Vi møder dem overalt i massekulturen: En genmanipuleret videnskabsmand bliver på få sekunder til Hulk, legemliggørelsen af det irgrønne urraseri. En smuk ung brunette folder sin cape ud til vinger, og under læbens rubinrøde amorbue lader hun vampyrens hjørnetænder glitre. Muskelmandens potente kropsbehåring bliver til børster, idet han skyder ryg og i fuldmåneskærets sorte slagskygge bliver varulv. For slet ikke at tale om, hvordan brilleaben Clark Kent træder ind i en telefonboks - og træder ud igen som Superman i underbukser. Osv. Men forvandlingsbillederne har skiftet betydning i århundredernes løb. I shamanistiske kulturers sagn udtrykker metamorfosen fra menneske til dyr en fortrolighed med de overmægtige naturkræfter - et kontinuum. For romantikken fra omkring 1800 er forvandlingen derimod udtryk for bruddet mellem denne verden og den ideale. Den talende and eller frø er forgjorte, og med den poetiske realisme midt i 1800-tallet bliver forvandlingerne dæmoniske, ikke fra frø til prins, men omvendt. Det fortrængte bryder igennem som forbandelse og er fra nu af ikke til at slippe af med. Ligesom der er psykotiske forestillingsfængsler, terapien må give op over for, rumsterer de dæmoniske forvandlinger stadig livligt i vores kollektive myter, et århundrede efter Marx' og Freuds fokus på netop det socialt og seksuelt fortrængtes dynamik. Forvandlingstemaet går også som en understrøm gennem disse års tegneseriemarked, kunne man konstatere på den 31. internationale tegneseriefestival i Angoulême sidst i januar - med sin prisuddeling og tilstrømning af fanfamilier, skoleklasser og strejfende nørder et tegneseriernes sydfranske tre-i-en-svar på Cannes- og Roskildefestivalen plus BogForum. Londons fattigkvarterer Den ene hovedattraktion i Angoulême var briten Dave McKeans udstilling 'Narcolepsy', hvor trickfilm og -fotos såsom plakatstore fantasier over den Store Arkanas tarotkort udarter i ren vulgærsymbolik. McKean er berømt for sit samarbejde med tekstforfatteren Neal Gaiman om serien 'Sandman', og stærkest er stadig hans sort-hvide tegninger fra det suggestive og skoledannende 500-siders mesterværk 'Cages' fra 1990'ernes slutning om vore fysiske og psykiske indespærringer. Festivalens anden hovedudstilling - i byens store tegneseriemuseum - om den franske tegner Regis Loisel, nu bosat i Canada, har også et senromantisk britisk afsæt: Hans revolutionerende fembindsserie om 'Peter Pan' bygger nemlig ligesom tegnefilmklassikeren på skotske J.M. Barries figur, men Loisels London lugter mere af Dickens', Doyles og Jack the Rippers fattigkvarterer. Vi venter stadig på femte bind af den dødsfornægtende Disneydrengs rå tur gennem Marx- og Freudfilteret, som bevarer alle forvandlingens lavmytologiske figurer - havfruer, kentaurer, nisser og alfer - men også får alle fortrængningens usynlige fantasier og ubehagelige kendsgerninger til at træde frem, afsyret for ethvert romantisk sukkerovertræk! Men nu skulle det være ganske vist, jeg hørte selv Loisel mumle det til en mikrofon: »Til april i år udkommer sidste bind på fransk«. Det ondes eliksir Fortrængningens ultimative form er jo personlighedsspaltningen, som J.M. Barries skotske landsmand Robert Louis Stevenson gav udødelig form med sin gennembrudsroman fra 1886, 'Dr. Jekyll og mr. Hyde'. Den ædle videnskabsmand, der har destilleret sig frem til det ultimativt ondes eliksir og dermed kan forvandle sig til sin modsætning, var lige noget for den afdøde argentinske tegner Alberto Breccia, som yndede at tage 'billednoter' under læsningen af yndlingsforfattere som Stevenson, Lovecraft og Edgar Allan Poe. Breccias fantasi i forlængelse af Jekyll og Hyde, 'L'homme et la bête', har en overraskende slutpointe, hvor den selvretfærdige fortæller beklager det ondes afsluttende sejr - men selv bekræfter det ved at gå på bordel, efterhånden også af udseende vanskelig at skelne fra mr. Hyde selv! Den farvelagte 14-siders historie - i karakteristisk teknik uden konturstreger, som vi kender det fra hans sort-hvide serie 'Perramus' - er udgivet sammen med andre 'Cauchemars' (mareridt) over fortællinger af Giovanni Papini, Jean Ray, H.P. Lovecraft og Lafcadio Hearn. Sort-hvid er italieneren Dino Battaglias knap så originale billedverden, som efter serieudgaver af Rabelais og Maupassant nu præsenteres med serialisering af 'fantastiske fortællinger'. Et planlagt bind med titlen 'Golem' (det jødiske eventyr om monstret, der får liv) vil bl.a. rumme Battaglias version af Stevensons skizofrenigyser. I det allerede udkomne bind 1 er Tysklands 1800-tal repræsenteret med to af E.T.A. Hoffmanns forvandlingseventyr, Adelbert von Chamissos berømte 'Peter Schlemihl' - hvis kontrakt med djævelen gav H.C. Andersen ideen til eventyret om 'Skyggen' - og endelig den mere revolutionære end romantiske Georg Büchners tragedie 'Woyzeck', sceneaktuel på ny i disse år. Udstødt bille Fælles for de fire tyske fortællinger er, at fortrængning og undertrykkelse ender i morderisk, paranoidt vanvid. Kombineret med forvandlingsfiguren blev dét et sejlivet motiv i europæisk litteratur, helt frem til Franz Kafkas 'Forvandlingen' om den unge handelsrejsende Gregor Samsa, der vågner en morgen som bille. Den tegnede Robert Crumb allerede igennem til bogen 'Kafka for begyndere', og nu følger en anden amerikaner, Peter Kuper. Manden, der lægger markant streg til MAD Magazines absurde 'Spy vs. Spy', går med træsnitlignende scraperboard-teknik til den grumme fortælling om udstødthed. Hans sort-hvide forgrovelser fanger præcist familiemedlemmernes reaktioner på ældste søns utiltalende fremtræden som kakerlak - indtil de med nogen lettelse slipper af med kræet! 'Forvandlingen' udkom i 1915, et århundrede efter Hoffmanns første eventyr om fremmedgjortheden - og forvandlingsbillederne strømmer fortsat i rigelig mængde gennem massekulturen, undertiden sammensmeltet til påklædte dyr med menneskeadfærd. Årets vinder af Angoulêmeprisen for bedste tegneseriemanus er netop et præmieeksemplar af den art: en langbenet storbykat i cottoncoat og gummisåler, privatdetektiven John Blacksad. Den præmierede tekstforfatter Diaz Canales og den detailrealistiske tegner Juanjo Guarnido, begge spanske, har foreløbig udgivet to Blacksad-album: 'Quelques part entre les ombres' ('Et sted mellem skyggerne' om en stjernes død) og 'Arctic Nation' (nynazister og Ku Klux Klan-folk omkring en kærlighedstragedie om raceforskelle). Atter tjener dyrenes verden til anskueliggørelse af bevidsthedens lyssky, men utæmmelige og højaktuelle, understrømme.