Han kunne fortabe sig i et spindelvævs strukturer. Forsvinde ud i et snevejr, uden selv at vide, hvornår han ville vende tilbage. Sådan var han, den stilfærdige bibliotekar, der i al ubemærkethed begik danmarkshistoriens største kunsttyveri. Manden, der fra 1960'erne til midten af 1970'erne smuglede tusindvis af bøger ud fra Det Kongelige Bibliotek og gemte dem i reoler og skabe i hele sit nordsjællandske hjem. Men hvordan var han ellers, bogtyven, der tog så mange hemmeligheder med sig i graven, da han døde af kræft for halvandet år siden? Retssagen mod fire af hans efterladte har givet mulighed for at komme et lille skridt nærmere bibliotekaren, der i slutningen af 1990'erne med sine nærmestes hjælp solgte stribevis af danske nationalklenodier. Som brugte en del af millionindtjeningen til at betale gælden af og købe nyt tag til huset. Og som drømte om at investere i platinbarrer og diamanter. Hans enke gav ham følgende skudsmål fra sin plads i vidneskranken i Københavns Byret: »Der var meget få mennesker, han kunne lide. Han var venlig og udadvendt, men det var nok lidt af en facade«. 52 kilo frimærker og 8.200 bøger Der lugter skarpt af kirsebærblomster og forsytia for enden af den stille villavej i Espergærde. Her i den gule bungalow flyttede den nyansatte forskningsbibliotekar og hans unge kone ind et par år efter deres bryllup i 1959. Han var søn af en benzinforhandler, men glimrede ved at være den første i sin familie, der tog en akademisk uddannelse - endda med særlig udmærkelse: Ved sin afgang blev han hædret med universitetets guldmedalje for sin opgave om 'Kongedømmet i det gamle Indien'. Han fik hurtigt ansættelse på landets fineste bibliotek, og efter kun to år blev det unge talent forfremmet til leder af Orientalsk Afdeling. Bibliotekaren var en udpræget samler. Pæne sten. Frimærker, en samling på i alt 52 kilo blev det til gennem årene. Sølvsmedeværktøj, som han kunne sidde over i timevis. Han elskede sit værktøj, ja, kunne ligefrem sidde og kæle for det, fortalte hans enke i retten. Bibliotekaren nænnede ganske enkelt ikke at smide noget som helst ud. Alt blev gemt i det hjørne af stuen, som han ved hjælp af et par bogreoler havde indrettet til sit arbejdsværelse. Da politiet år senere ransagede huset, blev der endog fundet hurtige huskesedler med nedgriflede strøtanker, som bibliotekaren havde lagret i stakkene. Det var et hjem fyldt med ord. Enkens mand var en sprogbegavelse af de sjældne og talte ud over de orientalske sprog, han beskæftigede sig med professionelt, også tysk, engelsk, italiensk og russisk. »Han snusede også lidt til japansk«, tilføjede enken fra sin plads i vidneskranken. Det var et hjem, hvor man holdt af at lege med ordene. Et transportfirma blev kaldt »den raske mand«. Det nyfødte barnebarn fik kælenavnet Katolikus. Og de antikke bøger, som familien i 1997 begyndte at sælge ud af, blev med det engelske ord for 'sjældne' kaldt for »de rare bøger«. Ordene fyldte også fysisk i hjemmet. Selv efter at politiet i november sidste år fragtede 1.800 stjålne værker ud af huset og ind på Politigården, var der stadig 6.300 bøger tilbage i bibliotekarens samling. Nørdernes kaotiske paradis Gennem tre årtier tog den diskrete mand kystbanetoget ind til sin arbejdsplads i hovedstadens hjerte. Spadserede forbi blikket fra en irgrøn Kierkegaard-statue i nationalbibliotekets forhave, svingede ind ad hovedindgangen til den imposante bygning og bevægede sig videre ind i nationalbibliotekets kringlede krop. Ind i nørdernes paradis. Her nørklede man med sine ting for sig selv, fortæller tidligere kollegaer. Her var usædvanligheder, almindeligheder og pudsige personligheder reglen frem for undtagelsen. I de første årtier af bibliotekarens ansættelse blev den tunge kolos af en kulturinstitution administreret som et fredsommeligt anarki: En alkoholpolitik var der eksempelvis ingen, der havde skænket en tanke. Og det på trods af, at der ofte blev gået til flaskerne i arbejdstiden. Stedet havde sin egen logik - sin egen orden. Eller uorden. For bibliotekets lemfældige administration af bogsamlingen gav en bogtyv let spil. Sjældne, antikke bøger blev lånt ud og først kaldt hjem, når nogen spurgte efter dem. Der kunne snildt gå et årti. Flere værker var ikke mærkede - ud over det stempel, som forskellige danske konger satte i ryggen på bøgerne, da værkerne første gang kom til nationalbiblioteket. I ly af de kaotiske tilstande på biblioteket kunne en Rembrandt-bog til en million kroner eller verdens eneste fuldendte eksemplar af 'Propalladia' fra 1517 derfor let pakkes ind i brunt karduspapir, lægges i en mappe og eksporteres pr. kystbanetog til Espergærde. Her blev ikke stillet nogen spørgsmål. Og på Det Kongelige Bibliotek troede man da ikke i sin vildeste fantasi, at akademikere kunne finde på at stjæle. Således passerede det diskrete tyveri af bøger i tusindvis. Rigsbibliotekaren krøb til korset Først i midten af 1970'erne begyndte omfanget af det katastrofale svind endelig at gå op for biblioteksledelsen. Men selv da var Det Kongelige Bibliotek ude af stand til at vurdere, hvilke bøger der var stjålet, og hvilke der var forsvundet på anden vis. Nærmest som et symbol på roderiet blev selv rigsbibliotekaren nødt til at krybe til korset: Ja, han havde 24 år forinden lånt et par værdifulde bøger fra biblioteket, som endnu stod på hans private bogreol, erkendte han over for Ekstra Bladet. Bøgerne kom retur, og langsomt - uendeligt langsomt - startede en oprydning på biblioteket. Da Erland Kolding Nielsen trådte til som biblioteksdirektør i 1986, var den alkoholkultur, som herskede på biblioteket, ikke blevet mindre synlig. Der blev stadig drukket tæt i arbejdstiden: I første omgang i det såkaldte Rottehul, men siden, da direktøren fik standset drikkeriet her, flyttede drukfællesskabet til 'Gartnerskuret'. At afdelingslederen for Orientalsk Afdeling også havde et problem, kunne ikke længere skjules. Hans kone forklarede i retten, at hun aldrig havde set ham gå fuld til eller fra arbejde, men flere af hans tidligere kollegaer beretter om, at bibliotekaren ofte kom i karambolage med flaskerne. Og hans søn erindrer stemningen i hjemmet som domineret af farens alkoholproblem og humørsvingninger, kom det frem i retten. Advarsel På et tidspunkt blev det for meget for biblioteksledelsen. Den fordrukne afdelingsleder fik i første omgang en advarsel, men måtte i slutningen af 1980'erne se titlen som afdelingsleder blive taget fra ham. Således detroniseret måtte han vende tilbage til sin oprindelige status som forskningsbibliotekar. Problemerne på arbejdspladsen talte han imidlertid ikke med sin kone om. Han var ikke en følelsernes mand. Som bibliotekarens svigerdatter sagde fra sin plads i vidneskranken: »Han var ikke en mand, man kom tæt på«. Afstanden gjaldt også far og søn. Som nu den sommerdag i 1997, hvor sønnen kom til middag hos sine forældre: Først da faren forlod bordet, fortalte sønnen sin mor, at han var blevet forelsket. I den tyske pige, som han senere skulle blive gift med. Enhver passede sit i den gule bungalow i Espergærde, forklarede enken i retten. Alligevel havde hun en fornemmelse af, at hendes mand, som årene gik, blev mindre og mindre glad for sit arbejde. Og til sidst var det slut. Bibliotekaren indgav sin opsigelse - han fyldte 67 og ville stoppe. Biblioteket protesterede langtfra. Og palmebladslæseren pakkede sit kontor ned i poser og kasser. Tog sit sidste fyraftenstog hjem. Og begyndte at sælge ud af de værker, han så omhyggeligt havde stjålet gennem årene. Hans kone hjalp ham. Det gjorde også hans søn, svigerdatter og familiens ven. I fem år solgte de løs af nationalklenodierne, men mindre end et år efter bibliotekarens død klappede fælden: Politivognene rullede ind på den stille villavej i Espergærde. Vidste bogtyvens efterladte, at bøgerne var stjålet? Det afgør Københavns Byret i dag klokken 16.