Det er ham digteren, der synes, det er synd for dyrene, tænker yngre læsere måske ved meddelelsen om, at Thorkild Bjørnvig er død. For han fik sin anden ungdom - og kontakt med en idealistisk ungdom - da han begyndte at skrive noget, han kaldte 'miljødigte', som de hedder i undertitlerne til 'Delfinen' fra 1975 og 'Abeguder' fra 1981. Den økologiske iver er en streng, der i virkeligheden blev berørt tidligt i forfatterskabet, med et vellykket digt fra 1959 om lappedykkeren, der er blevet fedtet ind i en olieplet. Men det kan ikke skjules, at strengen mistede sin spænding, som årene gik, med linjer som »Hvad er Tvind? Det er bl.a. / eksperimentet, / ingen regering har støttet«, som det hedder et sted i 'Abeguder', i strid dels med sandheden, dels med skønheden. Uanset hvor velment Bjørnvigs økologi var, er det næppe hans omsorgsdigte, der bliver stående. Det er de tidlige digte, fra årene omkring gennembrudsbogen 'Anubis', og de sene, fra den 75-åriges vidunderlige 'Siv vand og måne', der bærer vidnesbyrdet om, at Thorkild Bjørnvig var en af de store digtere i dansk litteratur. Ræsonnør var han også. Der er guldkorn spredt rundt om i hans essays. Men det er den unge og den gamle mands digte, der gør, at Bjørnvig ikke bliver glemt, så længe der er nogen, der læser dansk litteratur. Himmelstræbende temaer Den 29-årige Bjørnvigs debut med 'Stjærnen bag Gavlen' slog ham med det samme fast som et talent, der både kunne tindre og trampe. Et suverænt greb om håndværket, klassiske rim og rytmer, himmelstræbende temaer. Akademisk uddannet var han også, med både århusiansk magistergrad og københavnsk guldmedalje. Og allerede året efter var han medredaktør af 'Heretica', tidens hovedorgan for digtere, præster og lærere. Så kom, efter otte års forskellig litterær virksomhed, 'Anubis', som er uden sidestykke i både Bjørnvigs samlede forfatterskab og dansk litteratur. Den er det blandt andet ved at rumme digte af ekstremt forskellig længde og genre. Her er lange episke beretninger på vers som 'Sejdmændende på skratteskær' eller et portræt af den Kim, nazisterne havde henrettet. Men her er også lyriske lynskud som det præcise 'Jalousi'. Eller 'Samtale', med en førstelinje, der gik rent ind på hans unge læsere: »Vort Liv: en Optakt til Ting, som aldrig vil ske«. Året var 1955. Det var endnu før etiketten 'den tavse generation' var blevet hæftet på tiårets unge. Men selv om han ikke var en af dem, var det deres tavshed, han brød. Skønt han allerede var ældre, formulerede han en ung stemning af eksistentiel alvor og brændende forventning. Han havde ikke sit idol Morten Nielsens selvfølgelige ungdommelighed, men han besad forgængerens evne til at skildre det øjeblik, der er fyldt af fravær, fordi det er klemt inde mellem noget, der er forbi, og en begyndelse, der ikke vil komme. Tidevandet, der langsomt og ubønhørligt stiger op til munden på de sejdmænd, der er dømt til at stå på et nøgent skær og vente på, det sker, er et af bogens uforglemmelige billeder på tilstanden. Filosoferende prosaist Så var tiden inde for Bjørnvig til at træde frem som filosoferende prosaist. Hans tænkning bestod som regel i, at han pejlede sig frem mellem to forskellige eller ligefrem modsatte begreber, som han så brugte til at kortlægge landet ind imellem eller spændingen mellem dem. Man kan se det af essaytitler som 'Natur og Naturløshed', 'Uret og Raketten', 'Intethed og Form', 'Bogen og Larmen', man kunne blive ved. Afvigelsen er kun det essay, hvis titel er identisk med bogens, en næsten lyrisk hyldest til 'Sjælens sande Livselement', det mest Bjørnvig'ske af alle øjeblikke: 'Begyndelsen'. Det dybsindigste af hans tidlige essays er hans studie i 'Den æstetiske idiosynkrasi', det øjeblik hvor hæmningsløs irritation over en detalje sætter al etik over styr. Det øjeblik kunne han som få fremmane og ræddes ved. En roman blev det aldrig til, men der var mere prosa i ham. Som ung havde han opnået et nært forhold til to af tidens mest fejrede digtere. Det blev til henholdsvis en tung doktordisputats om Martin A. Hansens forfatterskab, 'Kains alter' og et let - og lettere rystende - bekendelsesskrift 'Pagten', Bjørnvigs bidrag til den omfattende kultlitteratur om K. Blixen privat. Ifølge bogen indgik de to en aftale om, at han med hende som vejviser skulle forsage alt jordisk, inklusive kone og barnevogn, for at samle sig om at skrive af den ene grund, at »De skylder Guderne et Svar«. Det står ikke helt klart, om Bjørnvig ved mange år efter baronessens død at røbe pagtens eksistens forrådte den eller fuldbyrdede den. Om det altså var en del af hendes plan med ham, at han også skulle skrive den bog. Fin oversætter Modernismens og de urimede poesiers sejrsgang var ikke godt for Bjørnvig. Men han holdt på sit. Det var blandt andet hans beherskelse af det klassiske digteris håndværksdyder, der gjorde ham til en fin oversætter af poeter som Benn, Rilke og Hölderlin. Den gammeldags retskrivning opgav han nølende 10-15 år efter at den var afskaffet, men sin brug af faste versformer opgav han sent. Det var andre sider af 1960'erne, han kom i møde. Han ræsonnerede om beatpoesi i 'Opgør med Neonguden'. Og så tog han altså parti for naturen. Engang fulgtes jeg med Thorkild Bjørnvig gennem det fine Frick Museum i New York. Vi så på Gainsborough og Constable og, se, sagde han og pegede på et 1700-tals billede af en engelsk landsby, se, hvor mange træer, der var dengang. Da vi kom ud på Fifth Avenue, drog han et dybt suk og sagde: »Jeg tror folk i byen hader træer!«. Det var måske ikke det mest oplagte sted at sige det, for vi stod og gloede ind i Central Parks ocean af klorofyl. Men der er ikke tvivl om, at hans kærlighed til naturen var lige så ægte som hans overbevisning om, at hans samtidige, specielt dem i metropolerne, hadede den. Den kosmiske følelse, stjernen bag gavlen havde sat i ham fra de unge år, så han direkte videreført i sit forhold til træer og dyr. Men det var nu forholdet til menneskene, og specielt til ham selv, der afsatte den bedste poesi. I 'Figur og Ild' arbejdede han videre med både lange versfortællinger og versportrætter af store mænd - og med den faste skabelon formet over to modsatte begreber som de to ord i titlen. I ungdomsoprørets år 1968 så Bjørnvig den anden vej og skabte et højdepunkt af selvransagelse, det sammenhængende forløb af digte i 'Ravnen'. Øjeblikket og tidens ubønhørlige gang Bjørnvigs element var erindringen. Han ejede en sjælden evne til at fastholde det svundne og mindes begyndelsen lyslevende, efter at den var slut. I sin alders 75. år smeltede han denne evne sammen med sine to hovedtemaer fra de bedste digte, kærligheden og døden. I 'Siv vand og måne' lykkes det sjældne for Bjørnvig at holde fast i både øjeblikket og tidens ubønhørlige gang mod afslutningen. »Nu skal jeg rejse og vide at bølgerne bruser / også uden mit nærvær« hedder det usentimentalt i 'Afsked med Hebriderne'. »Solsortfløjtet og aftenstjernen« skriver han i et andet digt, helt uden falbelader. Digteren beder dem om henholdsvis at synge og lyse for ham »her / hvor verden uvist ender / og mørket begynder«. Ikke mere. Og ingen tårer. En vinterdag i 1959 holdt Bjørnvig et foredrag for de danskstuderende på universitetet. Emnet var hans gådefulde digt 'Anubis', om den egyptiske gud med menneskekrop og sjakalhoved, der har til opgave at veje de dødes hjerte. Foredraget blev optaget på bånd, jeg har en udskrift og kan se, han sagde, at »hjertet skulle være ufortæret af anger«. Et sådant hjerte havde Thorkild Bjørnvig. Han gik gennem et turbulent liv på en sært uberørt måde, sommetider udfordret af de mærkelige ting, der skete omkring ham, men altid inderst inde sikker. Måske var det det, Karen Blixen havde lært ham. Med en ro som på det gamle kinesiske billede, han skildrer i titeldigtet fra kulminationsbogen af en fisker, der sover i sin båd på vandet mellem sivene, under månen. Nu er han forsvundet, ind i billedet. Men billedet, alle billederne, står der og bliver stående.