USA's og dermed verdens mest indflydelsesrige litterære tidsskrift, The New York Times Book Review, skal have en ansigtsløftning, mener avisens nye ledelse, der vil stile tillægget mod folk, der ikke læser skønlitteratur. Kritikere og forlagsfolk er mildt sagt ikke begejstrede. Siden Charles McGrath meldte sin afgang fra The New York Times Book Review sidste måned, har den skønlitterære verden ventet i åndeløs spænding: Hvem skal overtage roret for verdens mest magtfulde litterære institution, og hvilken litteraturpolitik vil New York Times fremover føre? Bladet er på det seneste blevet kritiseret for længe at have været for kedeligt, men samtidig er alle enige om, at det netop er den dybdegående og samvittighedsfulde behandling af skønlitteraturen, der har givet 'The Review' dets førsteplads blandt andre litterære tidsskrifter. Stiler mod yngre publikum Avisens nye ledelse er dog klar til at give det gamle, ærværdige bogmagasin en ordentlig ansigtsløftning. I et interview med The Book Babes annoncerede chefredaktør Bill Keller og kulturredaktør Steven Erlanger, at der er »store forandringer« i vente på bogtillægget, der skal stiles mod et yngre og bredere publikum. Her er det først og fremmest faglitteraturen, der vil blive satset på, mens skønlitteraturen kommer i anden række: »Vi er jo en avis, så vi bør være mere orienteret mod faglitteraturen«, forklarede Bill Keller, som i øvrigt mener, at »de mest interessante ideer finder man i øjeblikket inden for faglitteraturen«. Nogen skønlitteratur vil tillægget dog behandle, og her er det især »den nye Updike, den nye Roth, den nye Jonathan Franzen eller Zadie Smith«, der vil få spalteplads, mens debutanterne må nøjes med nogle omtalende ord. For selv om Keller anerkender den tidligere redaktions grundige pleje af de amerikanske forfatterspirer, mener han alligevel ikke, at debutromaner behøver en 800 ord lang anmeldelse, når de kan »opsummeres i et enkelt afsnit«. Erlanger forklarede prioriteringen af bestsellere og veletablerede forfattere over eksperimenterende ny litteratur på en lidt anderledes måde: »For at være helt ærlig, så er der så meget lort derude. Det meste af det, vi roser, er i virkeligheden ikke særlig godt«. Lufthavnslæsere Visionerne for omlægningen af The New York Times Book Review er baseret på det grundsyn, at bogtillæg er »en kundeservice«, og litteraturanmeldelsen skal derfor være »skrevet for folk, der ikke nødvendigvis har til hensigt at købe bogen«. Skønlitteraturen har det jo med at stritte ud i alle retninger og modsætte sig et kort, udtømmende referat, og det er da også plotdrevne kioskbaskere, der vil optage mest spalteplads på de sider, der skal vies til fiktionen, så folk har et velfunderet grundlag at vælge ud fra i lufthavnen, forklarer Keller. Mest opmærksomhed vil Keller og Erlanger - der begge har en fortid som udenrigskorrespondenter - dog vie de faglitterære udgivelser, der handler om den aktuelle politiske og kulturelle situation. Selv om aktualitetskravet betyder, at disse bøger ofte er lavet i hastværk og derfor ofte er skrevet dårligt, mener Erlanger ikke, at det står i vejen for det budskab, der er bogens hovedformål. Gerne et godt slagsmål Begge redaktører mener nemlig, at bøger først og fremmest skal fungere som indlæg i debatten, og bogtillægget må følgelig »have fingeren på pulsen og være mere journalistisk« i sin dækning af de litterære begivenheder: »Hvis jeg kunne starte en ny Mailer-Vidal-fejde, ville jeg gladelig gøre det«, fastslog Erlanger med henvisning til en tidligere litterær skandale, hvor Norman Mailer slog Gore Vidal ned på en bar, fordi Vidal havde omtalt den berygtede slagsbror som én, man ikke læser, men læser om. Med fare for at komme i slagsmål kunne man dog med rette bruge Vidals bemærkning om The New York Times' nye, kommercielle kurs, der reducerer litteraturanmeldelser til en forbrugerservice for dem, der ikke vil læse skønlitteratur, men kun læse om den - eller om andre faglitterære emner. Hvad værre er; avisens antiskønlitterære holdning vil sætte en dominoeffekt i gang, advarer The Book Babes' skribenter, Margo Hammond og Ellen Heltzel, så ingen af landets aviser tør satse på den ny litteratur. Kun én debutroman Andre kritikere mener imidlertid, at litteraturen allerede er blevet udgrænset i de litterære tidsskrifter, specielt i The New York Times Book Review. Bob Hoover viste i The Pittsburgh Post-Gazette avisens fordeling af anmeldelser med udgangspunkt i tillægget 15. januar, som består af anmeldelser af en række bøger om USA's udenrigspolitik, en bog om Franklin Roosevelt, en historisk bog om den katolske kirke og en om New Yorks politigarde, samt et memoir af David Denby. Af skønlitterære titler var det blot fire, der opnåede omtale i bladet - den ene var en oversættelse af Marcel Proust, og to andre var novellesamlinger af de veletablerede forfattere Doris Lessing og Jim Shepard. På trods af en bogsæson rig på debutanter var kun en enkelt debutroman repræsenteret i tillægget, nemlig 'The Winemaker's Daughter'. (Bogens forfatter var The New York Times' korrespondent Timothy Egan!). Noget under skoen Hoovers artikel fik folkene bag onlinediskussionsforummet The Literary Saloon til at undersøge alle årets fem bogtillæg, der viste, at foreløbig er dobbelt så mange (44 mod 20) faglitterære som skønlitterære titler blevet anmeldt i verdens førende bogmagasin. Men med så kraftig overvægt af faglitterære titler har The New York Times Book Review faktisk mistet sin plads på parnassets tinde, mener nogle redaktører i forlagsbranchen, og den litterære agent Eric Simonoff beskrev den generelle reaktion på Kellers vision for sit bogtillæg på denne måde: »Det, der manglede, var løftet om at bringe bladet tilbage til det niveau og den indflydelse, det engang havde«. Keller har lovet at udnævne McGraths efterfølger inden månedens udgang, men en redaktør på Farrar, Strauss & Giroux spår, at kroningen vil komme snart. Til New York Metro siger han: »Det er åbenlyst, at han med sine udtalelser trådte i noget, som han ikke kunne få af skoene igen, og nu har han brug for at ansætte en anden til at gøre rent efter svineriet«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hver morgen krammede Sinan Türkmens mor ham: »Husk, ikke sige noget om, hvad der foregår herhjemme«
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Det er alarmerende, at en partiformand, der vil være statsminister, kan udvise så ringe dømmekraft
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Fylder engelske ord for meget i dansk?
Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00





