Beklager. Vi kan lige så godt sige det, som det er. Ugens bøger handler om en bog, der kom forrige uge. Efter et efterår, hvor man er blevet blæst bagover af nye, interessante bøger, hver gang man dristede sig ind i en boghandel, er det som om de danske forlag har taget en slapper op til bogmessen. Ikke at der slet ikke har været nogle nye bøger, det ville være en underdrivelse. Men når man ser bort fra Karen Jespersens forudsigelige og lidet charmerende tirader mod nydanskerne og Poul Nyrup Rasmussens tilsyneladende ret intetsigende erindringer om sin barndom og tidlige ungdom, står det faktisk småt til. Og dog. Der var Morten Sabroes nye roman 'Hoffmans'. Berlingske Tidendes anmelder Lars Handesten brugte ord som »råt vid« og »rigtig godt og sjovt skrevet«. Og han var bestemt ikke ene om den dom. Men det er nu engang mere interessant med bøger, der vækker mere blandede følelser, og det gjorde den bog, vi i dagens anledning kalder ugens. Nærmere bestemt Tor Nørretranders 'at tro på at tro', hvor Danmarks mest kendte videnskabsjournalist tog de helt store spørgsmål op: Kan man være religiøs uden at have en religion? Kan man tro på noget uden at tro på Gud, og er det troen, der gør os gode eller omvendt. Og behøver vi i givet fald tro? Tunge sager, selv for en videnskabsjournalist, og Berlingske Tidendes litteraturredaktør Nils Gunder Hansen hældede i sin anmeldelse også til, at Tor havde fået det galt i halsen. Forædt forfatter »Tor Nørretranders har proppet sig med et helt teologisk bibliotek, og så kan man let få hikke«, lød det fra Gunder Hansen. »Forfatteren burde have undt sig selv lidt mere tid til at fordøje de mange læsefrugter«, mente han, »bogen bliver især mod slutningen så famlende, at man griber til bagsideteksten for at få et bud på, hvad der er dens ærinde«. Heller ikke søsterorganet B.T. var imponeret. Buddhist og chefredaktør Erik Meier Carlsen, var sendt i byen, og han tvivlede på, at Nørretranders overhovedet havde fattet, hvad religion går ud på. »Religion er ikke moderne. Religion er tradition. Religion står i et modsætningsforhold til den moderne verden, hvad de fleste religiøse mennesker, jeg kender, oplever. Nørretranders vil løse dilemmaet, modernisere religionen, men ender i samme typer 'nyreligion' som scientology og 'New Age'. Ikke særlig troværdigt«. Undtagelsesvis var Ekstra Bladet enig med sin norskejede konkurrent. »Der mangler vitaminer. Det er behændig filosoferende snik-snak fra nær og fjern, oppe og nede, forfra og bagfra, ude og hjemme. Men det er ikke mere«, skrev Pedro, der dog takkede for »bogens store, tydelige bogstaver. Rart for lidt ældre folk med synlige typer. Det giver en stjerne ekstra«. Gudbenådet ateist Tag den, men hverken Tor Nørretranders eller hans fans behøver dog fortvivle. Både Weekendavisens Bo Bjørnvig og Marie Tetzlaff her på bladet var ganske anderledes positive, ikke mindst når det gjaldt Nørretranders formidlingsmæssige evner. »Tor Nørretranders er en fremragende formidler. Han kan få det mest indviklede til at fremstå lysende klart«, konstaterede Bjørnvig i skøn samhørighed med Marie Tetzlaff, der trods Nørretranders erklærede ateisme kaldte ham en »gudbenådet formidler«. Også her var problemet dog, hvad det lige var, at den store formidler formidlede. Nødden, Nørretranders forsøgte at knække, var, hvordan en ateist kan finde troen uden at gå på akkord med sin viden om verden. Et giftigt spørgsmål, og selv de positive Bjørnvig og Tetzlaff var ikke overbevist af kunstgrebet med at afskaffe Gud og indføre universet som så stort og mangfoldigt, at Gud bliver overflødig. Den løsningsmodel ledte Bjørnvigs tanker i retning af det »evige ønske om både at få den ægte vare og undgå dens ubehagelige sider. Som koffeinfri kaffe«. En vederstyggelighed uden lige, men alligevel viste Bjørnvig nåde. »Den skuffende afslutning bør ikke komme hele bogen til skade. For Nørretranders opridser med alle sine eksempler fra videnskabens verden på udmærket vis troens problem. At tro, at han også kan løse det, ville være at tro for meget om ham«. Som talt ud af Informations Erik Skyum-Nielsens mund, som også her får det sidste ord. »Mod slutningen af sin bog gør Tor Nørretranders tingene for lette for sig selv. Dens udfordring bør dog ikke af den grund forklejnes. Som kvalificeret oplæg til diskussion vil den uden tvivl fint kunne gøre fyldest. Indtil nogen foreslår at læse Kierkegaard«.