Maria Grønlykke er egentlig jurist, og hun har også været kogekone, men i sit eget hoved er hun forfatter. Ikke at hun kan forklare det, men sådan er det. Hun skal skrive. Der er ikke noget at gøre. »Det er vel nogenlunde som at være homoseksuel. Sådan er det bare«, siger Maria Grønlykke. Nu har hun ikke bare fået udgivet en bog, novellekredsen 'Fisketyven'. Ved åbningen af årets BogForum har hun også fået debutantprisen 2003, plus 10.000 kr., som den bedste af årets 21 nye, skønlitterære udgivelser. Og der kommer mere, siger den 45-årige jurist, som for fem-seks år siden opgav det faste arbejde for at skrive. Men hvad så nu? Er det ikke tid at skifte de korte historier om Røde Johs og Palle Sovesofa fra den fynske provins ud med noget lidt længere? »Nej, det lille format ligger godt for mig, og plot interesserer mig ikke. Jeg ved godt, det er noget pjat, for jeg elsker jo selv at læse de bøger. Altså hvis det fungerer, for ellers skurrer det bare. Selv kan jeg godt lide at skabe en stemning i teksten og se, hvor meget man kan få proppet ind i en kort tekst«, siger Maria Grønlykke. Ingen fordybelse Mens hun sidder og fortæller om sit spirende forfatterskab på en af messens stande, er musikeren og tv-manden Sigurd Barrett i fuld gang med at skrue lyden op til Sigurds Bjørnetime ovre på DR's stand. Trækharmonikaen puster, og Sigurd arbejder professionelt inde i sit spraglede sæt tøj. Der er fællessang på programmet med de børn, han spiller op til i en grad, så man pludselig kan huske, hvad sprogprofessor Jørn Lund sagde ved åbningen af messen knap en time tidligere: »Det er ikke på bogmessen, I får fordybelsen, men så kan I få noget andet med hjem«. En af dem, der konkurrerer i lydniveau med Sigurds Bjørnetime, er Christian Dorph, der fortæller om bogen 'Hylster', som er forfatterens anden krimi med opdageren Frank Harder som hovedperson. Som en anden opdager forsøger hans samtalepartner, Lars Bukdahl, at komme ind på livet af ham. Hvad er det med disse krimier, for Dorph er jo egentlig lyriker? Er Dorph i virkeligheden en krimiaficionado? »Nej, jeg har måttet læse op på stoffet som et pensum, men det har været sjovt at afprøve genrens krav og forsøge at twiste dem lidt«, siger han. Og, nej, han kunne ikke tænke sig at skrive en 100 pct. ren krimi. Der skal være noget andet på spil, ligesom i hans forrige krimi, hvor Søren Kierkegaard og hans tænkning spillede kraftigt med. Og, nej igen, han er ikke blevet rig på sine krimier med et twist. I den anden ende af messen sidder Jytte Borberg og taler om sin nye roman 'Alle steder og ingen steder', og uanset om folk læser hendes bøger eller ej, skal alene hendes nærvær og tilstedeværelse nok få én og anden til at spekulere over, om de har valgt det rigtige erhverv. Hvis det er sådan, man bliver af at skrive bøger, var det måske på tide med et sporskifte. Selv var Borberg 51, før hun begyndte. Hun er nu 86. En brummende skærv Mens messegæsterne smugkigger i programmet og nogle af de udstillede bøger, bliver Borberg på den lille scene efterfulgt af Peter Adolphsen, som stadig er i starten af 30'erne, men allerede står i det litterære landskab og brummer umiskendeligt med sin helt egen stemme, der har imponeret kritikere og læsere med først de 'Små historier' og senest med 'Brummstein', hvor han på højholtsk vis får slået en brummende skærv af et bjergmassiv nede i Tyskland, hvorefter han lader det vandre fra hånd til hånd op gennem Europa og det 20. århundrede. Alt sammen foregår det over 60 hyperkoncentrerede sider, som han har researchet på i tre år, før han satte sig til tasterne og skrev bogen på tre uger. Hans redaktør Torben Madsen siger drillende, at man som læser sagtens kunne have klaret en historie, der var dobbelt så lang med det samme stof. »Men ville du læse en historie, der var dobbelt så lang og halvt så god«, kommer det fra Adolphsen, som netop er solgt til Tyskland, Holland og Norge - og har fået Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. Hvad siger han til al den medvind: »Fedest!«, lyder svaret. Kort som altid. Historiske romaner På bogmessens første sal, på Scenen, er der fuldt hus til Mette Winge, Maria Helleberg og Dorrit Willumsen, som fortæller om at skrive historiske romaner. Og mens de taler, dukker der i erindringen igen brudstykker op fra Jørn Lunds åbningstale, hvor han siger, at bøger tilbyder os en horisontudvidelse. »Vi har kun et liv, men vi kan leve os ind i andres gennem bøgerne«, siger han. Sandt. Men lærer vi også noget? Spørg eksempelvis Maria Helleberg, der har haft bragende succes med at beskrive Struensees uægte barn, Louise Augusta, som han fik med Caroline Mathilde. »De levede for 200 år siden, men de begik præcis de samme fejl som os«, siger hun. Der er nye horisontudvidelser på BogForum både lørdag og søndag.