Alle anmeldere var enige om, at Leif Davidsens 'Fjenden i spejlet' var spændende. Og at den handlede om samtiden og virkeligheden. Men forventningerne til en god thriller var åbenbart vidt forskellige. »... lidt litterære dikkedarer ville have gjort underværker«, skrev Mette Strømfelt i B.T. Letfordøjelig undervisning »En perfekt roman i sin genre«, lød det fra Politikens Thomas Harder, der glædede sig over disponeringen af den store mængde stof: »Leif Davidsen skal have afleveret en mængde oplysninger til sin læser, dels fordi de er nødvendige, for at romanen kan fungere, dels fordi de er interessante i sig selv«. »Den slags kan nemt komme til at hæmme en romans fremdrift og ikke mindst gøre dialogerne tunge og stive, men i dette tilfælde glider 'undervisningen' og problematiseringerne af demokratiets forhold til sine fjender naturligt og ubesværet ind i helheden«. Århus tur-retur »Kom nu til sagen«, beklagede Jens Andersen sig i Berlingske Tidende efter at have læst 200 sider, før han syntes, spændingen begyndte at stige. I Jyllands-Posten fastslog Lars Ole Sauerberg med modsat fortegn: »Leif Davidsen har skrevet endnu en page-turner i mesterklassen«. Det med læsetiden optog også Lars Bukdahl i Weekendavisen levende. Han foretrak nemlig et afsnit af sitcomserien 'Venner', der »beskæftigede sig med så vægtige emner som barnløshed (Chandler og Monica på fertilitetsklinik) og idealisme vs. at sælge ud (Phoebes hemmelige job i en massagekæde)« frem for Leif Davidsens roman om international terrorbekæmpelse: »Ja, må jeg faktisk bede om Venner, der fodrapt holder stilen og stiliserer samtid sigende og varer lidt mindre end 25 minutter og ikke Århus tur-retur« (i lyntog fra København, red.). Virkelighed Jens Andersen bød Davidsen velkommen til fortsat at »behandle vores nutidsliv og -historie i en eller anden fiktiv form. Det er han ferm til«. Og tilføjede: »Vi får fjendebillederne i øst og vest præsenteret med kritisk brod af såvel USA som forskellige islamiske trosretninger og alle vestens åh-så intellektuelle, som her får på puklen af PET-agent Toftlund: »De havde altid de nemme, ansvarsløse holdninger, tænkte han. De stillede disse abstrakte spørgsmål: Hvor langt kan demokratiet gå for at forsvare demokratiet og stadig kalde sig et demokrati? Så måtte han og andre rydde affaldet op imens««. »Her og dér er der samfundskritisk bid og brod i Davidsens roman, ligesom portrættet af den uortodokse heltinde - den muslimske PET-agent Aisha, som selvfølgelig er akademiker (og scorer Toftlund i Venedig), er veldrejet. Hende ville man godt have set endnu mere i action«. Spænding og samfundskritik »... en sæderoman om det multietniske Danmark«, hed dét hos Lars Ole Sauerberg i Jyllands-Posten, der ikke ønskede sig litterære dikkedarer, men fremhævede de positive politiske budskaber: »Vi har det godt i lille Danmark, takket være USA; vi skal passe på ikke at blive fremmedfjendske i al vores selvtilstrækkelighed, men på den anden side skal vi ikke lukke øjnene for dagens reelle problemer, hverken de storpolitiske eller dem i de større danske byers indvandrerghettoer. Højaktuel spændingsbog med den globale terror som uhyggelig baggrund«. Og netop det politiske fandt Thomas Harder i Politiken særdeles velforenet med det spændingslitterære: »Ikke siden Len Deighton i Berlintrilogien gjorde DDR's økonomiske sammenbrud til en logisk følge af sine personers indsats, har jeg læst en agentroman, hvor fiktion, historie og aktualitet har hængt så godt sammen«. »Personerne er troværdige, og man kan engagere sig i dem, handlingen balancerer fint mellem action og mere dvælende passager, og familieliv, kontorintriger, dansk indenrigspolitik og global terrorbekæmpelse går op i en højere enhed«. Problemer i sengen »De eneste situationer, hvor han for mig at se ikke virker helt overbevisende, er de erotiske (for selvfølgelig er der også kvinder med i Fjenden i spejlet)«. »Men det er til at leve med, ja det er vel nærmest en tradition også i de allerbedste spændingsromaner - altså at niveauet falder lidt, når hovedpersonerne lægger sig ned - og hvorfor brokke sig over farven på glasuren, når resten af lagkagen er så overdådig«, spurgte Peter Dürrfeld i Information. Jens Andersen udtrykte det i Berlingeren på denne vis: »Hvad man kunne ønske sig, var lidt mere litterært vovemod omkring den thrilleragtige form for spænding, der knytter sig til livets erotiske side, som Davidsens personer ellers ikke går af vejen for«. »Men hver gang, de får lov, bliver det ved usexede formuleringer som: »De havde elsket igen, længe og dejligt. Og det var jo rigtig godt«. Her bliver livet nærmest en tørvethriller«.