Egentlig havde Helmut Kohl besluttet, at han ikke ville skrive sine erindringer. Han ville nøjes med at læse, hvad andre huskede om samme tid og samme begivenheder. Men hvad han dér læste, harmede ham - sådan var det jo slet ikke gået til, han havde dog selv været til stede. Derfor greb han omsider pennen, eller rettere mikrofonen, for at diktere sin version af fortiden. Nu foreligger første bind af den gamle kanslers erindringer, men det er nu andet bind alle venter på. Det, der vil berette om hans storhed og fald. Første oplag revet væk I første bind har han haft brug for 600 sider til at gennemgå sit liv, fra han lå i vuggen, til han i 1982 endelig, efter sej, vedholdende kamp, nåede sit høje mål: at blive Tysklands kansler. På sidste side ser man hans hustru, Hannelore, omfavne ham i sejrens stund. Magen til happy end må det være svært at nå frem til i andet bind. Det skal udkomme på hans 75-års dag i 2005, så betids, at det kan lanceres på den årlige bogmesse i Frankfurt am Main. Det kaldes timing. Første oplag af første bind er på 85.000 eksemplarer, og de var væk på ingen tid. Andet oplag på 35.000 er i trykken. Men forgængeren Helmut Schmidts erindringer blev solgt i hen ved 600.000 eksemplarer, så der er lang vej til en rekord. Og som Kohl betror os i første bind, så har han altid »gerne villet være den første og ikke den anden«. Den lille sorte bog Erindringerne har han tilegnet sin afdøde hustru. Uden hendes tilskyndelse var han ikke gået i gang med værket. I sit afskedsbrev opfordrede den dødsmærkede livspartner ham til at »kæmpe videre, også for min skyld«. Det udlagde den efterladte som en appel om at give sin version af et omstridt liv. Da Kohl præsenterede sin nye bog for pressen, bemærkede han, at »historieforfalskerne rykker frem over en bred front«. Han sigtede dermed på dem, der befatter sig med at granske i hans liv og politiske betydning. »Legendemagere« kalder han dem gerne. Kohl, der af fag er historiker, gør dog fornuftigvis opmærksom på, at hans erindringer ikke må opfattes som en historiebog. Han har blot villet beskrive, hvordan verden tager sig ud set gennem hans briller. Sensationer har han ikke at byde på. Berliner Zeitungs anmelder konstaterer, at forfatteren »ikke har puttet nogen sætning ind i computeren, som man ikke allerede har hørt hundrede gange før«. Om opvæksten i et gudfrygtigt, katolsk hjem i middelstanden. Om krigen, som han oplevede som teenager, mens en ældre bror faldt. Om hans tidligt vakte interesse for politik (han meldte sig ind i CDU som 16-årig). Om hans præcist anbragte trin op ad magtens stige. Det såkaldte Kohl-system får man naturligvis også et indblik i. Det vil sige hans systematiske, minutiøse bogholderi over venner og fjender. Hver ytring, i den ene eller den anden retning, blev ført til protokols i en lille lommebog i sort bind. Ved passende lejlighed blev der betalt tilbage, enten med en forvisning til et politisk ørkenfort eller med et skulderklap og en endnu højere tillidspost. Fuldt legitimt i et demokrati, skriver Kohl, for politik fordrer flertal, og flertal får man ikke uden allierede. Enorm fortrængning Man taler ofte med benovelse eller respekt om Kohls 16 år som kansler og overser derfor let, at han desforuden var sit partis formand i intet mindre end 25 år! Hvilket gav ham en magtfylde som ingen anden politiker i det nye Tyskland. Fornøjelig er skildringen af, hvordan den konservative bladkonge Alex Springer opsøgte ham i et forsøg på at snakke ham fra at stille op som kanslerkandidat. Springer, der var sendt i byen af Kohls evige rival, Franz Josef Strauss, talte i begejstrede vendinger om, hvilken mageløs førstedame Hannelore ville være - i præsidentpalæet. Som om nogen jordisk magt ville kunne flytte Helmut Kohls blik væk fra Kanzleramt, dér, hvor magten lokkede. Ellers er der langt mellem snapsene, og i sproget høres sjældent vingeslag af en ørn. Om Hannelore: »Uden en så storslået kvinde ved min side ville mine politiske præstationer og succeser aldrig have været mulige«. Indtil videre har kun Frankfurter Allgemeine Zeitung, organet for tænkende konservative, fundet årsag til beundringsudbrud. I den modsatte ende af den politiske skala finder taz i Berlin, at »dette menneske fortsat har en enorm styrke til at fortrænge«. Fortrænge nederlag, fortrænge fejlskøn. Tvivl synes aldrig at have plaget ham. Utåleligt for CDU Første bind af erindringerne kommer på et tidspunkt, da Helmut Kohl allerede er på vej ud af den isolation, der ramte ham efter skandalen omkring CDU's 'sorte kasser'. Han indrømmede dengang, hårdt presset, at anonyme velgørere havde betalt store beløb, der blev brugt til at finansiere valgkampe. Men afsløre dem ville han ikke. Han havde jo givet dem sit æresord på, at de for altid ville forblive ukendte. For CDU var det en utålelig situation, og det kom til et brud med den ellers så urørlige formand. Men nu synes sårene at være lægt, i hvert fald blev han modtaget med demonstrativt bifald, da han ved årsskiftet dukkede op til en fest i partiets parlamentsgruppe. Men de 'sorte kasser' bliver han nødt til at vende tilbage til i andet bind. Og hvad vil han skrive om Margaret Thatcher og Francois Mitterrand, der begge var slemt lorne ved udsigten til et genforenet, langt større Tyskland? Den genforening, som Kohl med rette betragter som sit hovedværk.