I weekenden var statsminister Anders Fogh Rasmussen på charmeoffensiv hos de danske styrker i Irak. Det foregik under et massivt opbud af livvagter og militær og en statsminister pakket ind i skudsikker vest. Helt så heftigt bliver beskyttelsesniveauet ikke, når statsministeren i dag indleder den hjemlige del af sin nyeste charmeoffensiv. Ganske vist går forfattere for at være stridslystne, men den skudsikre vest kan Anders Fogh Rasmussen formentlig lade blive hjemme i skabet, når han ved det første af to forfattermøder på Marienborg skal diskutere litteraturens rolle i samfundet og i samfundsdebatten. Politiken har spurgt en række forfattere og bogfolk, hvad de gerne ville have sagt til statsministeren, hvis de ellers var blandt dem, han havde inviteret. Peter Legård Nielsen, forfatter, formand for Danske Skønlitterære Forfattere. »Hvis jeg var inviteret, ville jeg have sagt, at regeringen mangler en kunstpolitik, og at regeringen har gjort det modsatte af, hvad den lovede fra starten. Regeringen har øget bureaukratiseringen gennem bl.a. Kunstrådet. Jeg ville også protestere meget kraftigt over det forsøg på styring af kunsten, som er i gang. Om Kunstfonden ville jeg sige, at man bør bevare den i sin nuværende struktur, for vi kan ligesom ane, at den mere og mere skal ligne Kunstrådet. Fra forfatternes side mener vi, det er vigtigt, at der er et organ, som støtter kunstnerne og ikke er så produktorienteret, som Kunstrådet er. Det er også vigtigt, at biblioteksafgiften bliver bevaret, så den ikke omdannes til legatordninger, som forfatterne efterfølgende skal søge, for jeg tror, det er et område, hvor regeringen kunne finde på at ændre afgiften til legater, så man i højere grad kan styre, hvem der skal have legaterne. Hvis der var tid til det, ville jeg også sige, at staten ved en kommunalreform burde overtage bibliotekerne, så standarden ikke var så forskellig som i dag. Måske kunne de endda begynde at købe bøger igen«. Hanne-Vibeke Holst, seneste udgivelse, romanen 'Kronprinsessen' om kvinder og magt i det politiske liv. »Jeg ville sige til Anders Fogh, at livet er mere end ligesidede trekanter. Det bliver man nødt til at forstå, hvis man vil forstå sin befolkning, og hvis man vil forstå kunstnerne. For mig har det eksempelvis været enormt provokerende, hvad der har været udtrykt af denne regering og dens støtteparti, Dansk Folkeparti, nemlig at Christiania skal normaliseres. Når man taler om normalisering, kan jeg mærke, at mit blod begynder at koge og mine små hår rejser sig, for hvad betyder det? Det kan kun gå galt. Selvfølgelig er det mest Dansk Folkeparti, men dem tager regeringen jo ikke særlig afstand fra, når de siger, at de ikke vil støtte KaosPiloterne, fordi de ikke vil støtte kaos. De vil have mere orden, ro og regelmæssighed, og hvis ikke kulturkampen har været god for andet, så har den i hvert fald været med til at afdække, hvad man selv står for. For mig er det den lige linje til fundamentalistiske holdninger og totalitære tendenser, når man kræver, at livet skal være retvinklet, for der er altid masser af vildskud og svagheder. Vi har alle masser af kaos i os, og det forsøger vi at få orden på, men det er også vigtigt at have en portion galskab eller uregelmæssighed i sig. I hvert fald skal man have en forståelse for det irrationale, som livet også er. Kunsten er vigtig at beskytte i et samfund, fordi kunstnerne har en evne til at se og forstå den uregerlighed, der findes i menneskelivet. Man må forstå, at vi alle en gang imellem mister kontrollen, og det er præcis i den svaghed, det menneskelige ligger, og hvis man som regeringschef opfatter livet som en viljesakt, man skal have fuld kontrol over, så bliver man aldrig et stort menneske og aldrig en stor statsmand. Når vi har brug for kunstnerne, er det jo, fordi de minder os om det menneskelige, om svaghederne«. Jakob Ejersbo, forfatter af 'Nordkraft', en roman om livet på samfundets nederste hylder blandt småkriminelle og stofmisbrugere i Aalborg. »Hvis mødet på Marienborg skal handle om skønlitteratur, så burde dagsordenen hos statsministeren nærmest være, at han skal blande sig udenom, for hvis man politisk vil have indflydelse på skønlitteraturen, så kan man kun gøre det ved en selektiv støttepolitik med politisk vægtning, og så er man gået galt i byen. Det kan kun være sundt, hvis i hvert fald en del af kunsten og kulturen er i opposition til magten«. Bent Vinn Nielsen, forfatter, tidligere formand for Kunstfondens litteraturudvalg, udgav sidste år romanen 'Labyrintbyen'. »Det er sådan set fint, at Fogh har inviteret forfatterne, for mange har jo efterlyst en dialog, og jeg var da også selv taget derop, hvis jeg var blevet inviteret. Men ellers synes jeg jo ikke, det ligefrem er statsministre, man skal henvende sig til, for vi er som forfattere til en vis grad autonome. Jeg er selverhvervende forfatter og har været formand for Statens Kunstfonds litterære udvalg, så jeg bilder mig ind, at jeg ved lidt om, hvad der egentlig er galt. Man kunne eksempelvis gøre kunststøtteordningen lidt mere smidig, og det ville ikke blive ret meget dyrere, og så synes jeg, man burde afskaffe disse etårige ydelser til folk, hvor man nærmest tager pis på dem. Stipendierne burde række i to-tre år, så folk vidste, hvad de kunne regne med, for vi lever jo i et lønmodtagerland, hvor alt skal betales på bestemte tidspunkter. De etårige stipendier virker som noget fra enevældens tid, hvor man sagde: Her har du 40 gulddukater, unge mand, og tag så ud i verden og gør dig klog. Ja tak, men hvad så bagefter? Derudover synes jeg, Fogh burde afskaffe indtægtsreguleringen på de livsvarige ydelser. Det er for det første bøvlet at have med at gøre, og for det andet er det sjofelt. Hvilke andre pensionister, der tjener lidt ved siden af, bliver beskattet med 75 procent af hver krone over et bestemt niveau? Når det gælder det ideologiske, skal man efter min mening blive ved med at skændes, og det er o.k., at Anders Fogh Rasmussen også selv er lidt skarp«. Hvad med litteraturens rolle? »Det forlyder jo, at Anders Fogh Rasmussen følger med i 'Krøniken', men man kunne jo foreslå ham også at læse nogle af alle de bøger, der udkommer, for de handler jo om det samme. Folk læser generelt for lidt, og jeg kan ikke forstå, at man kan have med et lands styrelse at gøre, hvis man ikke også har begreb om landets kultur. Når vi overhovedet ved noget om forrige århundrede, så skyldes det ikke tørre statistikker om, hvad rugbrød kostede. Det er på grund af skønlitteraturen, vi har et begreb om, hvordan det var at leve dengang«. Merete Ries, Ries Forlag, tidl. direktør for Rosinante, medforfatter til Pixi-betænkningen om en litteraturpolitik. »Nu handler det jo om litteraturen, og som statsminister er man ikke forpligtet over for de enkelte aktører, der har deres levebrød i den branche som forfattere, oversættere, bibliotekarer eller forlæggere. De har alle deres egne erhvervsmæssige interesser og ønsker om bevarelse af eller opnåelse af privilegier. Den slags må være en minister uvedkommende. Det interessante for en minister må være at forstå, hvordan maskinen fungerer og derefter fokusere på, hvad man gerne vil opnå på det pågældende område, og hvad der skal til, for at man kan nå dertil. Måske er der nogen, der bliver rasende eller ikke forstår det. Nogen mister måske privilegier, mens andre får nogen. Det gør man ikke for at straffe nogen eller belønne nogen. Det gør man for at opfylde den politiske hensigt. Sådan må politikere tænke, i stedet for at man måske vil give nogle forfattere noget, fordi de hyler op. Det er jo det spændende ved politik, at man har et formål, en hensigt, en strategi på et område, som man på mest begavede måde forsøger at tilgodese«. Kan du se, at der er en strategi eller en hensigt? »Nej, men jeg ville minde statsministeren om, at litteraturen er ikke til for de menneskers skyld, som laver dem. Litteraturen er til for hele befolkningen. Hvis man har det ambitionsniveau, at vi har den mest kulturelt oplyste og potente befolkning på Jordens overflade, hvad vi jo gerne vil tro, så skal vi naturligvis være virkelig godt kørende på litteraturområdet. Hvordan det præcis skal ske, kan være meget vanskeligt at sige, men det er nok et spørgsmål om at turde være langsigtet - og måske også en smule brutal. Det er et spørgsmål om mod, klogskab og analyse og så handle på det, man har fundet ud af i stedet for hele tiden at gå rundt og please alle og enhver og tænke på vælgerne«. Henrik Nordbrandt, digter, udgav senest erindringsbogen 'Døden fra Lübeck'. »Jeg ville først og fremmest sige, at han skylder os en forklaring omkring Danmarks deltagelse i krigen i Irak. Det har ikke meget at gøre med mig som forfatter, men det er et meget brændende spørgsmål. Når det gælder litteraturen, tror jeg ikke, man opnår noget ved at diskutere litteraturens rolle i samfundet og i samfundsdebatten med statsministeren. Det er jo under alle omstændigheder en debat, der fortsætter og udfolder sig naturligt i aviser, tidsskrifter, radio og fjernsyn. Man gør ikke de store fremskridt gennem et møde med statsministeren, og på mig virker det meget kunstigt. Hvis statsministeren interesserer sig for litteraturen og forfatterne, er det da fint, at han arrangerer et møde med dem, og hvis jeg selv var blevet inviteret, havde jeg vel sagt ja tak, om ikke andet så af nysgerrighed. Jeg har også været til hofbal hos dronningen, selv om jeg er republikaner«. Kirsten Thorup, forfatter til en række meget læste romaner, senest 'Ingenmandsland', der udkom i efteråret. »En vigtig ting ville være en diskussion af støtten til den skabende kunst og en diskussion af forfatternes vilkår, for jeg synes, skønlitteraturen er blevet marginaliseret i det kommercielle billede. Det er vigtigt at støtte forfatterne, måske endda enkelte udgivelser også, så forlagene kan betale en ordentlig royalty. Danmark er et lille sprogområde, så hvis man beslutter sig for, at man vil have en skønlitteratur, så må man også støtte den aktivt, hvis man vil bevare den, og ikke bare sige, at man selvfølgelig skal have kunst i Danmark. Det er også meget vigtigt at bevare Statens Kunstfond, for den er en platform for kunsten, mens Kunstrådet er langt mere bredt og også dækker formidling og undervisning. Statens Kunstfond er en markering af, at vi i samfundet har et område og en udtryksform, der hedder kunst. Jeg synes, det er vigtigt at pege på, for Kunstfonden er i dag blevet et lille vedhæng til det store Kunstråd, og ligesom mange andre er jeg bange for, at Kunstfonden kan blive opslugt. Vi kan se, at Kunstfonden er blevet splittet op og lagt ind under de enkelte afdelinger, og den metode kan jo også være en vej til helt at nedlægge den«.