James Joyces 'Ulysses' er et af litteraturhistoriens største værker og uden tvivl det sidste århundredes mest indflydelsesrige bog. Men det er også en af de bøger, som kun de færreste har læst til ende. Det har den irske forfatter og Booker Pris-vinder Roddy Doyle gjort, og det mener han ikke, var hans tid værd. Den bekendelse lod Doyle, forfatter af populære romaner som 'The Commitments' og 'Paddy Clark Ha Ha Ha', falde foran et forbløffet publikum i New York i forrige uge, hvor New York University lagde hus til et symposium om Joyce i anledning af mesterens fødselsdag tidligere på måneden. Og det var ikke nok med det. Doyle mente også, at en redaktør skulle have luget ud i 'Ulysses'' vildtvoksende sætninger og have sat en stopper for dens mangelfulde tegnsætning: »'Ulysses' kunne godt have brugt en god redigering«, fastslog han om bogen, der ikke bare betegnes som Joyces, men hele den irske litteraturs verdensgennembrud. Tragisk spild af tid Men Roddy Doyle forklarede den fremmødte flok Joyce-forskere, at 'Ulysses' slet ikke fortjener sin fejrede position som modernismens hovedværk: »Alle sætter 'Ulysses' på deres top 10 over verdens bedste bøger, men jeg tvivler stærkt på, at nogen er blevet bevæget af den«. Dertil mente Doyle ikke, at det stod meget bedre til med, hvad der karakteriseres som Joyces andet hovedværk 'Finnegans Wake', som Doyle kun nåede tre sider ind i, inden han måtte opgive ævred: »Jeg har kun læst tre sider af 'Finnegans Wake', og det var et tragisk spild af min tid«. I dagene umiddelbart efter Doyles forestilling for et mindre akademisk publikum bredte hans udtalelser sig som lynild til alle engelsksprogede aviser, hvis overskrifter anførte, at nu havde Irlands største nulevende forfatter angrebet og tilsmudset Irlands - måske verdens - største forfatter. Udskældt i samtiden James Joyce er dog vant til både smuds og tilsmudsning. I hans levetid fik hans bøger ikke stor opmærksomhed, og den opmærksomhed, de fik, satte ikke salgstallene i vejret. 'Ulysses' blev nemlig ved sin udgivelse i 1922 forbudt ikke alene i hans strengt katolske hjemland, men også i resten af England, der ikke var klar til at læse om hovedpersonernes lystige tanker og handlinger, som de udspillede sig på hin junidag i 1904. Det er derfor ironisk, bemærker kulturkritiker og litteraturprofessor Terry Eagleton i The Guardian, at den af samtiden så udskældte bog nu »betragtes med hellig ærefrygt«. Joyce opfanst ikke den irske accent Senere på ugen forklarede Roddy Doyle da også i et uddybende interview med The Sunday Tribune, at det var den hellige ærefrygt, der omkranser Joyces værker, snarere end værkerne selv, han ikke kunne klare: »Hvis du er forfatter og bor i Dublin og skriver en god dialog, så tror alle, at det er noget, du har taget fra Joyce. Som om Joyce ejer hele sproget, som det tales i Dublin! Han opfandt altså ikke den irske accent. Hvis man er irsk forfatter, træder man automatisk ind på hans territorium, og så sidder han der på skulderen af én. Det går mig på nerverne«. Men også på den anden side af Atlanten er man træt af den lange skygge, som Joyces værker har kastet ind over den (post)moderne litteratur. I The New Republic istemte forfatter og kritiker Dale Peck Doyles klagesang og mente, at grunden til, at vi i dag trækkes med så megen dårlig litteratur, er, at de alle prøver at være som 'Ulysses'. At kalde den slags bøger 'litteratur', skriver Peck, »er som at kalde en skål med vand og mel, pligtskyldigst blandet sammen og bagt, 'brød'. Ingredienserne er der, men stilens og kunstens gær og salt er der ikke«. Peck mener derfor, at vi bør smide ikke bare Joyces værker ud af den vestlige kanon, men også alle hans litterære efterligninger, nemlig »halvdelen af Faulkner og Nabokov og stort set alt, hvad Pynchon og Delillo har skrevet«. Øl og fårenyrer Men den irske senator og Joyce-forsker David Norris er ikke imponeret over Doyles og Pecks forsøg på at dekanonisere Irlands nationalhelt. Han afviser begge som »middelmådige forfattere«, der »forsøger at skabe sig et ry ved at angribe Joyce«. Norris skal i øvrigt medvirke ved den festivitas, som Dublin planlægger for sommeren 2004, der markerer 100-års dagen for Bloomsday - den dag i Leopold Blooms liv, som 'Ulysses' beskriver. Det er en dag (16. juni), som 30.000 valfartende Joyce-fans årligt fejrer i forfatterens fødeby, men i år kan Dublin nok regne med endnu flere besøgende turister, når byen åbner sine forestillinger, udstillinger og konferencer i anledning af årsdagen. Festivalen skulle kulminere i en Bloom Breakfast bestående af fårenyrer og Guinness, som 10.000 mennesker kan indtage på O'Connell Street til ære for den modernistiske forfatter. Ét er i hvert fald sikkert: Den bliver nemmere at sluge end mandens bøger.