Den sidste republikaner sad i sit bibliotek og skumlede. Ved siden af ham lå 'Kongens fald', 'Dronningen af Saba' og en stak slidte Prins Valiant-hæfter. Det var noget med ovenlysvinduet. Der kom vand ind igen. Og for tredje år i træk syntes det umuligt at lokalisere, præcis hvorfra vandet, som løb i en fin rende ned ad væggen og ødelagde limfarven, kom fra. Er der tale om sabotage? Skal man virkelig op at lægge plastik ud over sine loftsvinduer igen, spurgte Bibliopaten sig selv. Han burde ellers være glad. Prinsessen (hans frue) havde røde sko på, og han havde - noget forsinket - endelig fundet den excentrisk-royale skat, som han så længe ikke havde kunnet finde nede på boghylderne i sin stadig ret våde kælder. En bogskat kan man muligvis ikke tale om, og så alligevel. En kasse fra Tasmanien Det drejer sig om et gavlstykke fra en gammel æblekasse af træ med en smuk mærkat på, som i årevis har rummet nogle af Bibliopatens allerbedste drengebøger. Det helt specielle og sensationelt-royale er, at æblerne, der engang lå i kassen, kom fra Tasmanien. Og at de blev markedsført under det sigende navn 'Tas-King'. Og at logoet samt det røde og det blå æble er trykt på kongeblå baggrund sammen med en lille kongekrone! Mon ikke de fleste af vore læsere kan se det forunderligt-royale i omtalte genstand? For hvad var det for en fremtidig identitet H.K.H. Prins Frederik i går nærmede sig med romantisk-royale stormskridt? Hvad er det, han engang bliver: Tas-King, naturligvis! Hans frue er jo ligesom tigeren i bogen 'The Last Tasmanian Tiger' fra Tasmanien, og selv bliver han jo konge, når hans moder (der i parentes bemærket er en sand bibliopat, som læser, oversætter, designer og illustrerer bøger) engang viger pladsen. Hvis Frederik, der allerede er lidt af en global jetsetter, engang i fremtiden ønsker en slags inkognitoidentitet, må han for vores skyld gerne bruge den eksotisk-royale Tas-King-jobbetegnelse. Go ahead, bare nap idéen, Frede. En societyfrue på udstilling Nu vi er ved statsoverhoveder, der bevæger sig rundt blandt masserne, kan vi ikke lade være med at citere fra en royalt-underfundig mail, vi har fået af Frits Schjøtt, Odense C. Han svarer på sidste uges Gandhiquiz (se nedenfor) og kommer så med følgende royalt-entertainende tilføjelse: »Når jeg tænker på Gandhi, ser jeg England i begyndelsen af 1900-tallet for mig (måske på grund af Attenboroughs film), og så kom jeg til at tænke på en anekdote fra den tid, hvor kendte folk godt nok var kendte, men ikke så visuelt eksponerede i tv og blade, som de senere blev det. De kunne faktisk godt færdes relativt anonymt blandt folk«. »Således også den dengang unge Thomas Beecham, den senere verdensberømte Sir Th. B., en af alle tiders dirigenter (og ophavsmand til et utal af prægtige historier)«. »En dag på en kunstudstilling bemærkede han en societyfrue, der tilsyneladende prøvede at kante sig ind på ham, og som trods hans forsøg på at undgå sin skæbne til sidst havde heldet med sig. »Goddag, mr. Beecham«, indledte hun, hvorefter han resigneret måtte svare »Goddag, ma'm«. »Og hvordan har De det så«, fortsatte hun ufortrødent, »Jo tak, og De, ma'm«, svarede han høfligt. »Tak, udmærket. Og Deres frue er også rask?«, gik samtalen videre, »Jo tak, ma'm, og Deres mand?«. »Tak udmærket«, svarede hun, hvorpå en akavet pause opstod«. »Endelig tog han sig sammen til at bryde den og spurgte høfligt: »Og hvad laver Deres mand så for tiden?«. »Han er stadig konge«, svarede dronning Alexandra, og for én gangs skyld fik Beecham ikke det sidste ord«. Her i hulen er vi allerede i gang med at forestille os dronning Mary, når hun engang oplever noget lignende, måske ved den tilbagevendende børnebogsudstilling i Bologna. »Hvad laver Deres mand så?«, bliver hun spurgt af en galant, men påtrængende italiener på damejagt. Hun svarer bare: »Han er stadig Tas-King!«, hvorefter hun skrider videre sammen med sin på det tidspunkt aldrende guide og ekspert udi både Bologna og børnebøger, vores kollega Steffen Larsen fra territoriet til højre for vor hule. Ryge drog af sted Vor kritiske læser vil vel nu tro, at den nøgterne boginformation helt gik fløjten i denne omgang, men nej. For vi kan lige nå at slå et slag for Højskolesangbogen, som vi ikke mindst har lært at elske takket være fantastiske Erik Ryge, multimennesket, der til manges sorg døde for en uge siden. Han sørgede i årevis for munter dannelse i en republikansk-royal højskolekreds, som Bibliopaten og hans frue frekventerer. Ryge holdt ikke mindst af Fabers taktfaste 'Dengang jeg drog af sted'. Sidste vers lyder som bekendt således: »For pigen og vort land/ vi kæmpe alle mand/ og ve det usle drog/ der elsker ej sit sprog/ og ej vil ofre liv og blod for gamle Dannebrog!/ Men kommer jeg ej hjem til min gamle far og mor/ kong Frederik vil trøste dem med disse hersens ord:/ Sit løfte har han holdt, den tapre landsoldat! Hurra, Hurra, Hurra!«. Erik Ryge var kongen. Æret være hans minde. Quiz: Hvilken forfatter, der (en overgang led af en psykosomatisk øjensygdom og engang besøgte kronprinsesse Marys verdensdel sammen med Salman Rushdie) har kombineret fiktion og antropologi i en (kult)bog, der retter et skarpt angreb på den industrielle ekspansion - i Australien? Quizsvar!Hvilken udtalelse om Vesten er det, Gandhi er berømt for, spurgte vi i sidste uge ... Bibliopaten tænker utvivlsomt på det svar, Gandhi lod falde, da han af en engelsk journalist blev spurgt, hvad han mente om vestlig civilisation. Gandhi svarede: »Det, mener jeg, vil være en god idé«. Svaret er i øvrigt alt andet end uaktuelt, idet vi naturligvis kan konstatere og glæde os over, at den amerikanske administrations (og følgelig også Anders Fogh Rasmussens) opfattelse af begrebet 'civilisation' ikke er synonymt med begrebet 'vestlig civilisation'. Med venlig hilsen
Henrik Højer Mikkelsen, AalborgMarilyn og radioen Kære Bibliopat Ligesom Marilyn om et nøgenfoto angiveligt skal have sagt: »The radio was on«, skal Gandhi, adspurgt om sin mening om den vestlige civilisation, have sagt: »I think it would be a good idea«. Mvh
Finn Holten Hansen, Kbh. N.Efterlysning Kære Bibliopat Mit udmærkede kor, Det Danske Kammerkor, forbereder en sommerkoncert i Rundetaarn 13. juni, i Bibliotekssalen, og dertil er vi blandt andet gået i gang med nogle sange af Svend S. Schultz til tekster af Johannes V. Jensen. Og nu kommer spørgsmålet, som du og dine læsere måske kan hjælpe mig med at besvare: I den sang, der hedder 'Sidste Sang', står der i tredje vers ikke mindre end tre gange »Min skiønne unge Liv, forbliv!«. Hvorfor gør der det? - kendte JVJ en person, der hed Liv, eller hvad er det, der fik ham til ikke at skrive »mit liv«. Stavningen, 1944 og navneord med stort (i min 'Ny samlet, revideret Udgave af Digte', Gyldendal 1948), giver jo ikke hjælp, og resten af digtet gør det tilsyneladende heller ikke. Forklaring modtages med glæde. Albert Welinder
SkodsborgDygtig hund Om den vestlige civilisation sagde Gandhi, da han i London blev spurgt, hvad han syntes om den, at det ville være en god idé! Venlig hilsen
Rikke Allerslev Jensen, Greve PS! Bernerhvalpen har det fint! Den har bidt hovederne af alle de røde tulipaner, tygget længe og grundigt på mine briller og flænset datterens nye bukser. Den ser ud til at trives rigtig godt! Onkel DannyVi glemte et quizsvar om en afdød digter fra Alhambravej i sidste uge ...

Kære Bibliopat Dan Turèll boede på Alhambravej, på kanten af Vesterbro og Frederiksberg, i sin splittede identitet mellem Vesterbroroden og den eksklusive Frederiksbergkunstner. Jeg gik på et tidspunkt på studenterkursus i en parallelgade til Alhambravej, og vores fælles fikspunkt var værtshuset Frederik, som ligger på hjørnet af Alhambravej og Frederiksberg Allé. Kærlig hilsen
Jan Willert, LyngbyDet aktuelle nethindechok Kære Bibliopat Spørgsmålet, som rejses 8. maj, leder tanken hen på mr. Gandhis reaktion, da han i 1930 vandrede ned ad lejderen og blev bombarderet af fremmødte journalister med bl.a. et spørgsmål om, hvad han mente om den vesterlandske civilisation: »I think it would be a good idea«. Visse feinschmeckere mener, at spørgsmålet gik på 'modern civilisation'. Enfin, de aktuelle nethindechok her to generationer efter giver ham kun alt for meget medhold. Winston Churchill sagde året efter, at den forhenværende advokat gav ham kvalme - i september 1939 kunne sir Winston søge trøst i et andet Gandhi-citat: »It is better to be violent, if there is violence in our hearts, than to put on the cloak of non-violence to cover impotence«. Såvel mr. Gandhi som herr Hitler var praktiserende vegetarer. Der var noget med vegetarer og sir Winston. Måske er gabet mellem kultur og civilisation i dag uoverstigeligt - trist at være indrulleret i en civilisation, hvis dominans beror på overlegen ildkraft. Med nogen biblioapati,
Evan Bogan