle en efter en, at familien lever på en stor løgn, gennemtrængende fortielser og bedrageriske identiteter. Faderen, som godt kan lide at spille den patriarkalske bedsteborger og garant for klassiske borgerdyder, har været moderen systematisk utro igennem årtier. Traditionerne holder ikke til de nye tider, og så krakelerer facaden. Familiens forstillelse blotlægges som det rene fup, fascinerende, men falske illusioner. Borgerskabets diskrete charme viser sig at være sætstykker, som skygger for den egentlige sandhed om storborgerskabet over midten af 1900-tallets Danmark. Slægtens iscenesatte selvforståelse har ødelæggende kvæstet de fem børns liv. Den hjemmegående Karen og gymnasielæreren Erik roder rundt i triste ægteskaber, den kokette Maja, karrierejournalisten med nøgle til det søde liv, er en tom skal af stress og glamour, kun den homoseksuelle Bo opnår en art frelse fra slægtens skibbrud ved at træde ud af skabet og erklære sig som bøsse. Forskellige synsvinkler Stilen er realistisk, både kritisk og solidarisk over for personernes udviklinger. Disse udviklinger fortolkes og formuleres frem for alt af Bo, den homoseksuelle outsider med et gennemskuende røntgenblik. Men det underholdende og sympatiske ved romanerne er deres forskellige synsvinkler, at tekstens personer med diverse meninger alle bliver til brikker til romanernes endelige puslespil, sandhedens time(r). Kampmanns romaner er derfor det, man kalder polyfoniske. Deres historie fortælles af flere stemmer, og der er således ikke kun én mening, ét budskab og én holdning i den. Romanerne er oven i købet mestendels fortalt ved sceniske dialoger, konverserende replikker og raffinerede kommentarer. Ofte ironiske, syrlige og med et bid af punchline. Intet tages i denne overklasse for rigtig alvorligt, og det er sådan set det mest alvorlige ved denne overklasse. Fordi slægten altid pakker alting ind i elegant vid, kommer den aldrig frem til en videre erkendelse om 'andre måder', for nu at citere sidste binds overskrift. Ansvar for sig selv På de 'andre måder' står mennesket mere til ansvar over for sig selv end over for den slægt, der alligevel bare er en skinverden af forlorne stilmøbler leveret af borgerskabets eksistentielle og ideologiske indretningsarkitekter. Så Kampmanns pointe er, at du mere er en del af hele menneskeheden end af den familie, du aldrig rigtig ved, hvor du har.