Børnene er helt oppe at køre. De har arbejdet på det her længe, og de glæder sig meget«, advarer 7. b's klasselærer Jeanette Sjøberg, da vi en diset novembermorgen kommer ud på Grantofteskolen i Ballerup. Det, 7. b har glædet sig til, er besøget af den danske fantasyforfatter med den internationale succes, Lene Kaaberbøl. Hun har på opfordring klemt nogle møder med sine unge læsere ind i det stramme program omkring udgivelsen af fjerde og meget roste sidste bind i hendes serie om Skammeren (anmeldt i Politiken Bøger lørdag 9. november). Jeanette Sjøberg havde begejstret skrevet til Lene Kaaberbøl, at hendes elever har svært ved at finde bøger, der fanger dem, men at det var lykkedes hende at gøre dem fuldstændig opslugt af 'Skammerens datter', som er det første bind i Skammer-serien. Dog er børnene så svage læsere, at hun læser op for dem. Gabestok og galge Men at 7. b har arbejdet, er der ingen tvivl om, da vi træder ind i teatersalen i skolens kælder. Hele det lavloftede tilskuerrum er forvandlet til et middelaldertorv med halm på gulvet, væggene beklædt med tegninger fra bogens handling (blandt andet en meget flot slagtet gris) og boder med brød (bagerens daggamle), cider (æblemost eller iste, der udskænkes efter eget valg), våben (nymalede papskjolde og drengenes egne medbragte dolke), grønsager og brunt lertøj, som den anden klasselærer, Torben, har skaffet via sit bijob som kok. En funktionsdygtig gabestok i krydsfiner og en galge er der også. Ungerne selv er klædt i kjortler af gardin- og habitstof, en enkelt dreng er i draculakappe, og de er sværtet i hovederne - undtagen den dreng, der ligger og vrider sig energisk inde under galgen. Han er nemlig iført en utvivlsomt meget varm, grøn dragehættemaske af gummi og illuderer en overbevisende drage. Lene Kaaberbøl går grebet og lidt rørt over indsatsen rundt i den omhyggelige scenografi og genkender det univers, hun selv har opdigtet. Det er lige før, hun virker mere benovet end børnene, og man bliver som nyankommen voksen mindet om, at benovelse har mange ansigter: Trods deres spændthed og forventning er børnenes opmærksomhed mærkeligt ucentreret, og fokus flakker. Klassen synes så optaget af sin egen interaktion med hinanden og lærerne, at den ligesom ikke kan åbne sig for gæsten. Men som den rutinerede lærer, hun selv er (Lene Kaaberbøl er cand.mag. i engelsk og har været gymnasielærer), overtager hun scenen (dvs. en pindestol ved et lille bord) foran de ca. 20 børn, der sidder - og efterhånden ligger - på det halmstrøede gulv i strømpesokker og kjortler. Rigtig gråd »Det er perfekt at sidde her«, siger hun, »her har jeg lugten af halm i næsen, jeg ser sækkelærred og har smagt cider. Jeg er slet ikke i en skole i Ballerup, men et helt andet sted«. Det fører hende videre i en anskuelighedsundervisning i, hvad sanserne betyder for fortællingen af en god historie. Efter at have læst et afsnit op om en tur i robåd og en kæmpedrage i vandet, der først efter ofring af to lam lader sig synke ned i dybet igen, begynder Lene Kaaberbøl at stille spørgsmål for at fastslå, hvilke sanser der er beskrevet. Og nu bliver børnene med ét slag usynlige på strudsemaner: De ser ned i gulvet, ud i luften, op i loftet, bliver tomme i blikket, der er ingen øjenkontakt, blikkene flakker - de er ikke til stede. Ingen skal have klinket noget. De to klasselærere sidder sandsynligvis på hænder og tunger, men forholder sig anspændt passive. Til sidst forbarmer en pige sig og mindes et slag over nakken, og at der blev grædt »for alvor«. En anden husker plasket, da de ofrede lam kastes i vandet til dragen. Nu kører det, trægt, men alligevel. Lene Kaaberbøl fortæller, at når man kommer ned i en mørk kælder, er det ikke ligegyldigt, om der lugter af lig eller af nybagte kanelsmåkager. Så går hun over til meget pædagogisk at tale om ulemper og fordele ved at bruge en jegfortæller. En man kan identificere sig med »Hvis jeg nu var en dårligere forfatter, end jeg er, ville jeg lave fejl«, og hun ryster et par eksempler ud af ærmet, hvor jegfortælleren ved, hvad en anden tænker, og hvad der foregår langt væk. Det gennemskuer en dreng straks, ligesom han også kan sætte fingeren på, hvad der er godt ved en jegfortæller, nemlig at man kan 'identificere' sig. Det ord er der dog ingen, der kan sige, for slet ikke at snakke om 'identifikationsmodel', som børnene på opfordring siger i kor, vantro og halvhjertet. Så er der spørgsmålet om direkte og indirekte tale (det eksemplificeres behørigt), og der har Lene Kaaberbøl af samtlige lærere hun kender, nu også de tilstedeværende, fået at vide, at direkte tale er for svært for skolebørn »med de der tegn, der skal sættes«. »Men det er nu umagen værd at lære at bruge direkte tale, hvis man vil fortælle en historie«, fastholder hun. Og ved en afstemning, der dog først og fremmest viser gruppedisciplin, er der da også stort flertal for jegfortællinger. Harry Potter Det forekommer usandsynligt, at nogen af de tilstedeværende søde, sociale og visuelt kreative børn bliver forfattere. Sandsynligheden forekommer endnu mindre ved tanken om, at Lene Kaaberbøl var 12, da hun begyndte at skrive, og kun et par år ældre end 7. b, nemlig 15, da hun i 1975 fik udgivet sine første bøger. Af spørgsmålene - nogle af dem skriftligt forberedt - handler nogle uundgåeligt om Harry Potter og Harry Potters forfatter (har Lene Kaaberbøl mødt hende?), hvor meget hun har tjent (og har Lene Kaaberbøl tjent lige så meget?). På de spørgsmål, ligesom på spørgsmålet om hun selv har børn, er svaret nej, det første lidt, det andet noget og det tredje meget kortfattet. Til gengæld udløser en dreng varm glæde hos forfatteren, da han spørger: »Er det ikke sjovt at tænke på, at der er nogen, der gider læse det, du har lavet?«. »Jo«, svarer hun, »for det bedste ved at være forfatter er at se et barn læse en af mine bøger og glemme alt omkring sig. Og så at jeg kan leve af det«. På dette tidspunkt har fortroligheden så småt bredt sig i lokalet. Lærerne slapper af, pigerne ligger i lag i deres strømpesokker og lytter, mens de piller i halmstråene, og et par drenge, som på intet tidspunkt har koblet sig på, men anstrengt har holdt afstand og stille kigget sig omkring, på hinanden og på fotografens digitale display, er ved at eksplodere af den meget stillesidden. Til sidst er der kødannelse til autografer. »Og I slås ikke med halmen!«, råber Torben.