Det kom som et chok i de intellektuelle kredse i sidste uge, da en undersøgelse fra Brown University viste, at det velrenommerede The New York Times Book Review var skyldig i noget så gement som kønsdiskriminering. Undersøgelsen viste, at 72 procent af alle bøger anmeldt i The New York Times' bogtillæg var forfattet af mænd, mens 66 procent af anmeldelserne ligeledes var skrevet af mænd. Det betyder med andre ord, at det mest indflydelsesrige litterære tidsskrift i forlagsverdenen promoverede i gennemsnit dobbelt så mange mænd som kvinder i tidsrummet 2002-2003. Det er psykologiprofessor med speciale i kvindestudier Paula Caplan, der er kommet frem til det chokerende resultat efter at have studeret 53 numre af tidsskriftet, men bladets redaktør, Charles McGrath, er ikke rystet. Mænd og kvinder har lige svært ved at komme ind på bladets stab af faste anmeldere, siger McGrath, der også fralægger sig ansvaret for den forhøjede interesse for mandlige forfattere. Det er forlagene, der »udgiver flere bøger af mænd end af kvinder«, skriver han i en e-mail til Caplan offentliggjort i The Village Voice. Den påstand har Caplan imidlertid ikke kunnet finde belæg for nogen steder, og hun forklarer til The Voice, hvilke uheldige konsekvenser McGraths arrogante, uengagerede holdning til kønspolitik har: »Vi har længe vidst, at hvis små piger i bøger kun ser billeder af læger, som er mænd, så falder det dem ikke ind, at kvinder også kan være læger«. Den samme psykosociale logik gælder, når avisernes bogtillæg overeksponerer mandlige forfattere og skribenter: »Det indskrænker pigers og unge kvinders forestillinger om, hvad de har af muligheder her i livet«, mener Caplan. Sexforbud Men ikke alle kvindelige akademikere går ind for Caplans krav om millimeterdemokrati i de kulturelle institutioner. For Laura Kipnis, der er professor i medievidenskab og forfatter af den polemiske bog 'Against Love', er feministernes politiske korrekthed ved at snævre deres yngre medsøstre ind i samme korset af sømmelighed og sociale konventioner, som de hævder at have gjort dem fri af. Det er University of Californias nylige beslutning om at forbyde seksuelle relationer mellem professorer og studerende, der har sendt Kipnis i kridthuset. Selv foretrækker hun at henføre seksuelle forhold »under kategorien erfaring, snarere end krænkelse og traume«, og hun anklager feministerne for at have gjort lærer-elev-parforholdet til tabu, fordi de udelukkende formulerer forholdet i politiske termer som et magtforhold mellem mennesker. Hvad feministerne - og de institutioner, de nu leder - imidlertid overser er, at de med den forenklede opdeling af forholdets parter i udnyttere og udnyttede faktisk svækker især den kvindelige studerendes selvfølelse, fordi de sætter hende i rollen som passivt offer. Det, der retmæssigt startede som en revolution mod mænds undertrykkelse af kvinder, er nu selv gået hen og blevet en undertrykkende norm, konkluderer Kipnis. Det er altså ikke mændene, men institutionens regulativer, der begår overgreb mod de studerende i dag, fordi de formaner, at individuelle lyster og tilbøjeligheder skal underlægges en korrekthedsetikette. Men følelse og fornuft er modsigende størrelser, der ikke så let lader sig forene, hvilket litteraturen har givet os mange eksempler på - af nyere titler kan nævnes Francine Prose' 'Blue Angel', Mamets 'Orleanna' og nobelprisvinder J.M. Coetzees 'Vanære'. Sidstnævnte roman handler om en professor, der trods bedre vidende indleder et forhold til en studerende, og det er et forhold, der kommer til at koste ham hans job, hans venner og hans omdømme. Hvad han er offer for, er imidlertid ikke omverdenens uretfærdigheder, men derimod manglende selvindsigt, og det er en mangel, der også kunne siges at være mere karakteriserende for tidens unge studerende end den uskyld(ighed), universiteternes lovgivere pådutter dem. Ensomme litteraters klub Det kunne se ud til, at et dysfunktionelt kærlighedsliv er noget nær en arbejdsskade, når det gælder akademikere, i hvert fald hvis man skal tro en artikel af Catherine Keenan på smh.com, hvor kulturskribenten opremser de ydre årsager til forfatteres og akademikeres magre chancer for at finde kærlighed: »Deres beskæftigelse er ensom og deres interesser intellektuelle, og biblioteker og digtoplæsninger opbyder ikke de mest gunstige betingelser for et romantisk møde«, mener hun. Det er imidlertid et problem, som ikke er gået ubemærket hen, og for fem år siden åbnede det ellers så cerebrale tidsskrift London Review of Books sine spalter for personlige kontaktannoncer, der skulle sætte de introverte intellektuelle i forbindelse med hinanden. Annoncerne var fra starten et hit, fordi de på ironisk vis blandede intellektuel vid med alt-for-menneskelig desperation, og selv blandt læsere, der ikke var på udkig efter en bedre halvdel, dyrkes de nu som noget af et kultfænomen. En af vignetterne går som følger: »Nogle muligheder kommer kun en gang i livet. Ikke denne her, jeg har været at finde i de sidste 12 numre. Enten skyder jeg papegøjen denne gang, ellers også bliver jeg lesbisk. Mand, 43«. Eller den kortere, men ikke mindre fortvivlede: »Stepdansende latinlærer. Uhyggeligt, ikke?«. Kontaktannoncerne er nu blevet så populære, at de af akademikere betragtes som en helt kunstform. Til foråret planlægges i England en konference om denne nye kunst, der skal studeres under titlen 'Fortællinger om mandlig identitetstab i samtidens personlige kontaktannoncer'. Ifølge konferencens arrangør, Steve Biaocchi, vil en af konferencens deltagere argumentere for, at kontaktannoncerne har overtaget den moderne lyriks plads i vores kulturelle landskab. Hvis den prognose kommer til at holde stik, vil man altså snart kunne finde kontaktannoncerne anmeldt i de litterære tidsskrifter og bogtillæg, der så må løbe den risiko at blive anklaget for kønsdiskriminering, når det gælder held i kærlighed.