Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I '72 gik USA i krig mod Sovjetunionen

- med 32 brikker på et bræt. Bobby Fischers kamp mod Boris Spasskij blev et koldkrigsopgør præget af besynderlig opførsel, panik og psykiske sammenbrud.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Dette er verdens værste spiller, der kalder verdens bedste«, lyder det i telefonen 3. juli 1972. Modtageren er Bobby Fischer, 29 år og verdens mest frygtede skakspiller.

Stemmen i røret tilhører Henry Kissinger, USA's nationale sikkerhedsrådgiver. »Amerika har brug for, at du tager over og slår russerne«, siger han.

Problemet er, at Bobby er i New York på et tidspunkt, hvor den officielle åbningsceremoni for det verdensmesterskab, han er udfordrer i, allerede er løbet af stablen. I Reykjavik.

Fischer nægter at rejse, fordi det økonomiske udbytte ikke er højt nok. Først da en engelsk millionær lægger 50.000 pund oven i præmien, tager han af sted - til en match, der ikke blot huskes for banebrydende skak, men nok så meget for nogle nærmest farceagtige optrin.

Koldkrigsmatch
I bogen 'Bobby Fischer Goes to War' har to britiske journalister, David Edmonds og John Eidinow, vendt hver en sten, der er at vende i forbindelse med den legendariske match i 1972, da Fischer vippede den 35-årige Boris Spasskij af pinden som verdensmester og dermed brød 24 års sovjetisk dominans på skaktronen.

Kampen er blevet udlagt som en typisk koldkrigsmatch, hvilket både Henry Kissingers peptalk og det faktum, at russerne anså deres overlegenhed i skak for et bevis på det sovjetiske systems politiske overlegenhed, understøtter.

Men som Edmonds og Eidinow viser, var der også tale om et møde mellem to personligheder, der ikke nødvendigvis passede som hånd i handske med de systemer, de repræsenterede.

Bobby Fischer fremstilles som en psykopat, hvis eneste virkelige talent er skak, mens Boris Spasskij på en gang er et produkt af det sovjetiske system og nyder en stor grad af personlig frihed.

Enspænderen og familiemennesket
Vladimir Nabokov har engang sagt, at der ikke er »noget mærkeligt ved en skakspiller, der er mærkelig. Det er normalt«. Men selv inden for de ret vide rammer, der gives for skakspilleres normalitet, virker Fischer speciel.

Allerede inden kampen mod Spasskij var han kendt for at have en ødelæggende effekt på sine modstandere. Gang på gang havde selv erfarne stormestre følt, at de var i kløerne på en fremmed, fjendtlig magt og var brudt psykisk sammen. Der blev spekuleret i, om Fischers hemmelige våben var hypnose og telepati.

Hvad angår Fischer selv, var han upåvirkelig som en computer. Skak var hans et og alt. End ikke da en ven slæbte ham med som tilskuer til en skønhedskonkurrence, løftede han blikket fra sit medbragte lommespil.

På overfladen er udfordreren og den regerende mester altså så forskellige, som to mennesker kan være: Fischer er den kantede enspænder, der lider af en påfaldende mangel på sociale færdigheder, mens Spasskij er det joviale familiemenneske, der kommer godt ud af det med alle og tillige er en god sportsmand. Én ting er de to dog fælles om: en forkærlighed for penge.

Fornærmelser og krisemøder
For Spasskij har skak betydet en indtægt, der lå væsentligt over den gennemsnitlige russers, siden han som elleveårig kunne købe sin første vinterfrakke for penge, han havde tjent på at spille simultanskak. For Fischer symboliserer penge kontrol, og bliver han tilbudt et beløb, vil han altid have det dobbelte. Eller mere.

Penge er dog ikke det eneste, der kan få den excentriske amerikaner på barrikaderne. Ikke så snart er han landet i Reykjavik 4. juli, før de islandske arrangører står med nye problemer. I forvejen har de måttet kæmpe hårdt for at få placeret matchen i Reykjavik, og de har tilpas megen økonomi og prestige i klemme til at kunne presses af stadig mere ublu krav fra Fischers side.

Allerede inden matchen har man taget hensyn til hans ekstreme følsomhed over for lyd og lys. Man har efterkommet hans ønsker til brættets farve, skønt det betød, at et allerede specialfremstillet bræt måtte kasseres. En særlig stol er blevet indforskrevet fra USA.

Men da Fischer ved lodtrækningen om, hvem der skal begynde med de hvide brikker, vælger ikke at møde personligt op, men blot sender sin sekundant, bliver den ellers så tålmodige Spasskij fornærmet og forlader lokalet. Et hav af krisemøder og en undskyldning fra Fischer senere kan matchen endelig gå i gang 11. juli.

Kameraerne larmer
Spasskij vinder det første parti, men som taber har Fischer en undskyldning parat. Islændingene har solgt filmrettighederne til en vis Chester Fox, hvis kameraer ifølge Fischer larmer.

Han protesterer og dukker ikke op til det andet parti 13. juli, selv om vejen mellem hans hotel og Reykjaviks nationalteater er ryddet, og der står en politibil klar til at transportere ham. Spasskij sidder alene på scenen, da kamplederen Lothar Schmid - i hvad han siden har beskrevet som et af sit livs værste øjeblikke - klokken 18 må erklære Spasskij for vinder.

Det afføder en øjeblikkelig protest fra den amerikanske lejr. Fischer har klaget over tv-kameraerne, ergo er han ikke kommet for sent. Det store spørgsmål er ikke længere, om Fischer vil dukke op, men om han vil rejse igen.

Endnu en gang må Henry Kissinger rykke til undsætning. Han ringer til Hotel Loftleidir i Reykjavik og overtaler den stærkt antikommunistiske Fischer til at spille videre: »Du er vores mand mod kommierne«, siger han.

Dyrisk kraft
Selv om målinger i salen ikke kan registrere kameralyde, der er bare tæt på at kunne opfanges af det menneskelige øre, går Spasskij med til at spille matchens tredje parti i et afsidesliggende lokale, der normalt bruges til bordtennis.

Da Fischer opdager et kamera, der skal transmittere partiet til det tusindtallige publikum i salen, går han helt agurk og farer omkring og tænder og slukker for lokalets kontakter. Spasskij hidser sig også op og vil have spillet flyttet tilbage til salen. Det ender med, at den panikslagne kampleder må gribe fat i begge spillere, presse dem ned i deres respektive stole som to små drenge og starte uret.

Det er 16. juli 1972. Matchen er reddet, men efter dette tredje parti bliver Spasskij aldrig den samme. Fischers 11. træk er et chok, et helt nyt træk. Dramaet foregår endelig på brættet, og da Spasskij efter en nats pause åbner Fischers forseglede træk, opgiver han på stedet.

Fischer har vundet sit første parti, og al erfaring viser, at han nu vil bide sig fast. Spasskij er rystet. Han har hidtil idealiseret Fischer, som han synes er en fantastisk dygtig spiller, men nu ser han også noget dybt foruroligende, noget han bedst kan beskrive som dyrisk.

Skak er kunst
Ifølge David Edmonds og John Eidinow opstår genialitet i skak som en magisk blanding af logik og kunst. Modernisten Marcel Duchamp (ham med pissekummen, der kom på museum) konkluderede ud fra sit bekendtskab med både kunstnere og skakspillere, at »mens det ikke er alle kunstnere, der er skakspillere, er alle skakspillere kunstnere«.

Det har bl.a. noget at gøre med blikket. Hvor almindelige mennesker bare ser en masse brikker på et bræt, ser den gode spiller diagonaler, linjer og latente muligheder. I visse situationer kan en stormester endda intuitivt føle, hvad der vil være det rette træk.

Man skal dog ikke undervurdere betydningen af skakteori, som er til stor hjælp for både verdensklassespillere og mere almindelige klubspillere. Da Aleksandr Alekhine var verdensmester i 1930'erne og 1940'erne, var åbningsteorierne udviklet frem til træk 9 eller 10, hvorpå spillet kunne tage en ny retning. I de tidlige 1970'ere, da Fischer og Spasskij spillede, var de første 15 træk kendte.

I dag kan skakeliten - bl.a. med hjælp fra computerteknologi - spille 25 træk eller mere og stadig genkende stillingen efter hvert træk - enten fra et spil, spillerne selv har spillet, fra myriaderne af offentliggjorte partier på nettet eller fra deres egne private analyser.

Verdensmestrene
For at vise hvor stor en udvikling skakspillet har gennemgået i de seneste 150 år, er Garry Kasparov, der var verdensmester fra 1985 til 2000 og regnes for en af de allerbedste spillere nogensinde, begyndt at udgive et mammutværk om sine forgængere på skaktronen.

Der er planlagt fem bind til udgivelse, og foreløbig har de to set dagens lys. Bøgerne er fyldt med partier, som analyseres vidt og bredt bl.a. med hjælp fra computerprogrammer, og det er analyser, der kan fremtrylle stjerner i øjnene på skakentusiaster. Her er en guldgrube til års studier - med et væld af nye varianter til allerede kendte partier.

Kasparovs tese er, at de bedste skakmestre fra hver epoke har været tæt knyttet til værdierne i det samfund, de levede i. De har hver især bragt en speciel stil til brættet og beriget spillets teori med nye ideer, men har også efter tur måttet sande, at selv verdensmestre forkalker og må vige pladsen for en efterfølger.

Kasparov fremhæver Bobby Fischer som en af de få, der har revolutioneret spillet, men nærmere detaljer om hvordan afventer et senere bind. Foreløbig er Kasparov kun nået til Mikhail Tal, der var verdensmester fra 1960-61.

Skak frem for baseball
Det kan i øvrigt undre, at David Edmonds og John Eidinow har valgt ikke at gengive et eneste parti fra kampen mellem Fischer og Spasskij i sin helhed. Deres styrke er skildringen af personerne og tiden, og de har været så grundige i deres research, at de kan grave spændende familiehemmeligheder ud af gamle FBI-rapporter om Bobby Fischers mor. Men for skakentusiaster kan de manglende partier ikke undgå at virke som et minus.

Opgøret i Island ændrede amerikanernes forhold til skak. Før den sindsoprivende match blev skak ikke regnet for noget særligt i USA. Det var et spil, der hørte hjemme i skumle baglokaler.

Men Fischer gjorde skak til forsidestof på New York Times. Der blev sendt analyser på tv, hvor Fischer gang på gang tog fusen på tv-værterne med træk, de ikke har tænkt på. En undersøgelse viste, at 18 ud af 21 barer havde fjernsynet indstillet på skakprogrammet. Kun 3 viste baseball.

Efter knockouten i bordtennislokalet veksler matchen mellem remiser (dvs. spil, der ender uafgjort) og sejre til Fischer. Nogle sejre skyldes mærkelige fejl fra Spasskijs side, andre, at Fischer spiller genialt. 6. parti er så fantastisk, at selv Spasskij klapper ad sin modstander.

Publikumsallergi
Efter det 16. parti, hvor spillerne stædigt hænger ved, 30 træk efter at alle andre ville have taget remis, trækker Fischer endnu en gang sin publikumsallergi op af hatten og forlanger de første syv stolerækker fjernet. Arrangørerne går med til at afspærre tre. Det bliver for meget for russerne. De smider en bombe, der er gået over i skakhistorien:

Spasskijs sekundant, Efim Geller, går til pressen med anklager mod amerikanerne for at bruge »ikkeskaklige metoder til at svække mesteren«. Han citerer forlydender om, at der anvendes elektronisk udstyr eller kemiske stoffer til at påvirke Spasskij.

Det skulle især dreje sig om Fischers specialbyggede stol og den særlige scenebelysning. Geller anmoder kamplederen og arrangørerne om at få hallen undersøgt. Der tages prøver af stolenes overflade, som viser sig at være helt identiske, og Fischers stol bliver røntgenfotograferet - hele to gange.

Første gang er der et underligt rørformet objekt i den. Anden gang er objektet væk. Dette er aldrig blevet forklaret. Edmonds og Eidinow antyder, at det rørformede objekt kan være anbragt af KGB for at kaste mistanke på amerikanerne.

»Død over USA«
Men uanset at Gellers anklager ikke tages til efterretning, og de amerikanske medier gør grin med dem, mener de sovjetiske deltagere den dag i dag, at der blev brugt beskidte tricks mod Spasskij. Hans daværende kone, Larisa, fortæller, at hun knap kunne genkende sin mand, da hun ankom til Reykjavik. Spasskij følte sig omtåget og sov dårligt i sin seng på hotellet.

Hans tilstand bedredes markant, da ægteparret flyttede væk fra hotellet (en flytning, Larisa beskriver som en flugt) og hun begyndte at lave mad og kaffe til ham. Men han kunne stadig blive ramt af pludselig svaghed. At en kemisk forgiftning var mulig, vidste KGB i øvrigt bedre end nogen, for de brugte det selv.

Selve matchen ender ikke med en spektakulær knockout, men med en formel meddelelse. Spasskij giver op over telefonen og går dermed glip af publikums anerkendende klapsalver. Han taler i øvrigt stadig udelukkende pænt om Bobby Fischer, som var verdensmester frem til 1975, da han trak sig, fordi han ikke kunne få opfyldt sine krav til titelkampen mod udfordreren Anatolij Karpov.

Siden har han levet en tilbagetrukket tilværelse og er i stigende grad blevet sær. Hans glødende had til kommunister og jøder er intakt, men hadet rettes nu også mod amerikanere. 11. september 2001 skreg han: »Død over USA« i filippinsk radio, hvor han jævnlig optræder.

Drømmen om omkamp
Spasskij og Fischer spillede endnu en match i Jugoslavien under krigen i 1992. Hermed brød Fischer FN's sanktioner og skaffede sig en amerikansk arrestordre på halsen. Det står ikke helt klart, hvor i verden den 61-årige Fischer opholder sig nu.

Fansitet www.bobbyfischer.net rapporterer, at han er blevet spottet i Filippinerne, Ungarn, Brasilien, England og senest i Japan.

Fischers mærkesag er i dag fænomenet 'tilfældig skak', hvor brikkerne på bageste række blandes inden start for at tvinge spillerne til at give slip på det omfattende teoriarbejde og tænke hvert spil fra grunden.

Han drømmer om at møde Spasskij endnu en gang, denne gang i 'tilfældig skak'. Spasskij har fortalt Edmonds og Eidinow, at han er med på ideen. Bare for sjov.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden