Jeg var i Oslo i anden anledning, men pludselig sad min kone og jeg i Nationaltheatret omgivet af 600 larmende børn og ventede spændt på, at tæppet gik op. Vi var kommet forbi teatret og havde til vores store forbavselse set, at de netop dén dag spillede et af norsk dramatiks største værker. Ikke tørvetrilleren Ibsen, men ganske enkelt Thorbjørn Egners 'Dyrene i Hakkebakkeskoven'. Jeg tror, at alle fra min generation, der voksede op i 1960'erne, har et ganske særligt forehold til dén forestilling, primært på grund af en 10-tommers grammofonplade. Hvis man vækker min kone midt om natten, kan hun uden forberedelse gengive lange passager fra denne nyklassiker fejlfrit og med højt humør. Og jeg er sikker på, vi til en fest med gode venner kunne synge de fleste sange i kor uden teksthæfte. I hvert fald både 'Peberkagesangen' og 'Bamses fødselsdag'. Sådan nogenlunde, i hvert fald. Hvor meget peber var det nu? På pladen optrådte Hass Christensen som Mikkel Ræv, Poul Thomsen som Bagermester Harepus og Susse Wold som den guitarspillende dovenlars, Klatremus. Det kan jeg huske, jeg syntes, var lidt mærkeligt, for hun var jo en kvinde, men nu kan jeg slet ikke forestille mig sangene og replikkerne med andre fraseringer end hendes. 'Dyrene i Hakkebakkeskoven' havde faktisk verdenspremiere i Danmark med denne besætning. Grammofonpladen var en optagelse fra Det Ny Teaters forestilling fra 1962. Dansk forbillede Forfatteren Thorbjørn Egner, som døde juleaften 1990, havde i det hele taget noget med Danmark. I den lille fine erindringsbog 'Et selvportrett' fortæller han om, hvor meget hans tid i København lige efter Anden Verdenskrig kom til at betyde for ham. Især det danske lune faldt Egner for. »De fleste danskere har ofte en venlig og underfundig måde at sige tingene på«, skriver han. »Det burde vi herhjemme lære noget af. F.eks. stod jeg engang på Kongens Nytorv og ventede for rødt lys. En dame gik dog bare over for rødt. En kæmpe lastbil standser med hvinende bremser for ikke at køre hende ned, men den danske chauffør ruller blot vinduet ned, stikker hovedet ud og siger: »Undskyld, lille frue, skal jeg køre Dem til øjenlæge?««. Egner fortæller, at især 'Folk og røvere i Kardemommeby' bygger på dette særegne danske lune, og at han især har gjort Politimester Bastian dansk. Jeg synes nu også, jeg kender et par Tante Sofie-agtige typer inden for landets grænser. Og herhjemme har teaterversioner i Jesper Kleins fantastiske udgave spillet hvert efterår i nu 25 år. Sukker og grønt Thorbjørn Egner blev født i 1912, og allerede som barn var han et multimenneske. Han spillede, komponerede, sang, tegnede, malede og skrev historier, og da han var færdig med folkeskolen vidste han da heller ikke, hvad han ville være. Han havde lyst til det hele. Han gik to år på Statens Kunst- og Håndværkerskole og arbejdede derefter flere år som tegner og dekoratør på et stort reklamebureau i Oslo. Samtidig skrev han småhistorier, viser og vers om Truls og Kari til Illustrert Familieblad. Lige før krigen udkom hans første børnebog, og samtidig med krigens udbrud valgte Egner at blive hjemmegående forfatter og tegner. Han var gift og havde to børn, og som med de fleste klassiske børnebøger blev Egners mesterværker også skabt for hans egne børn og senere børnebørn. Efter krigen blev han fast leverandør af hørespil, viser og historier til norsk radios børnetime. Kendte sange som 'Sørøvervise', 'Lille Hoa som var en hottentot', 'Dyrene i Afrika' og 'Muntre musikanter', som alle er indspillet på dansk med Buster Larsen. Og det var til radioen, han i slutningen af 1940'erne skabte den første af sine helt store klassikere, nemlig 'Karius og Baktus'. Inspirationen var hans egen barndom. Egners forældre havde en købmandsforretning, og som lille elskede han at være i butikken, men det brød forældrene sig ikke om, og de gav ham en karamel for at holde sig væk. »Jeg holdt mig væk mange gange hver dag«, som han skriver i 'Et selvportrett'. Lysten til søde sager fulgte ham langt op i livet, men »Heldigvis blev jeg gift med min kone, for hun var fornuftigere end mig på alle måder, og hun var glad for frugt og grønsager og groft brød, og derefter blev også jeg et bedre menneske«, skriver han selvironisk. Karius og klatremus 'Karius og Baktus' blev skrevet for at more børnene, men selvfølgelig også for pædagogisk at opdrage børn til at børste tænder. 'Karius og Baktus' optrådte først i radioen og udkom som bog i 1949. Bogen er blevet udgivet over hele verden. I Afrika, USA, Kina, Japan - og selvfølgelig Danmark. Faktisk fik Egner i 1975 tildelt Dansk Tandlægeforenings ærespris. Ud over arbejdet med børneudsendelserne og sine egne bøger havde Egner tid til at oversætte og genfortælle flere udenlandske børnebøger. Bl.a. 'Peter Plys' ('Ole Brumm'), Astrid Lindgrens 'Karlson på taget' og Hugh Loftings 'Doctor Doolittle' ('Doktor Dyregod'). Fra 1950 til 72 lavede han endvidere 16 bind med læsebøger til grundskolen fra 2. til 9. skoleår - og sammen med blandt andre forfatteren og sangeren Alf Prøysen samlede og illustrerede han tre bøger med viser, en slags norsk pendant til 'Lystige viser'. Det er vel især 'Karius og Baktus', 'Klatremus og de andre dyr i Hakkebakkeskoven' samt 'Folk og røvere i Kardemommeby', som Egner for altid vil blive husket for. Tre geniale historier på højde med Astrid Lindgrens bedste. Geniale som bøger og fantastiske som teaterstykker. Noget af det særegne ved Egner er, at han på en gang er moralsk og forholder sig ironisk til moralen. Selv om alle bliver venner til sidst, og selv om Kasper bliver brandmajor, så skal vi jo ikke glemme, at han er røver. Og selv om Mikkel Ræv lover at opføre sig ordentligt, så glider der nok en skinke ned alligevel. Hvorfor skal man græde Den nye teaterudgave af 'Hakkebakkeskoven' på Nationaltheatret i Oslo har genbrugt Egners kostumer og kulisser, fra da han i 1966 selv satte stykket op på teatret, og det er da klart, at der er megen nostalgi og barndomsprojektion forbundet med stykkets nuværende succes. Forældre og bedreforældre hyggede sig tydeligvis lige så meget som børnene, og flere havde slæbt deres alt for små børn med som alibi for selv at sidde og råbe advarende til Klatremus, når Mikkel Ræv sniger sig ind på ham. Min kone var lidt skuffet. Hun syntes vist de mere end to timer var lige i overkanten. Hendes plade derhjemme kunne klare det hele på 28 minutter. Og så tror jeg, det generede hende, at flere af de replikker, hun plejer at optræde med - »Årh for pokker, Musen har narret mig!« er mundheld hos os - var helt anderledes i den originale norske version. Jeg fik til gengæld en åbenbaring. Ganske enkelt. Og mine åbenbaringer bliver ofte til besættelser. Jeg måtte ganske enkelt eje alt af Thorbjørn Egner, og det skulle være nu! Desværre var samtlige forretninger lukket, da forestillingen var færdig, så vi gik i stedet på restaurant og brød bevidst anden paragraf i Hakkebakkeskov-loven. Da jeg mandag morgen gik rundt i Oslos gader og ventede på, at forretningerne åbnede, skete der noget magisk. Jeg gik nede ved havnen langs Aker Brygge op mod det imponerende rådhus, da klokken slog 10, og rådhusklokkerne pludselig begyndte at spille en melodi. Jeg syntes, jeg kendte den, men kunne ikke lige sætte navn på. Det var vel Grieg eller noget. Pludselig genkendte jeg tonerne. Det var jo 'Klatremusens vise' fra 'Hakkebakkeskoven'. Det ville vel svare til, at rådhusklokkerne i København spillede 'Den lille frække Frederik', hvad jeg bestemt synes, de gør alt for sjældent. Så på vej hen til boghandlen for at finde alle Thorbjørn Egners bøger kunne jeg med klokkespillet nynne »Jeg elsker fest og glæde Og ost og flæskesteg Og hvorfor skal man græde Når man kan more sig? Faldarulalej!«