0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fodboldens vindblæste lysning (2)

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I sidste uge beskæftigede vi os indgående, men ikke nok, med den kærlighed til fodbold, som den litterære verden gennem tiden har højnet vor civilisation med.

Med hjælp fra bl.a. Albert Camus, Shakespeare og succesforfatteren David Beckham (der netop nu er hyperaktuel med 'My Side'), forsøgte vi at iklæde, hvad vor frue til enhver tid vil betegne som overdrevet Champions League-kiggeri, et slør af dannelse og vid. Trofaste læsere vil endnu huske listen over diverse - mere eller mindre litterære - udtalelser fra fodboldspillere gennem tiden.

Én stor spiller og skuespiller - og filosof - optrådte imidlertid ikke på listen, og det er selvfølgelig Manchester Uniteds navnkundige franske spiller Eric Cantona (der bl.a. har medvirket i filmen 'Elizabeth' med Cate Blanchett), vi taler om. Udeladelsen gik op for os, da vi i onsdags sad fordybet i The Times i vor fyraftenslænestol i gentlemanklubben på Reichenbachs Vej.

Pludselig fik vi øje på artiklen 'The fishy tale behind Cantonas philosophy kick'! Den afslører, hvilke lingvistiske input der ligger til grund for Cantonas berømte udtalelse til pressen fra 1995, der på dansk i al sin gådefulde enkelhed lyder således: »Når havmågerne følger trawleren, er det, fordi de tror, der vil blive smidt sardiner i havet«.


Udtalelsen faldt under en pressekonference, lige efter at Cantona havde fået en dom for at have kung fu-sparket en tilhænger af Crystal Palace i skridtet, fordi denne havde råbt skældsord efter ham. Efter at have udtalt de to sætninger forlod Cantona den forsamlede fodboldpresse, som ifølge The Times bestod af højtuddannede og rasende intelligente korrespondenter, der stod tilbage i en tilstand af total forbløffelse.

Var der et hint til Voltaire eller måske Montaigne i den iltre franskmands ord? Som Times er inde på, er der en så massiv gallisk uigennemtrængelighed i Cantonas statement, at alt, hvad den franske filosof Jean-Paul Sartre nogensinde måtte have sagt, fremstår klart som dagslys i sammenligning.

The Times' afsløring skyldes journalist Alan Hamilton, der har læst en helt ny bog af Manchester Uniteds tidligere sikkerhedschef Michael Kelly, der befandt sig i umiddelbar nærhed af Cantona og dennes agent, lige inden den filosofiske bemærkning faldt. Kelly kan afsløre, at Cantonas franske agent inden pressekonferencen havde stillet ham følgende spørgsmål: »Ned, hvad kalder man en fiskerbåd i England?«. Efter at have studset lidt svarede Kelly: »En trawler«. Efter endnu lidt småsnak mellem Cantona og agenten havde sidstnævnte spurgt: »Hvad kalder I de små fisk i havet?«. »Sardiner«, svarede Kelly nu lettere mystificeret.

Først da Cantona siden udtalte hele den lange sætning om trawleren og sardinerne, forstod Kelly, hvilken stor ting det var, han havde bidraget til. Læs mere om det retoriske drama i 'Manchester United: The Untold Story' af Michael Kelly.


Og nu til et par tip til dem af vore læsere, hvis skæbne det er at være en af vor tids moderne fodboldfædre eller -mødre. De ved voksne mennesker, for hvem det er såkaldt 'kvalitetstid' at stå tidligt og silde ved grønsværen og iagttage de små pus - også søndag morgen kl. 8.15 - i Køge.

Bemærk, at det er klogt altid at medbringe læsestof ved sådanne lejligheder, men også, at stoffet skal indtages i dybeste hemmelighed. Noget af det sidste, en fodboldforælder kan tillade sig, er nemlig at læse, mens ungerne spiller - også selv om der absolut intet sker inde på banen.

Hvis trangen til lige at nappe et kapitel fra lommebogen bliver for stor, bør fodboldforælderen fortrække til sin automobil, sætte sig ind på et aflåst toilet nær omklædningsrummene eller måske bænke sig i et cafeteria, hvor det kun er målløse forældre, som ikke kender én, der måske vil pege fingre bag ens ryg. Fordi man forsynder sig mod den uskrevne regel om, at der ikke må forefindes bøger i fodboldklubcafeterier. Bemærk i øvrigt også nedenstående læserbrev om det såkaldte tøjstrygningstrick!

Ikke mere om fodbold, det skulle da lige være, at der blandt undertegnedes afkom, hvor der i forvejen er mindst tre Gryffindor-aspiranter, nu også befinder sig hele to nyslåede sjællandsmestre i det kære spil! Næste uge: Bibliopaten interviewer det mest læsende barn, han nogensinde har mødt!!

Tudefjæsquiz: Hvilken forfatter skrev i 1945 følgende: »Jeg håber derfor, at vi ikke skal følge Dynamos besøg op ved at sende et britisk hold til USSR. Og hvis vi skal, så lad os sende et andenklasses hold, som man er sikker på taber, og som man ikke kan hævde repræsenterer England som helhed. Der er allerede flere end gode grunde nok til at forårsage uroligheder, og vi behøver ikke at forøge dem ved at opmuntre unge mænd til at sparke hinanden over skinnebenet under rasende brøl fra tilskuere«.

Libero-quiz: Hvilken vesttysk spiller skal ifølge forfatteren Per Olov Enquist engang i halvfjerdserne have skrevet, at han trods sine CSU-sympatier i selve sit spil var marxist? »Fordi han kunne se sammenhænge, rationelle muligheder, en art videnskabelig nødvendighed i fodbold«?



Quizløsning!
Hvad var det for et fodboldspørgsmål, Karl Marx ikke kunne besvare i Monty Pythons berømte kommunistquiz, spurgte vi i sidste uge. Vi efterlyste også en dansk fodboldsang, i hvis tekst der gemte sig to ord i selve Bibliopatens klumme ...

Kære Bibliopat
I kommunistquizzen dystede Karl Marx mod Mao Zedong, Lenin og Che Guevara om at vinde en sofagruppe - desværre for dem var de fleste af spørgsmålene relateret til engelsk fodbold, som de tydeligvis ikke var så velbevandrede i. Det ramte Karl Marx i det allerførste spørgsmål, hvor han skulle nævne, hvilken klub der har kælenavnet 'The Hammers' - han vidste ikke, at det var West Ham United. Han fik dog en chance til, men efter at have svaret rigtigt på spørgsmål om borgerskab og klassekamp røg han ud, da han ikke kunne svare på tredje og afgørende spørgsmål: Hvem vandt FA Cup-finalen i 1949 (svaret var naturligvis Wolves, der slog Leicester 3-1).
Venlig hilsen Peter Rundle


Stryge-tricket!
Kære Bibliopat.
Ak ja, stakkels Karl Marx. Efter på blændende vis at have svaret rigtigt på en række indviklede spørgsmål om kommunismens dialektiske dualisme og den slags, taber han det hele på gulvet, fordi han ikke kan svare på det sidste og afgørende spørgsmål i quizzen: »Hvor mange gange har Coventry vundet FA Cuppen?«. Det ekstra drilagtige i spørgsmålet var, at Coventry på det tidspunkt, sketchen blev lavet, aldrig havde vundet FA Cuppen. Det gjorde de så nogle år senere, måske inspireret af Monty Python. Vedrørende dine forsøg på at få lov til at se fodbold i fjernsynet kan jeg fortælle, at jeg ofte ordner strygetøjet foran en fodboldkamp i fjernsynet. Det har resulteret i, at jeg ikke alene kan se fodbold uden sure kommentarer - nej, faktisk spørger min kone tit, om der ikke snart er en fodboldkamp i fjernsynet, jeg gerne vil se.
Med venlig hilsen, Søren Lester, Farum


Vi er røde, vi er hvide ...
Kære Bibliopat
Jeg ved det! De to efterlyste ord fra din klumme drejer sig naturligvis om »alverdens udebaner« fra den legendariske 'Re Sepp Ten', der så vidt huskes blev lavet i 1986 til VM i Mexico. Når vi nu taler om fodbold - den sande sport - må jeg straks opfordre kvinder og andre boldignoranter til at læse Nick Hornbys 'Fodboldfeber'. Ingen bog beskriver bedre, hvordan det er at være fodboldentusiast, og hvor umuligt det er at lægge denne interesse fra sig. Bogens titel kunne lige så godt være 'Forstå din mand'. At Bibliopaten undrer sig over, at fodboldspillere ikke har leveret det store til verdenslitteraturen, kan virke overraskende. Når man for eksempel husker, at Peter Løvenkrands frejdigt i Politiken erklærede, at han aldrig havde læst en bog. Sandsynligheden for, at han ligefrem skulle skrive en, som ikke handler om hans fodboldkarriere, er ikkeeksisterende.
Med venlig hilsen fra Herning-hulen Henrik Øster-Jørgensen, Herning


Både bold og hjerne?
Kære Bibliopat
Tak for at tage et emne om, som vi fodboldnørder ofte bliver plaget med: Kan man virkelig interessere sig for fodbold og samtidig have en hjerne? Vi kæmper en hård kamp, men bliver gang på gang bombet tilbage i diskussionerne, når der dukker citater op som Ian Rushs i din artikel. Og når fodboldspillere endelig forsøger at blive filosofiske, så ender det desværre som regel i det komplet uforståelige. Som da Eric Cantona skulle forklare, hvorfor han gav en tilskuer et karatespark: »When the seagulls follow the trawler it's because they think sardines will be thrown into the sea« (Læs mere om Cantona ovenfor!, red.).
Med venlig hilsen Søren Kristensen, bold- og bognørd

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement