0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Demokratiets filosof

Norberto Bobbio, efterkrigstidens største italienske filosof, er død, 94 år gammel. Over for Italiens vaklende demokrati fastholdt Bobbio, at social retfærdighed og lighed for loven er et sandt demokratis ufravigelige forudsætninger. Det kostede ham kamp at nå dertil.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det 20. århundrede gik lidt over tiden i Italien. »Døden har glemt mig, man kan ikke skynde på den«, sagde den 94-årige Norberto Bobbio, kort før han udåndede, mæt af dage, og dermed omsider slog slutstregen i en kamp, der på godt og ondt er Italiens moderne historie. Italiens præsident Carlo Ciampi kaldte ham ligeud »nationens kritiske samvittighed« i sine mindeord. Umberto Eco kaldte Bobbio »alle italieneres lærermester«.

Norberto Bobbio havde et italiensk demokrati og retssamfund på sit filosofiske og politiske program. Ingen italiensk intellektuel nød i århundredets sidste årtier større anseelse end han, skønt sejrene var til at overskue. Han blev aldrig ven med det gennemkorrupte italienske efterkrigsdemokrati. Han var lige kritisk over for kristelige demokrater, socialister og stalinister, og med ordene »der findes ingen tredje vej«, affejede han Enrico Berlinguers 'eurokommunisme'. Men efterfølgerdemokratiet, der nu er endt i Silvio Berlusconis ikke mindre betændte regimente, fik mildt sagt heller ikke Bobbio som talerør.

Et af sine politiske hovedværker, artikelsamlingen 'Politik og kultur', indledte han i 1955 med disse ord, der skulle komme til at så som motto for hans modne liv: »Kulturmenneskers opgave er i dag mere end nogensinde at så tvivl og ikke samle på selvfølgeligheder«. Han havde en kort, heroisk politisk karriere som medstifter i 1943 af et af den italienske modstandsbevægelses partier Partito d'Azione, men efter befrielsen holdt han fingrene fra den verden, om end han ceremonielt i 1984 blev udnævnt til senator for livet af Italiens præsident.


Han begyndte da også som filosof, og det er i den egenskab, at han er kendt i dag, også langt uden for Italiens grænser. Han blev født i 1909 og voksede op i Torino i en familie med stærke fascistsympatier, som han siden som ung student overtog. I Tyskland blev han ven med Carl Schmitt, som han i 1938 udråbte til en af Tysklands lærdeste og mest originale jurister. Schmitt var da naziregimets fremmeste retsteoretiker. Hjemme meldte han sig ind i Mussolinis fascistparti for at fremme sin akademiske karriere.

Takket være en jødisk omgangskreds og en modig forlægger Giulio Einaudi lykkedes det Bobbio at komme over på den rigtige side. Resten af livet helligede han kampen mod totalitarisme og magtmisbrug. Men hans skam forbød ham alligevel senere at modtage demokratiske hæderspriser, hvis de tidligere fra første færd var tildelt antifascister.

Han arbejdede utrætteligt for freden i verden og var i 1960'erne italiensk formand for Russel-tribunalet, der bekæmpede krigen i Vietnam. På den anden side lagde han sig ud med mange, da han i 1991 forsvarede befrielsen af Kuwait med ordene, at der ganske rigtigt ikke findes retfærdige krige, men der findes effektive: »At afstå fra magt i visse tilfælde betyder, at man begunstiger den stærkes magt«, sagde han. I 1976 blev han fast lederskribent ved en af Italiens mest ansete aviser, La Stampa, i hans hjemby Torino.

Som politisk filosof er Bobbio især kendt for sine studier af den engelske 1600-tals mestertænker Thomas Hobbes, en interesse, han delte med Schmitt. Begge så i Hobbes en mulighed for at vriste politisk filosofi fri af idealistiske og moralske traditioner og grunde staten på en ren, værdifri afskrækkelsesfilosofi, hvor en stærk statsmagt stifter fred mellem borgerne, i Hobbes' tilfælde ved gensidig overenskomst mellem samfundets medlemmer, altså en betinget fred.


Bobbio forfulgte i sine yngre år et retspositivistisk spor, inspireret af en anden tvivlsom tysk retslærd Hans Kelsen, og dyrkede længe engelsk logisk positivisme i troen på, at samfundet kan og bør opbygges alene efter 'fornuften's forskrifter. Dette rendyrkede oplysningssynspunkt kunne han dog ikke fastholde i længden, og det er netop heri, spændingen i Bobbios filosofi kommer til udtryk.

Han kunne ikke nå uden om og forbi de værdidomme, der lå til grund for hans politiske valg, og han endte derfor som tilhænger af den Kant, hvorom han siger, at hans svar på fredens problem udgør en af de strengeste og mest sammenhængende teorier om det politiskes underordning under moralen. Kants 'evige fred' var ikke betinget, men kategorisk. Derfor blev denne nok troende, men dog gudløse mand også kaldt Italiens papa laico, altså 'læge pave'.

»Folket er en abstraktion, kun enkeltmennesket er virkeligt«, sagde han for at understrege, at vi aldrig kommer uden om det personlige ansvar. Denne borger er enhver retsordens udgangspunkt og forudsætning.

Herhjemme kender vi hans krystalklare tænkning fra det lille mesterværk 'Højre og venstre', som Bobbio skrev i sin høje alderdom (på dansk i 1995), og som blev en bestseller i hele den vestlige verden. Forskellen på de to, i øvrigt uadskillelige politiske begrebspar er, at højre understreger det, der skiller individerne, da det anser ulighed for naturlig, mens venstre omvendt arbejder for at udjævne ulighed og uretfærdighed. Den sidste politiske tendens var også Bobbios.

I samme ånd havde han nogle år forinden skrevet en pamflet om 'Liberalisme og demokrati', der viser, at de to begreber ikke er sammenfaldende, men udmærket kan tænkes uden hinanden. Også den fik international succes. Hans sidste bog 'Om alderdom' blev også kendt og skattet viden om. Bobbios stil er som hans tanke ren, dialektisk og uden den ringeste fanatisme eller systemtvang. Bobbio er den fornuftige stemme, fjernt fra de filosofiske overbud, italiensk tænkning ellers ikke er karrig med nu om dage.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce