I dag fylder Ruslands kejserinde Katarina II 275 år. Hun har godt nok været død siden 1796, men H.C. Andersens jordiske rester har også været under mulde i over 100 år, og det er ingen hindring for en fejring. Vi kan begynde med at give hende selv ordet: »Jeg er født den 21. april 1729 (det er i dag 42 år siden) i Stettin i Pommern. Man har fortalt mig, at eftersom man havde ønsket sig en dreng, udvistes der ikke særlig stor henrykkelse over, at jeg kom først. Min far lagde dog større glæde for dagen end sine omgivelser«. Kejserinden, som på det tidspunkt havde siddet på den russiske trone i knap ni år, undgår at sige noget negativt om sin mor ved simpelt hen at undgå at nævne hende. I øvrigt er Katarinas erindringer - de findes i flere varianter - små mesterstykker i charmerende og intelligent manipulation med læseren og muligvis med sandheden. Minderne fra hendes barndom og ungdom er tilrettelagt, så de passer nøjagtig ind i det billede af den senere kejserinde, som hun ønsker at skabe. Katarina var sin egen spindoktor, og ingen hersker har, så vidt jeg ved, overgået hende i elegance og effektivitet. Katarina nåede at sidde på den russiske trone i 34 år, i begyndelsen temmelig vakkelvornt, for hun var kommet noget pludseligt på den, men efterhånden var hun urokkelig. Og hun havde da også vidst nøjagtig, hvad hun gjorde, da hun satte sig på den i 1762, for hun havde arbejdet målrettet hen imod det, siden hun i 1744 tog hjemmefra som 15-årig sammen med sin mor. Havde en del elskere Historien om, hvordan Katarina blev kejserinde, lyder som en roman - og der er da også i tidens løb både skrevet romaner og lavet film om det. Hun var sine forældres førstefødte og var fars pige - i den forstand lignede hun nutidens karrierekvinder. Hendes mor, Johanna, som var 27 år yngre end sin mand Christian og i øvrigt var blevet gift langt under sin stand, fik en søn året efter, men han døde som niårig. En anden søn levede helt til 1793, men han lavede ikke andet end ulykker. Så al livskraft og intelligens i den familie gik videre til Katarina, som dog i første omgang blev døbt Sophie. Og hvilken livskraft. For lige at få en smagsprøve på det mest pikante og populært kendte først: Ja, hun havde en del elskere, og ja, de blev ved med at være i tyverne, også da hun var over tres. Men der skal da være lidt sjov ved at være kejserinde over et kæmperige, og antallet af elskere var såmænd ikke større end ved ethvert hof i den periode. (Og hos en aktiv kvinde i Danmark nu). Forskellen var såmænd bare, at ved de andre hoffer var det mandlige herskere. Derfor har mandlige historieskrivere af lettere kaliber og datidens sladderjournalister da også spredt det rygte, at Katarinas appetit på sex førte hende i ... øeh ... armene på en hingst. Det er selvfølgelig det rene vrøvl. Men det har nok givet inspiration på karlekamrene, så fred være med det. Født i beskedent hjem At Katarina den Store var tysker fra Pommern brød hun sig ikke om at blive mindet om, i hvert fald ikke officielt, da hun var blevet russeren over alle russere. Men hun blev født i et ret beskedent hjem. Hendes far, som virker meget sympatisk og uden tvivl har givet hende en god etisk ballast, var from protestant og en af de mange pengeløse prinser, der var et resultat af 1700-tallets splittede Tyskland. Moderen var af den holstein-gottorpske slægt, og hendes bror havde været forlovet med Peter den Stores datter Elisabeth (ja, nu nærmer vi os), men han var død før brylluppet, bitterligt begrædt af den unge brud, der ved et kup blev russisk kejserinde i 1741 (ja, nu nærmer vi os endnu mere!). Den lille Sophie og hendes mor, den urealiserede svigerinde, blev inviteret til Rusland af kejserinde Elisabeth, som var forblevet ugift og barnløs og ville sikre sig en tronarving ved at importere sin holstenske søstersøn Peter og få ham fornuftigt gift. Satte manden af Sophies familiebaggrund var tilstrækkelig ubetydelig til, at hun ikke repræsenterede nogen dynastisk fare. Til Rusland kom hun, gift med Peter blev hun, og storfyrstinde var hun så. Men han var småt begavet, måske decideret udviklingshæmmet og dertil forkvaklet af en voldelig opdragelse. Han elskede Preussen og hadede Rusland. Det var i første omgang farligt for hans kone, for sådan en kejser ville det russiske hof ikke lade vare længe - kup og paladsrevolutioner var nærmest rutine i de år. Men hun fik vendt det til sin fordel ved selv at være sådan en god russer og vinde alles sympati. Desuden lykkedes det hende efter ti års ægteskab - muligvis med hjælp fra en anden end sin mand - at løse sin primære opgave: at blive gravid og føde en søn og tronarving, Pavel Petrovitj. Så da Elisabeth døde i 1761, og Peter blev kejser som Peter III, kunne Katarina med hjælp fra livgarden - under ledelse af hendes da endnu hemmelige elsker (og senere mangeårige favorit og samlever) Grigorij Orlov - styrte sin mand og sætte sig selv på tronen. Det skete en juninat i 1762 - det hele var blevet lidt forsinket af, at hun i 1761 var i femte måned med Orlovs barn. Peter blev senere myrdet under uopklarede omstændigheder. Glad for galop Katarina er nok den eneste af verdenshistoriens herskere, der i al troskyldighed har efterladt os beretninger om, hvordan hun onanerede. I trettenårsalderen satte hun sig af og til over skrævs på sin hovedpude om natten og »galoperede, til jeg var ganske udmattet«. Siden galoperede hun for alvor - hun blev en meget habil og frygtløs rytter. Måske fordi hun som seksuelt frustreret storfyrstinde brugte ridning som erstatning - hendes mand var impotent, legede med tinsoldater i sengen, var bange for vand og stank forfærdeligt, »især om sommeren«. Som barn havde hun haft en skæv ryg, som dog rettede sig med alderen, hvis det da ikke var den lokale bøddels specialkonstruerede jernkorset og det påsmurte jomfruspyt, han ordinerede, der virkede ... Katarina, dvs. Sophie, var en lille grim og mager pige, og dertil næsvis. Det prædikat fik hun i hvert fald af Preussens konge (Frederik den Stores far) da hun hævdede ikke at kunne komme til at kysse hans kjolesøm, fordi den sad for højt oppe. Hun var da fire år. Vi har det fra hende selv, men derfor kan det sagtens være sandt - det lyder sandsynligt. Subkektiv vurdering af det intime liv Når jeg så skråsikkert kan udtale mig om sandsynligheden af en længst afdød russisk kejserindes gøren og laden, skyldes det, at jeg i 1990'erne skrev en biografi om hende. Under arbejdet læste jeg naturligvis Henri Troyats 'Katarina den Store' fra 1977. Den forekom mig så god, at jeg var lige ved at opgive mit eget forehavende. Henri Troyat, som blev født i Moskva i 1911 (han lever såmænd endnu) fik Goncourtprisen tilbage i 1938 og blev medlem af Det Franske Akademi i 1959. Men hans syn på verden og kejserinden er immervæk et andet end en selverhvervende dansk kvindes anno 1995. Især når man skal bedømme den voksne Katarinas intime liv, kommer den subjektive vurdering til at spille en stor rolle. For ret beset kan vi kun gætte os til de reelle magtforhold i de meget personlige relationer. Troyats bog udkom på dansk i 1979, og i anledning af 275-års dagen genudgiver forlaget Cicero den i fotografisk genoptryk. (Den kunne nu godt have fortjent en lille redaktionel læsning forinden - jeg fandt to trykfejl i form af overflødige ord på de første 12 sider. Men selv uden en korrektur rummer dette genoptryk såmænd nok færre fejl end mangen en nyudgivelse). Henri Troyat nævner også den store franske indflydelse, den senere kejserinde - igen ifølge hende selv - var udsat for i form af sin elskede barnepige, Babette. Om hende skriver Katarina: »Hun var et mønster på dyd og klogskab; hun ejede en af naturen højmodig sjæl, en dannet ånd og et hjerte af guld; hun var tålmodig, blid, munter, retfærdig og altid ens ...«. Det var livet igennem egenskaber som disse, Katarina satte højt, og hun ville have elsket selv at få det samme eftermæle. Og det gjorde hun faktisk til en vis grad - og ikke helt ufortjent. Når vi lige ser bort fra det med dyden. Den var hun heller ikke kommet langt med ved det russiske hof. Hagen tilbage, Sophie Det er naturligvis meget praktisk at have haft en fransk barnepige og allerede som lille have læst Corneille, Racine, Molière og la Fontaine, når man siden skal korrespondere med Voltaire og bringe oplysningstidens idealer til Rusland. Men Babettes råd var dog også af mere jordnær art: Lille Sophie skulle trække sin hage tilbage: »Hun syntes, den var overordentlig spids, og at jeg, hvis jeg stak den frem, ville støde på enhver, der mødte mig«, skrev kejserinden senere. Hendes franske var let og sludrende og muntert, ligesom hendes russiske også efterhånden blev det. Kejserinden skrev godt, og hun elskede det. Hun skrev fra morgen til aften: propagandabreve til udenlandske korrespondenter - for eksempel Diderot og Melchior Grimm, komedier til opførelse på hofteatret, udkast til en russisk grundlov i oplysningstidens ånd, kærestebreve til de indimellem surmulende eller krævende elskere og siden instrukser for opdragelsen af de to sønnesønner. Den ældste af dem blev siden kejser som Aleksandr I, han regerede under Napoleonskrigene i 1800-tallets begyndelse og skildres af Tolstoj i 'Krig og fred'. Han var af sin farmor blevet opdraget i de nyeste vesteuropæiske principper og standarder for hygiejne, ernæring, frihed, ikke hæmmende beklædning og undervisning. Aleksandr indledte sin regeringstid i 1801 med de bedste og mest progressive hensigter. Forfærdelig mor Men Katarina var en forfærdelig mor. Den søn, hun langt om længe fik, Pavel, blev straks taget fra hende for at blive opdraget til tronarving, og hun begyndte hurtigt at frygte ham som redskab for de fraktioner, der til enhver tid stod parat for at styrte den til enhver tid siddende fra tronen. Her ville han være et velegnet redskab, for han havde som oldebarn af Peter den Store en legitimitet, hun som tysker ikke havde. Han og Katarina fandt aldrig hinanden: Også selv om man ikke fejlagtigt griber til moderne psykologiske mønstre, er den mor-søn-historie hjerteskærende. Hun led ikke synderligt under det og tog revanche med sønnesønnerne, især den ældste, Aleksandr, som hun planlagde at overlade sin trone direkte til - uden om hans far. Sådan kom det ikke til at gå: Umiddelbart efter Katarinas død bemægtigede Pavel sig det dokument i hendes skrivebord, hun havde ønsket åbnet i rådet efter sin død, og kastede det i kaminen. Han blev en uligevægtig, despotisk hersker, og han blev da også myrdet i 1801 - med sin søn Aleksandrs vidende og muligvis medvirken. Men det er en anden historie.