Et digt er en lynaktion
hurtigere end en afføring Det noterer en ældre dansk digter om sin egen metier i en antologi, der udkom forleden. At der kan komme noget lort ud af aktiviteten, syntes anmelderne også i onsdags, da hans nyeste digte udkom - det var bare ikke møntet på hans produkter, men på hans jævnaldrende kollegas. Hvorledes? Jo, ringmuskellyrikeren fra antologien om, hvad det vil sige at være forfatter - 'Skriv din satan' hedder bogen med 25 danske forfatteres bidrag - er 71-årige Jess Ørnsbo. Men digteren, hvis samling blev nogenlunde systematisk rakket ned i ugens løb, var 73-årige Klaus Rifbjerg. 'Pap' hedder Rifbjergs nye digte, »kedelige og sjaskede« ifølge Niels Lyngsø, som her i avisen gav forfatteren »En på paphovedet«. Men ikke uden meningsfæller: »Uredigerede læserbreve på knækvers« (John Chr. Jørgensen i Ekstra Bladet), »for meget lejlighedsdigte« (Erik Svendsen i Jyllands-Posten), »løse ideer til artikler, kronikker og læserbreve, båret oppe af de idiosynkrasier og fordomme, vi kender til hudløshed« (Jens Andersen i Berlingske Tidende). Humor med format De massive kritikerbredsider indgiver unægtelig den sagesløse læser en trodsig trang til med egne øjne at tjekke, om digtene virkelig er så ringe? Peter Stein Larsen mente tværtimod i Kristeligt Dagblad, at samlingen »med sit sproglige overskud og sin fabelagtige humor har et helt andet format« end Rifbjergs faste debatmodstandere, herunder Søren Krarup, ved hvis hospitalsseng et af digtene foregår - og det er »ufattelig morsomt«, synes Stein Larsen. Men alt det citerede Politiken jo allerede på udgivelsesdagen, så Rifbjergs 'Pap' kan ikke blive ugens bog her på pletten. Weekendavisens Lars Bukdahl viser vej til den anden: »mens Rifbjerg vitterlig leverer noget pap, er Ørnsbo (på cirka tredive sider mere) virkelig i hopla«, skriver han fingerfærdigt. 'Hopla' er nemlig titlen på 99 digte, der udkom dagen før Rifbjergs 36. Til de stort set samme anmelderes langt større jubel. Selvkiggere og bætosser Med hans egen, ovennævnte metafor for skriveriet i erindring kunne man måske kalde forfatteren til 'Hopla' for lyrikkens svar på Det Brune Punktum: »Et digt skal kendes på lugten af mennesker«, står der faktisk i Jess Ørnsbos udladning, og sådan en rå sanselighed har selvfølgelig appelleret til både John Chr. Jørgensen og Erik Svendsens næsebor. Jørgensen kvitterer endvidere i Ekstra Bladet for, at Ørnsbo »leverer ordentligt digterhåndværk«, og at han »formår at holde galden flydende«, men ikke helt uden forbehold: »Der er ikke det fænomen, Ørnsbo ikke er træt af. Og det kan i længden godt blive lidt trættende for læseren«. Dét kan Erik Skyum-Nielsen i Information skrive under på. Men ikke uden først at have anerkendt, at digtene kan »frembringe metaforer«, og at Ørnsbo gør »storslåede fund«, når han kombinerer ordregistre fra forskellige sfærer til udtryk som »råsyltede stemmer« eller »fugle uden tilknytning til arbejdsmarkedet«. Blandt fundene er også »sære mikrober i sproget« såsom »en selvkigger, en bætosse, en lymfedukke, en ormevælter, en trappeslikker, en lommepisser«. Derimod kan digtene ikke »forløbe«: »Deres foretrukne kompositionsprincip er at sætte ting på liste. Intet indre kriterium kan derfor diktere dem deres ophør. De slutter, når musikken er blevet træt. Hvilket naturligvis trætter«. Så undertitlen '99 forskellige digte' er »falsk reklame«. De er ikke forskellige, men »reproducerer trofast én og samme livsforsikrede misantropi og kører på de samme inderligt fortærskede æstetiske effekter«, konkluderer Skyum. Lavtflyvende roser og toptørrede damer Her i Politiken mener Niels Lyngsø det vist ikke som noget æstetisk forbehold, at »først og sidst er det den oldschool-modernistiske meningsløshed og fremmedgjorthed, der dyrkes«, men han synes, at »ideologisk set er det egentlig ret trivielt, næsten lidt træls«. Alligevel bliver han »faktisk ganske oplivet af at læse disse indædt mismodige digte«, for »der brænder en sort ild under hans vers, de sprutter og syder af energi«. Derfor hylder Lyngsø »denne ukuelige pessimist, sortsynets syrede digter« og hans »aggressive og paranoide udladninger i et højenergisk, udsyret og ofte meget morsomt, billedfortættet sprog, som er originalt og umiskendeligt«. Udtryk som de førnævnte fri fugle, »lavtflyvende roser« og »toptørrede damer«, der »gransker planerne / for den næste rumfart«, kan Lyngsø ikke stå for. Hyæner udenfor Også Erik Svendsen slår i Jyllands-Posten en streg over tidligere forbehold mod digterens »skræmmende misantropiske holdning«, fordi digtene med Otto Leisner-titlen rummer »et ironisk overskud og en barok humor, der gør det makabre til en leg«. Med »lugten af mennesker« er det derfor heller »ikke det checkede, parfumerede menneske, Ørnsbo har i tankerne«, men »den krop, der bliver tilbage, når al fernis er skrællet af«. Misantropien er usvækket, men giver stof til et stilsignalement: Ørnsbo »ligner biedermeier, fordi det sociale rum er endnu værre, end intimsfæren er det«. Forklaringen ligger i følgende strofer fra samlingen: »Men hold dig inde / gå aldrig ud / de egentlige hyæner arbejder / udenfor«. Kan Klaus Rifbjerg dog aldrig lære dén lektie?