Hans tilhængere siger, han kan tale om litterære tekster, så ens hjerne føles nyvasket og sæbeboblende bagefter. Han kan trække teksterne de mest utrolige steder hen, og han kan drage paralleller til emner, de færreste forinden overhovedet havde forestillet sig muligt. Og så har han skrevet en 500 sider tyk bog om Bob Dylans sange. Navnet er Christopher Ricks, og manden er 70 år gammel. Han er for tiden professor ved Boston University, men for nylig blev han valgt til den højst usædvanlige post som poesiprofessor på det engelske Oxford University, hvor man siden 1708 har stemt om, hvem den nye professor på netop denne post skulle være. Posten blev oprettet af en godsejer i Berkshire, og det er stadig det eneste professorat, hvor posten tildeles efter afstemning. Denne gang vandt Ricks afstemningen, hvor i tusindvis af gamle Oxford-kandidater i princippet kan stemme, men i realiteten deltager kun omkring 500 i afstemningen. Professoren fra Boston vandt i konkurrence med blandt andre den markante, canadiske digter Anne Carson, og Ricks træder ned i nogle gevaldigt store fodspor, når han tiltræder senere på året. Blandt forgængerne på posten er nobelpristageren Seamus Heaney, digterlegende W. H. Auden og senest den nordirske digter Paul Muldoon. Alle poesi-professorer sidder i fem år på den prestigefyldte post, hvor de forpligter sig til at give en forelæsning i hvert semester, uddele forskellige legater og i øvrigt virke for lyrikkens udbredelse. Er æren stor, er lønnen til gengæld til at overse. Godt 5.000 pund om året. Totalt umulig at interviewe Posten har stadig så stor offentlig interesse, at selv bookmakerne var på banen for at give odds, da Oxford Universitys mange kandidater kunne afgive deres stemme tidligere i maj måned. Og både aviserne og de elektroniske medier rapporterede om, at det blev forhåndsfavoritten, der vandt. Ricks havde odds 2/1, selv om posten ni ud af ti gange tidligere er gået til en udøvende kunstner i stedet for som her til en litterær kritiker og akademiker. Christopher Ricks har imidlertid mange tilhængere, og han er kendt som en mand, der har skrevet indsigtsfuldt og udgivet bøger om forfattere som Samuel Beckett, T.S. Eliot, W.B. Keats og John Milton. Og senest en ordentlig moppedreng af en bog, 'Dylan's Visions of Sin', hvor han analyserer teksterne i Bob Dylans sangunivers . Men kan man overhovedet det? Eller skal man? En del af Ricks' britiske litteratkolleger mener, han går for vidt. Hvilket Ricks da også er fuldstændig klar over. Sagen er bare, at han elsker at gå for vidt. I et interview for et par år siden i Boston Magazine måtte en interviewer erkende, at Ricks er nærmest umulig at interviewe, for ligesom i sine litterære analyser bevæger han sig konstant ind og ud mellem alverdens emner, der nu lige falder ham ind, og han har en paratviden, der gør det muligt for ham at finde vej fra et af de mange interessefelter til det næste. Intervieweren, der ikke fik et ben til jorden, kunne bare sidde stille og lytte til, hvordan Ricks som en vims lille krabbe fik sig sidesteppet fra Anthony Edens Suez-politik til Danny Boyles filmatisering af Ervine Welsh-romanen 'Trainspotting'. Ricks var lidt mere tilgængelig, da han for nylig blev interviewet af BBC, der også kom ind på kollegernes frygt for, at han i sin kærlighed til Bob Dylan, som han opfatter som et kunstnerisk geni, kunne komme til at lægge for stor en betydning i sangteksterne. »Selvfølgelig er der en risiko, men hvorfor skulle man have litterær kritik, hvis man kun påpeger ting, der er indlysende og uimodsigelige. Den slags er ikke værd at læse«, sagde Ricks. »Sådan er det med genier« Nogle af hans akademikerkolleger mener imidlertid, at han gør lidt for megen stads af Dylan, når han tildeler ham samme opmærksomhed, som han har tildelt litterære fyrtårne som Keats, Milton og Eliot. »Det kunne jeg have forudsagt, at nogen ville sige. Jeg synes, min bog viser, det er på sin plads at se på Dylan på denne måde. Han er en sangskriver, der refererer til Verlaine og Rimbaud, og han refererer til F. Scott Fitzgerald, Eliot og Pound, så hvorfor skulle jeg ikke også referere til disse folk?«, sagde Ricks. BBC ville derefter gerne vide, hvorvidt Ricks kunne nævne andre sangskrivere, han ville have lyst til at analysere i dybden. »Dylan er den eneste, jeg brænder for. Da jeg var ung, og generationskløften mellem mig og mine studerende var lidt mindre, gav de mig mange tips, og jeg havde underholdende timer med Frank Zappa, med The Dead, van Morrison og selv med Cream, men Dylan er for mig i en helt anden klasse end de andre. Sådan er det ofte med disse genier. Shakespeare havde nogle dygtige samtidige, men han havde ingen ligemænd. Han var enestående i sin tid«, sagde Ricks. Ricks blev derefter spurgt, om han troede, Dylan selv ville læse hans bog. »Jeg vil da helst have, at han ikke er imod, at jeg har skrevet den, men hvis du spørger, om hvorvidt jeg foretrækker, at han læser min bog frem for at skrive en ny sang, vil jeg da foretrække, at han skriver en ny sang«.