»Findes der en bog, hvor Pippi har tandpine? Jeg føler mig som Pippi med tandpine«, sagde Bibliopatens frue. Hun havde længe døjet med en ond kindtand. Medfølende svarede Bibliopaten: »Der behøves da ikke at findes en bog om Pippi Langstrømpe med tandpine, for at du kan føle dig som hende«. Kort efter forlod han sin bopæl på cykel, idet han uden at tænke over det tog begge sæt nøgler til husstandens lille bil med sig. Rigtig dumt, i betragtning af at hans frue netop skulle have brugt bilen til at køre til tandlægen i. I toget slog det Bibliopaten, at hans parforhold måske var ude på et skråplan, hvis hans frue følte sig nødsaget til at henvise til litterære figurer for at vække hans medfølelse. Han skød tanken fra sig. Farvel til tænderne Tænder spiller faktisk en stor rolle i verdenslitteraturen. Både Vladimir Nabokov ('Lolita', De ved) og James Joyce ('Ulysses', 'Finnegans Wake' m.fl.) havde store problemer med bisserne. »Min mund er fuld af hule tænder, og min sjæl fuld af hule ambitioner«, skrev den unge Joyce til sin bror. Han blev født i 1882, og alle tænder var ude af hans mund i 1923. Det var han ikke ked af. »De duede alligevel ikke, som han sagde til sin søn Giorgio. Desuden led Joyce af noget, der meget mere dramatisk truede hans forfattergerning: tiltagende blindhed. Fra et andet brev: »Jeg lever i mørke«. Små røde bær Også Nabokov sagde farvel til tænderne, da han var i 40'erne. I et brev fra 1943 skriver han om operationen til en ven. »Kære Bunny, nogle af dem har små røde bær - bylder - og manden i hvidt var glad for, at de kom ud i hel tilstand sammen med det blodrøde elfenben. Min tunge føles som en, der kommer hjem og opdager, at hans møbler er væk. Den kunstige gane er først færdig i næste uge, og jeg er en oral krøbling«. Nabokov lod senere sin personlige lidelseshistorie glide ind i romanen 'Pnin', hvor der er flere smertende godbidder om tænder og tandpine. Lande, hvor folk ikke har tænder Engelske Martin Amis tager prisen som den dentalt set mest åbenmundede forfatter. Han har haft tandpine altid og erkender tidligt i sit liv, at alle har bedre tænder end han. »Jeg havde tandpine, den dag min ældste søn blev født, jeg havde tandpine, den dag min yngste søn blev født«, skriver han i den fremragende erindringsbog 'Erfaring', der igen og igen vender tilbage til de tænder, der en overgang truede med at drive ham til selvmord. På et andet tidspunkt drømte han om at udvandre til et land, hvor folk ikke har tænder. »Albanien? Usbekistan? Sydwales?«. Eller melde sig »til det rette kærlighedskrisecenter, hvor vi alle sammen ville sidde i rundkreds og ose af pebermynte og dentalcement med munden fuld af pottemagerskår, der klaprede som kastagnetter«. En sko i munden Har man ikke læst Martin Amis' roman 'Budskabet' ('The Information'), bør man skynde sig at gøre det. På et tidspunkt ser den plagede forfatter til denne roman sig selv i spejlet. Overlæben hænger slapt ned. »Femogtyve år uden et smil«, konstaterer den plagede mand. På et tidspunkt bliver alle hans tænder hevet ud. Først skal han ultralydsskannes i en lille kasse: »De lægger faktisk hele ens hoved derind. Med en neglefil mellem kæberne, en blå badehætte på hovedet og med remme om panden og hagen blev jeg suget baglæns ind i en form for cyklotron, hvor jeg lå i ti minutter«. Herefter skal hans underkæbe genopbygges: »Først en række tandudtrækninger, fjernelse af en svulst, genopbygning af hagen med en ko-knogle, der var blevet aids-testet, og anbringelse af implantationerne«. Da han får protesen ind i munden, beroliger tandlægen ham ved at sige, at det er som at vænne sig til en ny sko. »Ja, ville jeg have sagt, hvis jeg kunne. En ny sko: i ens mund. Nej en fodboldstøvle: i ens mund. En støvle støbt af et stof, der var helt nyt i grundstoffernes tabel: et stof ved navn kvalmium«. Tandpiners musikalitet Amis' erindringer er fokuseret på den dæmoniske fader Kingsley Amis, der også var forfatter, men tænderne stjæler billeder igen og igen. Amis junior ved alt om tandpiners sagkyndige musikalitet. »Deres messingblæsere, træblæsere, slagtøjsinstrumenter og mest fremherskende deres strygere, deres strygere. Tandpiner kan spilles i staccato, glissando, accelerando, prestissimo og frem for alt fortissimo. De kan spille rock, blues og soul, de kan spille doowop og bebop, de kan spille heavy metal, rap, punk og funk. Og under al denne anarkistiske stridor var der en enlig, blid, insisterende stemme, altid hørlig i min usle fantasi: kastratens tragiske klagesang«. Et Niagara af savl Men hellere det end Bøjlen, som han kalder den protese, der er det frygtelige resultatet af den pinefulde dentale rekonstruktion, han er igennem. Med Bøjlen inde i mundhulen har han en permanent fornemmelse af, »at noget holder hans mund i munden«. Han kæmper med et Niagara af savl og med kvalme og opkastninger og kan ikke finde en grimasse, der kan passe over for sine børn, der ikke rigtig kan genkende ham, da han kommer hjem fra tandlægen med sit nye ansigtsudtryk. Bøjlen er så pinefuld, at Amis længes efter at komme tilbage til sin »gamle verdens ynkeligt ineffektive tandtråd, dens isposer og vandstråler, al tandpinen og al fornægtelsen«. Fruen smiler igen Som alle, der har læst Freud, ved, har drømme om tænder et og andet at gøre med seksualitet. (Nabokov kaldte konsekvent Freud for 'kvaksalveren fra Wien'). Da Amis skal købe tandpudder til sin protese, føler han sig pludselig så svedigt-genert, som dengang han første gang skulle købe kondomer - og kommer til at grine. Det kan man trods alt også bruge tænder til. Da Bibliopaten kom hjem efter en lang dag med tænderne i 'Lolita', smilede hans frue lykkelig mod solen. »Lad mig gætte. Pippi har ikke tandpine længere«, sagde Bibliopaten kærligt, hans frue plantede en blomst på hans læber og trallede ud i haven. Til vore læsere: Pas på tænderne. Quiz: Ung engelsk forfatter, der i 2000 udgav en bestseller, hvis titel består af to ord. Det ene er 'tænder'. Hvem? QuizløsningHvilken polsk forfatter skrev i 1998 en bog om Afrika, spurgte bibliopaten i sidste uge. Da bibliopaten stadig er i Uganda, har han ikke læst læsersvarene endnu, men svaret er Ryszard Kapuscinski. Bogen hedder 'Ibenholt', vi vender tilbage både til læsermail og Kapuscinski ...Nøgne mænd og damer Kære Bibliopat, Jeg forstår ikke al den snak om, hvad man skal gøre med sin erotiske litteratur? Der er da ikke noget at skjule. Ethvert barn kan klikke sig ind på porno på nettet, så hvad skulle der ske ved, at der står bøger med nøgne mænd og damer i reolen? Frem med herlighederne! Lisette K. Mortensen, VigErotisk forlæggeri (1) Kære bibliopat, Da jeg til min glæde ser, at man efter al den snak om fodbold bevæger sig ind på et område, hvor jeg i al ubeskedenhed som gammel forlægger (92) mener at kunne tillægge mig en vis ekspertise, nemlig erotika, tillader jeg mig at bringe min i dobbelt forstand fortjenstfulde indsats på dette område i velvillig erindring. Efter Thaning & Appels flyvende start i 1941 under krigen kan det ikke nægtes, at det efter dennes ophør var blevet vanskeligere at sælge bøger. Mange gode sager, som man havde måttet savne under de fem forbandede år, konkurrerede nu med litteraturen. Men en vis livserfaring tilsagde mig, at der i vide kredse, uafhængigt af krig eller fred, var en ikke uvæsentlig interesse for det såkaldt frække. Den burde man ikke sidde overhørig. Men egentlig pornografi syntes navnlig min kompagnon Godfred Hartmann og jeg ikke rigtig anstod sig for os to pæne borgerbørn. Jeg huskede fra min ungdom ørkesløse gennemlæsninger af verdenslitteratur for at finde de rette saftige steder. Hvad var da rimeligere og mere publikumsvenligt end at bringe disse udvalgte passager i en antologi, lade den illustrere af anerkendte danske kunstnere samt yderligere legitimere foretagendet med et forord af en såkaldt kulturpersonlighed. Alt sammen meget lumskt og listigt og for at tjene nogle tiltrængte skillinger og med et kulturelt anstrøg, så vi ikke ville blamere vore familier alt for meget. Nu var det så heldigt, at vi fra 1944 havde haft en forlagskonsulent, der hed Ove Brusendorff, af kritikeren Kai Friis Møller lidt maliciøst kaldt Berusendorff. Han havde i sin tidlige ungdom 1936-38 redigeret et værk om 'Erotikkens historie' med forfatteren Christian Rimestad som medforfatter og kulturelt alibi. Ove var fuldbefaren i det erotiske, både i teori og praksis, så han var den rette til at foretage udvalget til 'Frimodige fortællinger', som antologien kom til at hedde. Og han foreslog, at PH skulle skrive forordet. Det var et lykkeligt valg. Fra den ene dag til den anden skrev Poul, hurtig og kontant som han var, et fremragende forord, og det blev indledningen til mange års pragtfuldt samarbejde, ja venskab. Og bogen blev en pæn succes. Trods de mange legitimerende dikkedarer præsterede flere anmeldere en salgsfremmende forargelse. Ja, Nationaltidende havde en leder om »frimodige forlæggere«, der skummede fløden af verdenslitteraturen med saftige citater. Dette smertede Hartmann. Men på bunden af min sorte kræmmersjæl gned jeg mine hænder. Det var mere værd end mange annoncekroner. (fortsættes ...) Mvh
Niels Helweg-Larsen, Virum