0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mogens Juhl slår til igen

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Bladtegnerne kan noget særligt. Uden dem ville avisen ikke være en avis. Bogstaver kan en hel del, fotografier lige så, men den satiriske tegnings evne til at fange en situation på kornet, så man aldrig glemmer den igen, er der ikke noget, der kan hamle op med.

Nærværende dagblad har i så henseende stolte traditioner, men i dag skal det handle om en mester, som nærmest synes at være gået i glemmebogen: Mogens Juhl, dagbladet Aktuelts mestersatiriker, som i en årrække var den socialdemokratiske presses svar på Den Levendes navnkundige Hr. Bojesen.

Juhl, som der findes meget få oplysninger om i diverse opslagsværker og så at sige intet om via Google, døde i marts 1982 efter i mere end et tiår at have bidt fra sig ikke mindst i Aktuelt, som nu også er gået til de evige bladmarker. Når han skal drages frem af glemslen, nyd den skønne tegning, er det, fordi vi her i hulen forleden fandt en af hans gamle årbøger i en brugtbogsbutik. Nærmere bestemt samlingen af tegninger fra året 1964.

Gensynet, for det var et gensyn, var ... vidunderligt. Ikke bare sjovt eller fantastisk, men faktisk vidunderligt! Det er næsten fyrre år siden, Deres huleboer sidst så dem, men de har ligget et eller andet sted i erindringen. Den lille cigaretrygende engel med buen og pilen. Øjnene, damemunden og hænderne, der fjedrende kommer ud af automaten. Den buede pil på fliserne og den surt udseende engel, der går sin vej.


For en femårig, der ikke kan læse og derfor oprindelig ikke har kunnet læse underteksten om »kontakt-bureauet« (sat i gåseøjne dengang i 1964, fordi ordet var så nyt) og automater »til at trække elskov i«, er sådan en tegning en eventyrlighed.

Et fantasifoster af den slags, der efterhånden skydes så langt tilbage i erindringen, at det til sidst ikke giver lyd fra sig i årevis, men i det lange løb alligevel ikke kan holdes nede. Det vil bare op! Op og lutre den allerede lutrede endnu en gang, og måske er det derfor tegningen skæbnebestemt dukker op dér i udsalgskassen et sted i hovedstadens latinerkvarter.

1964 er Beatles, de Gaulle, Hans Sølvhøj, Volmer Sørensen, sognepræst Søbye fra Blovstrød, der vil marchere »mod Nato, kongedømmet og kapitalismen«, SF-formand Aksel Larsen, udenrigsminister Per Hækkerup - ikke at forglemme en vis formand Mao og en vis præsident Johnson, der ifølge tegneren havde travlt med at fylde benzin på bålene i Vietnam og Laos.


1964 var også det år, hvor Deres bibliopat fik en lillebror, og det må have været ved juletid i '64, at den nyslåede storebroder første gang bladrede i Juhls herligheder, som lå i en stabel med lignende udgivelser under det runde teaktræsspisebord i hans mormors og morfars dagligstue i lejligheden på Hulgårdsvej 86 i 2400 NV, telefon 34 03 17, nå, nej, ikke mere.

Det lå der sammen med et andet hefte, og det var med ret stor sikkerhed fra året før, altså fra Kennedy-mordets 1963. Jo mere Deres bibliopat tænker over det, jo mere er det lige før, han kan genkalde sig en tegning af nogle ret frække drenge, der har den mest utroligt frække måde at ryge smøger på, men billedet, erindringen er vag.

Desværre er vi - endnu - ikke i besiddelse af heftet fra 1963, men det fra 1965, som vi ikke så i vor barndom, lå også i brugtbogskassen. Og der er drengene ikke med. De var vist nok i korte bukser med opsmøgede ærmer, og Deres bladsmører får nu en aldeles ubændig trang til at gense dem.

1965-nummeret er fuld af gode tegninger, men virker ikke så veloplagt som det fra 1964. Se, er det nu en objektiv kendsgerning, eller er det blot endnu et eksempel på, at det allerede sete, det, der er annammet dengang i barndomslandet, får en større kraft? Fordi det engang er blevet sanset dengang, man endnu havde sansekraften i behold? Ja, vi spørger bare. Ligesom vi kigger og kigger. 1964 er bare bedst.


Det var Bo Bojesen ifølge historieskrivningen om danske bladtegnere også. En af de bedste i hvert fald. Der findes masser af smukt redigerede krøniker om Bo Bojesens livsværk, og han var også formidabel, men Mogens Juhl var også god, ja formidabel. Bojesen tegnede i en meget større avis, havde et større - og kulturelt mere vakt - publikum og nåede at kommentere den nyere Danmarkshistorie i meget længere tid end Juhl - og er følgelig blevet et ikon. Et kulturradikalt klenodie, der endnu lever i bedste velgående.

Juhl, der blev født i 1927, husker kun få. Han blev uddannet på Kunsthåndværkerskolen og kom til at tegne i en lang række danske aviser - og til Blæksprutten. Han startede på Information i 1957 og kom til Aktuelt i 1959.

I Hans Edvard Nørregård-Nielsens 'Avisens håndskrift . Bladtegning gennem et halvt århundrede', er det noteret, at han dyrkede den politiske og satiriske tegning med godmodigt lune. Der står, at han udsendte udvalg af sine arbejder i 'Året fortalt i billeder' fra 1965, temmelig misvisende i betragtning af vor glæde ved heftet fra guldåret 1964!

Forleden passerede vi på vor aftenvandring det hus, Bo Bojesen bor i. I dag drikker vi hans mindre kendte bladtegnerkollegas skål og takker for, at det med ét igen blev Juhl. Hvem ved mere om Mogens Juhl?

Quiz: Romanen, der er fra 2000, er fantastisk, filmen, der er aktuel netop nu, ligeså, men det er nu vanskeligt at forestille sig at Anthony Hopkins i virkeligheden er afro-amerikaner - er De med?

Bonusquiz: Et skuespil om det mislykkede ægteskab mellem forfatteren og en vis Norma Jean, titel, forfatter - og år.



Quizløsninger!
Hvilken måned nævnes både først i Chaucers 'Canterbury fortællinger' og først i Elliots store digt 'Ødemarken', spurgte vi i sidste uge?

Kære Bibliopat,
I dag behøvede jeg ikke at slå noget efter! I november 1956 lavede jeg et lille program om Canterbury til BBC's danske afdeling og oversatte såmænd begyndelsen af Chaucers prolog til dansk. Det har altid undret mig lidt, at de to store digtere, Chaucer og Eliot, så så forskelligt på den engelske april, »the cruellest month«, mener T.S.
Du kunne have gjort en lille trilogi af det, hvis du havde taget Browning med: »Oh, to be in England, now that April's there!«
hej Finn Holten Hansen


Den grusomste måned
»April is the cruellest month« og »Whan that Aprill with his shoures soote« (indrømmet, den kunne jeg ikke udenad, men jeg vidste, det måtte være den, og de sidste to ord må vist betyde 'showers sweet').
Med venlig hilsen Per Brink Abrahamsen


Provokerende papirbind
Kære bibliopat
Eliots 'Ødemarken' har jeg i en udgave oversat af Tom Kristensen og Kai Friis Møller i spættebøgerne 1965. Jeg har indbundet den i et provokerende papirbind, halvt sort og halvt hidsig gult. Forsats sort på bindet og gult som friblad. Udvendig sort øverste halvdel og gul nederste. For øvrigt har jeg de fleste af hans bøger, også anmeldelsessamlingerne - nyttige som opslagsværker. Oprindelig var jeg vild med hans første digtsamlinger og måtte skrive speciale om ham og eksistentialismen. Derfor!
Verner Asholt, Virum

Mug og svamp og amatørisme
Kære bibliopat!
Uha! Uha! Sikke en forskrækkelse det var at læse 'Post til bibliopaten' for nogen tid siden. Jeg tænker på Mikael Kristensens replik til mig 20. september, men det var nu ikke så meget risikoen for at blive fradømt retten til at eje bøger, der skræmte mig. Da en så barsk dom ville være så slem for mig, at jeg nok, med en bøn om frifindelse, ville appellere til en højere instans.
Nej! Det var udsigten til at finde mine gamle arkivalier befængt med 'mug og svamp', der så længe har afholdt mig fra at se efter i plastposerne på loftet. Dog min frygt og bæven viste sig heldigvis ubegrundet. Da mine rystende hænder endelig fik åbnet for dagbladet Bornholmerens Weekendtillæg årgang 1966 (52 numre med megen værdifuld lokalhistorie) fandt jeg dem - tro mig - lige så pæne og mug- og svampefri som ved pakningen for 37 år siden. Således bekræftes igen det gamle ubevingede ord, 'at videnskab siger ét - og praksis noget andet'. Hvad skal man tro på?
Lejf Rasmussens betragtninger og forsvar for amatørbogbinderi kan jeg derimod sagtens følge, især når disse hobbyfolk holder sig til Fremads Folkebibliotek bd. 23 og undlader at angribe sjældne og kostbare bøger. Og jeg må da tilstå, at jeg gennem 30 år, hvor mange tusinde antikvariske bøger er gået gennem mine hænder, er stødt på en eller to amatører, der slap rigtigt pænt fra vovestykket, der kræver mere æstetisk sans og større håndelag, end de fleste mennesker kan nå at annamme på et aftenkursus. Læretiden i faget var for år tilbage seks år!
Med venlig hilsen Jens Sørensen, Rønne

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.