Også uden et kongehus i ryggen ville Ari Behn klare sig flot som forfatter. Og det er så sagen om denne uges mest omtalte bog i en nøddeskal. For selv når man som Ekstra Bladets John Christian Jørgensen, der er skyld i citatet, syntes, at Ari Behns debutroman 'Baggård' var en udmærket bog til fire stjerner ud af seks mulige, kom man ikke uden om at vurdere forfatterpræstationen i lyset af forfatterens ægteskab med selveste HKH Prinsesse Märtha-Louise. Uden den specielle kone ville nok ikke nær så mange aviser interessere sig for, hvordan den unge nordmand sammensatte sine ord. Det hjælper åbenbart gevaldigt for en forfatter at være godt gift, hvis man vil nå frem til de danske avislæsere: Alle landets morgenaviser stod klar med en anmeldelse på selve udgivelsesdagen. For den særligt-royale Berlingske Tidende blev det endog til en slags personanmeldelse med afstikkere til romanen på dagen før udgivelsen. Men modsat Ekstra Bladet stillede Berlingerens Jens Andersen overraskende op med dystre udsigter for det kongelige forfatterskab: »Han er havnet i et guldbur, men tror stadig fuldt og fast på, at det kan lade sig gøre at forene et royalt privatliv med det knap så borgerlige forfatterkald«. (...) »Kan Ari Behn fortsætte som en fri og uafhængig forfatter, der sætter ytringsfriheden højere end hensynet til og roen omkring det norske kongehus?«. (...) »Man ville så gerne tro det, men tvivler efter at have læst hans nye roman«, sluttede Jens Andersen og lod akkurat romanen bestå med to ud af seks stjerner. Ulidelig Men inden i kongerøgelsen, som Ari Behn i interview forsøgte helt at fraskrive sig, gemte sig i ugens udgivelse altså en roman, hvis litterære kvaliteter anmelderne var dybt uenige om. Bogen skildrer en ung norsk rygsækrejsende, der tager til Afrika for at møde sin kæreste i Burkina Faso, men svigter hende til fordel for det dekadente bøssemiljø i Tanger, Europas 'Baggård'. »Manden er hårdkogt og morsom«, skrev Jørgensen i Ekstrahørmeren. Politikens May Schack var ikke begejstret: »I passager er den præcis og morsom - Ari Behn er god til at give et replikskifte og en situation en farceagtig virkning. Men romanens stemning virker umådelig bedaget i dens skildring af en dekadent overklasse bestående af bl.a. en fransk indendørsarkitekt, en australsk kunstsamler, en amerikansk excentriker, der trækker pistolen, da ingen vil gå i seng med ham under et drukparty, og aldrende damer med blåt hår, der vakler martiniomtågede omkring og kalder Andy for en sukkerknald«. »Ari Behn viser i denne roman, at han kan skrive mondænt, morsomt og underholdende«, men, tilføjede hun: »Resultatet er bare ulideligt«. Fremragende teflon »Fremragende« stod der i manchetten i Jyllands-Posten. Jon Helt Haarder var trods de obligatoriske royale forbehold dybt begejstret: »Romanen har en medrivende energi, hvor læseren mere end villigt følger med Andreas på hans jegfortalte tur til det dekadente Tanger, hvor ældede forfatterlegender ligger for døden, mens rige playboys køber sex af gudesmukke ynglinge«. Det var romanens uklare jegfortæller, 'Teflonsjæl' hed han i JP's overskrift, der skilte vandene mellem den positive og den negative vurdering: »Det fascinerende og foruroligende ved romanen er, at Andreas forbliver blank. Vi får intet at vide om hans fortid og kan allerhøjst gisne om grundene til, at han ved vejs ende ikke er kommet nogen vegne. Han er ung, smuk og sympatisk, men hans sjæl er beklædt med teflon, så selv hans egen tilværelses mulige tragik ikke sætter flere pletter, end så han lige akkurat aner, at der er noget tragisk på færde«. Om nøjagtig de samme stegeegenskaber skrev May Schack: »Personerne i romanen kan ikke finde ud af Andy, og det kan læseren heller ikke, fordi forfatteren ikke interesserer sig rigtigt for ham, ja nærmest er ligeglad med ham, kun optaget af at skildre et miljø, der er som hentet ud af et klichégalleri om frigjorthed anno dazumal«. Ekstra Bladets Jørgensen sluttede sin anmeldelse med en tvetydighed, der meget passende kan indramme hele modtagelsen: »Kongelig morskab«.