Ligesom Roald Als nu tegner Fogh med stenalderkølle og laksko og Nyrup med cykelhjelm, sådan tegnede Bo Bojesen i sin tid ufravigeligt Danmarks statsminister med en mandolin. I min ungdommelige enfold - jeg var 11, da H.C. Hansen blev statsminister ved Hedtofts død og 16, da Hansen selv døde i 1960 og blev afløst af Krag - opfattede jeg det bare som symbol for, at statsministeren var formand for den særlige version af 'Sangforeningen Morgenrøden', som Bojesen havde gjort til ramme om sit billede af Socialdemokratiet, en afløser for Venstrevikingernes regeringssaga først i halvtredserne. Musiker og digter Århundredet skred, et halvt 'sekel', som den slags hedder i sangforeningerne. Og forleden fik landsfaderen fra mine første teenageår så omsider sin egen biografi - og jeg fik den rigtige forklaring på mandolinen: Hans Christian Svane Hansen kunne »alt efter lejligheden spille med både muskler og mandolin« - som Steffen Heiberg formulerede det i sin anmeldelse her i avisen af »en væsentlig og velskreven biografi«, skrevet af en mand med »nøgternhed og et sikkert jugement« men alligevel »i en vis forstand en lidenskabelig bog«. Hansen var altså virkelig amatørmusiker og desuden lejlighedsdigter: »Fra seklernes morgen der stiger en sang / i vældige rytmer, i dybrolig klang ... dens rytmer gav liv gennem dagen så lang. / Det er arbejdets sang«. Ikke meget nyt Okay, patetisk i ordvalget, selv for datiden - året efter Hansens tiltrædelse bragede Elvis trods alt gennem lydmuren. Men tidstypisk også i sin besyngelse af teknik og fremskridt, allerede med Storebæltsforbindelsen på tegnebrættet: »Når jernskinner gungrer af hastende tog, / og dampen er presset til rasende kog, / når brobuer spændes i vældige drag, / når dunkle tunneler blir sprængte med brag, / da bruser det bredt gennem dagen så lang. / Det er arbejdets sang«. Nyt var det altså for mig, at disse strofer har skaffet Hansen - som den eneste danske statsminister hidtil? - en plads i Højskolesangbogen. Men min uvidenhed er også større end anmeldernes. Flere af dem var nemlig enige om, at Claus Bjørns biografi »ikke føjer meget nyt til billedet af H.C. Hansen«. Sådan skriver Hans Engell i Ekstra Bladet og fortsætter, at Bjørn »spiller først og fremmest op ad Lidegaards Krag-biografi og de mange nedsættende bemærkninger, Krag havde om H.C. Hansen«. Kongelig folkelighed Men »den lille tætte typograf fra Århus« fortjener ikke at stå i skyggen af Lars Mikkelsens skørtejæger fra 'Krøniken', for sidst i 1950'erne var Hansen »den altdominerende socialdemokratiske faderskikkelse«, med venner i alle samfundslag, herunder et forhold »tættere end normalt« til kongehuset og Frederik IX, en anden af tidens amatørmusikere. Også Hansens begravelse blev »kongelig«, husker Engell, og biografien er blevet »velskrevet«, ja, »pæn og letflydende, men man savner de nyheder, der havde givet bogen et pift. Bjørn læner sig for meget op ad kendte kilder - han skulle selv have gravet«. Og her er den fhv. landspolitiker enig med historikeren Mogens Rüdiger, der i Berlingske Tidende anerkender, at »der er al mulig grund til at ... grave i arkiverne, til at komme ind under huden på manden for at forstå ham som person og minister«, men at resultatet er »skuffende«: »Bjørn har skrevet det samme, vi i forvejen vidste om H.C. Hansens liv og levned - plus lidt til« - især om besættelsestiden, forstår man. Rüdiger tilføjer dog også, at »det er første gang, brikkerne samles«, så biografien er »et første skridt på vejen til at bringe forestillingen væk fra de myter om H.C. Hansen, der de senere år er dukket op i det politiske liv«. Helgenkåring Efter sådanne forbehold må Claus Bjørn have åbnet Jyllands-Postens onsdagsudgave med tilfredshed: Den »flittige og velskrivende historiker« har skrevet »et frydefuldt stykke danmarkshistorie og en fremragende biografi«, står der. Anmelderen er Ole Hyltoft, og han er ifølge den redaktionelle præsentation »forfatter og har i årevis beskæftiget sig med Socialdemokratiet, dels som særdeles aktivt medlem, bl.a. som sekretær for Julius Bomholt, dels som partiets systemkritiker«. Anmeldelsen er faktisk et led i denne »systemkritik«: Bjørns biografi er nemlig »skrevet i en stilfærdig polemik mod denne helgenkåring af Krag« (dvs. Bo Lidegaards Krag-biografi, red.), skriver Hyltoft og fortsætter selv knap så stilfærdigt: »Krag var et splittet menneske og en kulturradikaler. H.C. var helstøbt, en folkets søn. Parallellen til vore dages diskussion om folket og intelligentsiaen er åbenbar ... Med Krag i spidsen for Socialdemokratiet forsvinder ånden ud af partiet. Krag er første stadium til det djøf-parti, Socialdemokratiet har udviklet sig til«. Bjørnetjeneste? Tænk, hvis H.C. havde levet og regeret i tyve år til, drømmer Hyltoft: Ritt og Auken »ville i hvert fald ikke have fået så let spil med at udvande partiets gamle idealer ... og der ville ikke have været nogen fodnotepolitik«. Næ, dét må man indrømme, for sin mening om amerikanske atomvåben, f.eks. ved Thule, holdt H.C. Hansen jo i dén grad for sig selv! Hyltoft havde ikke haft noget imod stadig at leve i en tid, hvor »berømthederne hed Gunnar Nu Hansen, Poul Reichhardt, Carl Brisson, Aksel Larsen ... Larsen og hans kommunister var H.C. nådesløs overfor«, noterer O'Hyl tilfreds. »Man bliver varm om hjertet af at læse om dette Danmark, der hang så meget bedre sammen, end vi gør i dag«, konkluderer Socialdemokratiets 'systemkritiker', så han grangiveligt lyder som partiets svar på Morten Korch eller måske snarere bondenostalgikerens nulevende åndelige arvinger. Og dét er netop på dette sted, man kan frygte, at Jyllands-Postens anmeldelse har indgydt Hansen-biografiens forfatter samme lumske mistanke som os andre: Gør Hyltofts hyldest og helgenkåring nu egentlig Hansen og Bjørn en tjeneste - eller snarere en bjørnetjeneste?