Bibliopaten var til en konference, der trak i langdrag. I stedet for at lade stå til stak han af i en times tid. Over ham brummede helikopterne, der passede på den amerikanske udenrigsminister. Et sted i Vesterbros dyb lå det lille antikvariat, han havde sat sig for at besøge. Har De også lagt mærke til antikvariaternes stilfærdige forvandling? Der var en gang, da antikvariatet var en slags tidslomme. Et sted for folk, der i ny og næ havde brug for at sænke skuldrene og gå på opdagelse på dagdrømmermanér. Bag disken stod ofte en særling, der blot ventede på sit stikord for at gå i gang med sine egensindige betragtninger over tilværelsen. En selvstændig erhvervsdrivende, javist, men jo ikke en gængs sådan. Brugtbogsindustriens businessmænd gjorde sig ingen forestillinger om at score en stor profit overnight, biksen skulle blot løbe rundt. En krimi her, en thriller dér, nogle ordbøger, når skolerne startede efter ferien, et par håndfulde kunder om dagen, små forespørgsler, en omsætning, der gjorde det muligt at eksistere. »Agatha Christie - ... så gerne, det er denne vej«. Udpræget mandefag Ofte kunne man have en mistanke om, at tidligere tiders antikvarboghandler blot havde valgt sin levevej for at få en mulighed for at omgås snakkevenner i hyggelige omgivelser. Den faste stab af evighedsstudenter og enlige mænd eller de faste kunder, som osede lidt rundt blandt reolerne for derefter at indfinde sig ved disken og få en snak med indehaveren. Om løst og fast. Anker Jørgensen, månelandingen eller det sædvanlige. Bortset fra en håndfuld er antikvarboghandlerfaget så udpræget et mandefag. Emnet 'kvinder' har følgelig altid været populært i antikvariater. Nu er det ikke branchens kosmopolitter, vi her omtaler. Dem, som rejser rundt i verden sammen med gutterne i det internationale antikvarboghandlerbroderskab. Det er fodfolket, vi tænker tilbage på. Dem, der altid har haft en kasse med bøger til en tier udenfor, Fart & Tempo og mainstream i kilometervis. Hvor er de henne nu? Uddøende race Svaret er kort og det samme, som omfatter så mange andre job: De er ved computeren. I gang med at katalogisere deres bøger til internettets søgemaskiner. Fortidens antikvarboghandler er en uddøende race. Rundt omkring holder han endnu stand i krøllet skjorte og uredt hår, men branchen er i fuld gang med en elektronisk revolution, der helt vender op og ned på forne tiders brugtbogshule. I stedet for menneskekenderen, der spotter kundernes præferencer, inden de åbner munden, er antikvarboghandleren blevet en moderne indpisker, der skal have flest mulig bøger beskrevet, prissat og gjort tilgængelige på kortest mulig tid. Hvis ikke der er råd til unge medhjælpere, er det antikvarfatter, der selv benytter de ledige stunder, og de var engang mange, til at taste løs. I live på nettet Resultatet er både godt og skidt. Hvor man før var nødt til selv at støve hylderne igennem eller forlade sig på trykte kataloger, når de fra tid til anden udkom, er det nu muligt at gå på bogjagt foran sin egen computer. Når Deres bibliopat har bestilt sin bog på antikvariat.net, går der kun et par dage, før godbidden kommer med posten sammen med vedlagt girokort. For bogjægerne er fordelene enorme, men det er unægtelig gået ud over stemningen i antikvariaterne. Tidslommefornemmelsen er væk. Der arbejdes. Der er ikke tid til snak, for tid er tastetid, og tastetid er penge. En bog på en hylde er en død bog, indtil der endelig kommer et par øjne forbi. En bog på nettet er i allerhøjeste grad i live. Marilyns mål Det lille antikvariat på Alhambravej holder stand. Bibliopaten lukkede døren bag sig, få minutter efter sad han i en dyb stol ovenpå og snakkede med indehaveren, mens han bladede i et nummer af Cosmopolitan (maj 1953) med Marilyn Monroe på forsiden. Alene reklamerne for korsetter, nylonstrømper, læbestifter og hudplejemidler var det hele værd. Den store, store Marilyn-historie var skrevet af ingen ringere end Robert L. Heilbroner. Han konstaterer, at »Marilyns magnetisme skyldes hendes forbløffende mål 37, 23, 34«. Tommer forstås. Heilbroner (født 1919) lever stadig og skrev senere et væld af bøger om meget lidt Marilynagtige emner, økonomi og filosofi primært, som har solgt godt over hele verden. Sjovt at vide, at han som ung skribent nåede at få starlettens skalp. Minsandten om ikke magasinet også rummede historien om Robert Stroud, 'Fuglemanden' fra Alcatraz! Bibliopaten var lige ved også at investere i en nazimedaljon, men han har så mange, at han undlod. Tilbage på konferencen handlede det om demokrati, men bibliopaten tænkte på fængselsøer og højhælede sko. Pointen? At man, trods internettet, stadig bør forvilde sig ind i storbyens brugtbogsbikser. Det er utroligt, hvem man dér kan rende ind i. Næste uge: Seneste nyt fra vor litterære ekspedition til Uganda, hvor vi muligvis så et glimt af Idi Amins junglebibliotek! Quiz 1: Hvilken tysk digter holdt Marilyn meget af at læse? Quiz 2: Hvilken tekst forbinder Marilyn med det engelske kongehus? Quiz 3: Hvilken afdød dansk digter boede på Alhambravej? Quizløsning!Hvem skrev i 2000 en roman, i hvis titel ordet 'tænder' indgår?, spurgte vi i sidste uge.

Kære Bibliopat Løsningen er Zadie Smiths dejlige roman 'Hvide tænder' - imponerende værk af så ung en person. Venlig hilsen
Jonna Vejrup, BrammingTyrannernes bogskabe!Et svarbrev fra sidste uge, hvor vi havde efterlyst den polske forfatter til en bog om Afrika: Det må være Ryszard Kapuscinski. Hans bog om Haile Selassie er fantastisk. Alene beretningen om den kejserlige taburetbærer, som altid fulgte den diminutive 'juda-løve' for lynhurtigt at kunne placere en lille velourbeklædt taburet under de kejserlige fødder, så snart hans imperiale majestæt havde sat sig på en tronstol så høj, at de små fusser ellers ville dingle barnligt og meget lidt majestætisk i luften! Den eneste Afrika-skildrer, som i samme genre når Kapuscinski til anklerne, er efter min mening Peter Thygesen og hans bog om Congo. Hvilken skam, at Idi Amins bibliotek var en aprilsnar, for det kunne måske have ført til starten på et helt nyt forskningsområde: Tyrannernes bogskabe! Hvad havde Hitler og Stalin på natbordet? Hvad stod der på Papa Docs reoler, og snusede Mobuto rundt i bogkasserne ved Seinen, når han var på indkøbstur? Venlige hilsner
Svend Kindt, GræstedErotisk forlæggeri (2) Beruset af succesen lod vi Brusendorff øse flere frække steder af den tilsyneladende uudtømmelige verdenslitteratur med 'Kærlighedens kavalkade' og 'Erotisk antologi'. Den sidste illustreret af prøver på den erotiske verdenskunst, som også blev genstand for 'Kærlighedens billedbog', der kom i fire bind og blev en meget stor succes. Og den utrættelige PH var altid leveringsdygtig med velskrevne tekster om et liberalt syn på det kønsliv, som fra victorianismens dage var belagt med tabuer. Men Hartmann måtte virkelig græmmes, da et blad omtalte os som »de små patentgrise på Amagertorv«. Og det var endda Hørups gamle blad på Rådhuspladsen, der havde glemt lidt af sit gamle frisind. Jeg måtte trøste Hartmann med, at det ikke var uden omkostninger at være pionerer for frisindet, og at det trods alt var det, der gav os smør på brødet og vin til maden. Og at disse udgivelser virkelig var til gavn og glæde for den opvoksende ungdom og den mere eller mindre affældige alderdom. Og den engelske oversættelse, 'Love's Picture Book', som vi selv foranstaltede, gav Strøgets boghandlere en fin ekstra omsætning til erotisk underernærede amerikanske turister, der i stedet for den lille havfrues skællede fiskehale lod sig friste af Bouchers nydelige pigenumse, der prydede omslaget af første bind af billedbøgerne. I 'Erotisk antologi' fra 1957 havde vi bragt et afsnit af en bog af John Cleland, der hed 'Memoirs of a Woman of Pleasure', populært kaldet 'Fanny Hill'. Da vi bragte i erfaring, at et anset amerikansk forlag, Putnam, havde udgivet bogen i sin helhed, besluttede vi os i 1963 for det samme. Og for at afmærke vort territorium over for vore forlæggerkolleger indrykkede vi en annonce i Det Danske Bogmarked. Vi anede ikke, at bogen var forbudt herhjemme, men det vidste den vakse journalist Erik Nørgaard, og dagen efter stod der med store typer i Politiken: 'Forlag trodser domstolene og udsender forbudt bog'. Jeg havde knapt nok til Godfred udtalt min glæde over denne uventede gratis reklame, før vi fik besøg af politiassistent Frederik V. Henriksen. Bortset fra at han ved begyndelsen af samtalen pegede på os med sin skarpladte politipegefinger og henviste til straffelovens paragraf 234, stk. 1 og 2, hvis vi ikke afstod fra at udgive den forbudte bog, og at vi som sigtede ikke var forpligtet til at udtale os, var han en overordentlig rund og venlig mand, nærmest struttende af sundhed. I et kontor i 4. politiinspektorat har denne mand siddet og læst for os alle sammen og som jurist skullet bestemme, hvad vi andre kunne tåle at læse. Ingen i dette land har læst så meget pornografi som han. Så hvis denne læsning er så skadelig, som loven forudsætter, måtte han være skadet i bund og grund og helt igennem fordærvet. Men sådan virkede han slet ikke, han var tilsyneladende et pænt, fornuftigt, retlinet menneske. Hans venlige forsøg på at få os til at afstå fra at udgive bogen om den elskværdige Fanny, der velvilligt og mod en passende betaling stillede sit legeme til disposition for medlemmer af den engelske overklasse, prellede imidlertid af på os, idet vi henviste til, at der ikke var censur herhjemme. Og så rullede sagen. (Fortsættes ...) Mvh.
Niels Helweg-Larsen, Virum