0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Autografmanden

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det var en ganske almindelig efterårsdag, at Bibliopatens søn tog til Fisketorvet i København for at sikre sig Pelés autograf. »Skal jeg virkelig tage helt derind for at få den«, spurgte han igen og igen sit fædrene ophav. »Jeg har meget mere lyst til at spille fodbold i haven«.

Sønnen så på sin far, i det lønlige håb at den gamle ville støtte ham i, at det naturligvis er bedre at dyrke den ædle sport end at stille sig i kø for at få et glimt af en af dens mest sublime udøvere, men nej. Deres Bp, selv en habil spiller (og næstformand i Dynamo Birkerød), var ubøjelig. »Det er Pelé, kan du så se at komme af sted, tag en med til mig!«.

Som sagt så gjort. Knægten tog på pilgrimsfærd, men kom kun hjem med én signatur, man måtte ikke hamstre. Pelés autograf hænger derfor i Bibliopatens bibliotek, synd, knægten ikke fik to.


Dette er en bogklumme, så De skal da også have at vide, hvilke forfatterautografer Deres Bp gennem tiden har samlet sammen. Ikke at han er gået målrettet efter dem, de har så at sige hobet sig op gennem tiden. Ikke sjældent i forbindelse med korrespondance til herværende avis. De befinder sig da heller ikke i en særlig samling, men står rundt omkring i signerede bøger eller gemmer sig på papirer.

Det drejer sig om Lawrence Durrell og Henry Miller, om Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen, om Dalai Lama og Olof Palme, ikke at forglemme Viggo Kampmann, Stauning og Sherlock Holmes. Sidstnævnte er sindssygt svær, ja umulig at opdrive, men ikke desto mindre er det lykkedes undertegnede, der har den i en brugssporspatineret udgave af Conan Doyles samlede detektivhistorier.

Faktisk er der mange flere, også Klaus Rifbjergs, og en dag vil Bibliopaten formentlig samle dem i en bunke med henblik på en lille udstilling i den montre, han forhåbentlig en dag vil få fat på, nu da en (tidligere omtalt) møbelgrib købte Dan Turèlls (hvis autograf han også har) for næsen af ham for nylig.


Til dem, han selv er i besiddelse af (også Leni Riefenstahls), kommer dem, han har set - og rørt ved. Her lyser, hvis man kan bruge det verbum, Adolf Hitlers op som en af de seneste. Det var vor gode kollega og polyhistor Jens Kerte, der en dag troppede op med rariteten på redaktionen.

Han snakkede om dna-test og det fantastiske i at stå der med en grammatikbog fra Linz, som Adolf Hitler engang havde haft. Der stod ganske rigtigt 'Adolf Hitler' i den, og underskriften, så Bibliopaten lynsnart, var ikke et falsum.

Siden har Bp fra tid til anden tænkt på, om man faktisk ville kunne genskabe Hitler ud fra den dna, der muligvis stadig sidder på bagsiden af den lille mærkat, som lille Adolf engang klæbede ind i sin bog. Ligesom i Ira Levins 'Drengene fra Brasilien'.

Tordenskjolds fint svungne signatur så Bp for nylig på Tøjhusmuseet, men de navnetræk, man har set på diverse udstillinger, herunder på malerier, gælder lissom ikke. Man skal som minimum have kunnet røre ved blækket eller malingen, for at den autografiske feel good factor indfinder sig.


Når vi i dag, hvor Deres bestyrer (forhåbentlig i ét stykke) er på vej hjem fra en ski- og læseferie i Sverige, kommer ind på emnet autografer, skyldes det faktisk helten fra sidste uges epistel: Stefan Zweig. Manden bag en af det tyvende århundredes fem bedste selvbiografier.

Han var mesteren, kongen, kejseren over alle autografsamlere. En signaturkollektionismens Pelé, der målrettet gik efter at erhverve sig autografer fra samtlige det daværende årtusindes betydende åndspersonligheder. Fra Leonardo da Vinci til Beethoven, Mozart, Shakespeare og Arthur Rimbaud. Zweig havde det hele.

Og ikke nok med det. Han samlede naturligvis på nodeark, manuskripter eller fragmenter, hvorpå de forskellige mestre havde sat deres navn. Ja, heller ikke nok med det! Zweig indrettede allerede som ung et såkaldt kultværelse, hvori han opbevarede diverse skatte, som på den ene eller anden vis havde haft direkte forbindelse til hans helte - eller, som han selv formulerer det, »til enhver jordisk manifestation af geniet«.

I hans kultværelse stod blandt andet Beethovens skrivebord og hans lille pengekasse. Der var også et blad fra komponistens køkkenregnskabsbog og en lok af hans hår. Også en gåsefjer, som Goethe havde skrevet med, var i Zweigs besiddelse. Dele af Zweigs enorme samling befinder sig nu på et amerikansk universitetsbibliotek.


I en af sine fortællinger, 'Buchmendel' (1929), portrætterer Zweig en bogsamler. Han hedder Jakob Mendel, »og han vidste intet om verden, for alle tilværelsens fænomener eksisterer først for ham, når de var omsat til breve samlet i bøger og steriliseret.

Han læste ikke engang disse bøger for deres intellektuelle eller narrative indhold. Kun deres navne, priser, titelblade og fysiske fremtræden appellerede til hans passion«. Citatet viser, at Zweig var klar over den fare, som lurer på enhver (bog)samler: at objekterne, bøgerne som objekt i verden, kommer til at skygge for alt, de rummer.

Skulle man nævne en helt ny roman, der handler om al den kærlighed og skøn erotik som autografsamleri kan afstedkomme, må det blive Zadie Smiths skønne 'Autografmanden', om hvilken vort alter ego her i avisen skrev så uforbeholdent rosende, da den udkom.

Vi har da vist, nu vi tænker os om, simpelthen viet en hel klumme til det skønne Elvisskema, som aftrykkes i denne herlige roman. Det er det, der opregner alle de autografer, en virkelig dedikeret Elvisautografjæger efterstræber: Herunder autograferne fra den dame, der i sin tid sikrede Elvis' forældre en almennyttig bolig!

Nuvel: Vi må løbe. Eller rettere: Vi har løbet - på ski. I pauserne mellem Kjærstad og Lagerlöf og Musil.

Hardcorequiz: »Fremtiden er her allerede, den er bare ujævnt fordelt«. Hvilken moderne forfatter har sagt således?

Popquiz: »As I opened Fire, I knew why Tex hadn't buzzed me ... If he had ...«. Hvem, hvilket medie?



Quizløsninger
»Terningerne faldt; en ener og en toer - tre. Han skulle forlade sin hustru og sine børn og aldrig vende tilbage«. Hvilken amerikansk roman, spurgte vi i sidste uge, hvor vi også efterlyste den russiske ophavsmand til »Jeg er anti-fascist og anti-faust...«.

Kære Bibliopat
Længe har denne gammelgedde (esox lucius) luret i det mudrede vand under nøkkeroserne, og ofte er den steget op for at snappe en lækker quizgodbid for dog atter at vende om og ubemærket glide tilbage i det mørkegrønne dynd. Nuvel, selv en gammelgedde kan blive for sulten og må da bide på agnen. Svaret på denne uges quiz må være Terningemanden Joseph Brodsky. Min underbevidsthed foretog en rask kobling mellem hr. Freud og hr. Terningemand; begge synes at være blevet kultiske formænd for usubstantielle halvvidenskabelige trosretninger. Politiet fik dog aldrig kik på hr. Freud.
Med venlig hilsen Esox, Nordsjælland


PS. Har for resten bibliopaten eller hans læsere for nylig set den udmærkede romanreklame for 50'ernes flyvevåben 'Tordenjet kalder Karup'? Den savnes i dette bogdepot.

Shakespeare på syre
Kære Bibliopat
Løsningen på quiz 1 må være Luke Rhineharts 'The Dice Man' fra 1971 (på dansk 'Terningemanden' 1978). Bogen er en selvbiografisk skildring om en psykiater, der lægger alle beslutninger i hænderne på terningerne. Skal han følge drifterne eller fornuften? I 1978-udgaven anbefales romanen på bogens bagside af selveste onkel Danny. Han skriver bl.a.: »En god historie, en så saftig satire som var det Shakespeare på syre - og med et velsignet nødvendigt budskab til vor kvalmende kultur om selve Tilfældets makabre og mærkbare stålstyrke. Lad os se det i øjnene, siger 'Terningemanden', Universet virker som oftest, som om Gud har raflet sig til sine beslutninger. Så hvorfor ikke tage konsekvensen og gøre ligeså?«. Einstein ville ikke have været enig med dette udsagn - han mente som bekendt ikke, at Gud spiller med terninger. På bogens forside profeteres advarende: »Få bøger kan ændre dit liv. Denne vil«. Selv efter endt læsning holder jeg mig stadig kun til at benytte terningerne til et spil yatzy i ny og næ!
Med venlig hilsen Ebbe Larsen, Odense SV


Barks var først
Kære Bibliopat
Citatet er naturligvis fra Luke Rhineharts meget underholdende gennembrudsroman 'Terningemanden', som oprindeligt udkom i 1971. Men en lignende satirisk skildring af et eksistentialistisk opgør med hverdagens fornuftsbaserede vaneliv kunne man allerede næsten 20 år tidligere læse hos Carl Barks i den historie, hvor Anders And møder platismen - en filosofi, der går ud på, at alle livets valg træffes gennem møntkast. »Livet er kun en leg, når platismen viser dig vej«. Eller som det hedder i originaludgaven: »Life is but a gamble / Let flipism chart your ramble«. Historien var i den amerikanske udgave i februar 1953 og i det danske Anders And-blad nr. 2, 1954.
Bedste hilsener fra bibliotekaren Mona Madsen


Genstridig bog
Kære Bibliopat,
Dine betragtninger i Bøger 7. februar 2004 om, hvor man læser hvad - eksemplificeret ved Stefan Zweigs 'Verden af i går' - fik mig til at huske, at jeg læste denne bog på en flodpram, der sejlede i slowmotion mellem Skt. Petersborg og Moskva. Også der passede den fortrinligt ind.

På samme tur havde jeg medtaget en ganske genstridig bog, som gennem mere end tyve år har voldt mig mange kvaler, idet den ikke vil læses. Jeg havde forestillet mig, at det ville lykkes, når jeg efter nydelsen af Zweig ikke havde anden lekture. Men sådan skulle det ikke være. Bogen ville til stadighed på ingen måde angribes seriøst. Mine øjne løb godt nok fra linje til linje, og sider blev vendt - vel omkring 150 af dem, men jeg havde alligevel intet læst af bogen og kastede den langt væk, så snart jeg igen fik fast grund under fødderne.

Bogen blev i tidernes morgen indkøbt, da jeg boede i London, hvor den imidlertid heller ikke ville læses. Efter forsøget i flodprammen kigger jeg af og til opgivende på ryggen af den og har såmænd overvejet, om ikke den bør skifte ejer, men nogen kan måske alligevel fortælle mig, hvor det kan lykkes at læse Charles Dickens' 'Nicolas Nickleby'?

Hilsen Maj-Britt Kent Hansen