Bir-Hakeim, Miromesnil og Austerlitz. Umiddelbart lyder det som trapeztrioen i en omrejsende cirkustrup. Men nej, den snarrådige læser vil straks genkende navne på fire af Paris' befærdede metrostationer. Men hvad gemmer der sig bag de eksotiske navne? Svarene findes i en lille overskuelig bog, der har taget konsekvensen af forfatteren Rudyard Kiplings berømte ord: »Hvis verdenshistorien blev fortalt som små anekdoter, ville den aldrig blive glemt«. Krigsherrer og politikere Med den lille bog i hånden kan metropendleren hurtigt få støvet sin basale Frankrigshistorie, ja sågar verdenshistorie, af i en håndevending. Den parisiske metro rummer alt fra krigsherrer, politikere og statsmænd som Cambronne, Mirabeau og Felix Faure til videnskabsmænd, forfattere og kunstnere som Pasteur, Goncourt og Picasso samt historiske byer som Rivoli, Ourcq og Stalingrad. Hvem er ikke stået af linje 6 på Bir-Hakeim ved Eiffeltårnet, uden at tænke nærmere over, at stationens navn refererer til den berømte udpost 60 km fra Tobruk i Libyen, hvor den franske general Koenig i 16 dage holdt stand mod 'Ørkenræven' Rommel og hans tyske panserdivision, hvilket gjorde det muligt for briterne at falde tilbage til El-Alamein? Og hvor tit har man ikke skullet skifte på Gare d'Austerlitz uden at gøre sig klart, at denne ene af Paris' fire banegårde er opkaldt efter den tjekkoslovakiske by (i dag Slavkov i Tjekkiet), hvor Napoléon gav russerne og østrigerne tørt på i 'de tre kejseres slag' 2. december 1805? Afskaffede tortur I den franske undergrund er der masser af plads til såvel helteskikkelser som folk af mere moralsk tvivlsom statur. Således støder man f.eks. på linje 9 på den frygtede (Maximilien de) Robespierre, der i 1793 ledede rædselsregimet under den franske revolution. Hans epitet 'den ubestikkelige' reddede ham dog ikke fra skafottet, hvor han mødte sin skæbne 17. juli 1794. Miromesnil er derimod en hyldest til den humanistisk anlagte justitsminister Armand-Thomas Hue de Miromesnil, som i 1774 afskaffede 'de forberedende forhør' - en bizar eufemisme for den tortur man i fordums Frankrig ofte udøvede på en anklaget inden domsfældelsen. I den stolte republiks indre finder man sågar også rester af den gamle kongeæt. Således Philippe-Auguste (linje 2) - den franske konge, der i 1165-1223 forstærkede Capét-familiens dynasti ved at bekrige de engelske konger. Han erobrede Normandiet, byggede samtidig det første Louvre-slot og satte samtidig skub i konstruktionen af Notre-Dame-katedralen. Metroens far Metroen gemmer også på pudsige og umiddelbart usammenhængende komposita. Som f.eks. Montparnasse-Bienvenüe (linje 4, 6, 12 og 13). En af den franske hovedstads mest trafikerede stationer, der hver dag benyttes af op mod 2 millioner passagerer. Området var i det 17. århundrede en jordhøj, som de parisiske studerende skæmtende kaldte mont Parnasse - efter det græske bjerg Parnas, der var helliget Apollon og muserne, og som siden er blevet fast eponym for digtekunsten. Suffikset Bienvenüe handler ikke om at byde de rejsende velkommen. Endelsen og det lille tréma over u'et afslører, at der er tale om en hædersbevisning til metroens fader: Auguste Marie Fulgence Bienvenüe - den enarmede ingeniør, der i 1896-97 fik i opdrag at lave forstudierne til le chemin de fer métropolitain, i daglig tale Le métro. De mange underjordiske referencer til franske succeshistorier viser, at den gamle oplysningstidsfilosof Voltaire (linje 9) måske tog munden for fuld, da han i 1700-tallet udbasunerede, at »historien blot er et register over forbrydelse og ulykke«.