De politiske finanslovsforhandlere, der slås om folkepensionisternes stemmer og økonomi - i dén rækkefølge, så vidt man kan skønne - fik i ugens løb en tiltrængt håndsrækning til bedre at forstå nogle af de mennesker, de slås om. Fra uventet hold, nemlig skønlitteraturen, om end også fra »en af de allerbedste til at fortælle om det vigtigste i det moderne danske liv«, som Erik Svendsen skrev i Jyllands-Postens anmeldelse. Helt på linje med kollegernes beundring for »stærk og foruroligende romankunst« (Kristeligt Dagblad), en »rå og hudløs skildring af alderdommens forfald« (Information) eller »et af de smukkeste og stærkeste alderdomsportrætter i nyere dansk litteratur« (Berlingske Tidende). Titlen på Kirsten Thorups ny roman, 'Ingenmandsland', er ganske vist »for mat til denne frygtløse satsning«, supplerer John Chr. Jørgensen i Ekstra Bladet. Kortest og samtidig mest omfattende formulerede Bjørn Bredal her i Politiken dens emne og anliggende: Det er en roman »om at være gammel, være ung og være roman«. Foruden den 94-årige Carl Sørensen handler romanen nemlig om hans trofaste søn og fortabte datter, og om dennes endnu mere fortabte søn, barnebarn af den gamle. Men hvorfor også »om at være roman«? Jo, Kirsten Thorup begår den »lille genistreg« at »gøre Carl Sørensens gamle dage til en poetik, en instruks i digtekunst«, hævder Bredal, selv om romanen »ikke er spor teoretisk, men netop kun konkret - konkret poetisk«. Bedre end 'Bonsai' Den 94-årige plejehjemsanbragte mand lider nemlig af afasi, »sproget går i barndom«, så han mod sit livs sædvane begynder at bande, mens andre kategorier af ord forsvinder: »Væk er verberne pludselig. Det er både uhyggeligt og fantasifuldt, poetisk og charmerende«. Anmeldelsen peger på, at »alderdommen står ligesom barndommen i særlig forbindelse med drømme, med fiktion, humor og kreative misforståelser, med skabende hemmeligheder - alt dette, som liv og romaner er gjort af«. På linje med Bredals sans for, hvordan man »skriver skæbne frem af det sproglige nulpunkt«, ligger Erik Skyum-Nielsens understregning i Information af, at romanen er »andet og mere end en alderdomsskildring. Gennem sin nøgne, direkte stil og sin springende, fortælleteknisk heterogene komposition bliver den tillige en model for det at være tro mod sin egen historie, selv om man ikke selv kan aflæse sammenhængene i den, endnu«. I dét lys virker det på Skyum »vældig logisk, at en roman om tab af sprog leverer os et stærkt argument for at tale åbent med andre og i det mindste forsøgsvis sætte ord på de sværeste ting«. Dét lykkes åbenbart Thorup, hvis »gamle evne til at kalde ting ved de rette navne endnu en gang fejrer triumfer« i den »rå og hudløse skildring af alderdommens forfald«, som Skyum åbenlyst synes bedre om end om »samme forfatters hudløst pivåbne dokument 'Bonsai'«, som han i forbifarten nævnte i en anden anmeldelse for fjorten dage siden. Mellem ofring og mord Vibeke Blaksteen priser i Kristeligt Dagblad romanens skildring af vores ældrepleje som »velanbragt kritik af tidsånd og livsstil; men størst indtryk gør romanens nænsomme indlevelse i hovedpersonens følelser«. Tilsvarende anbefaler Liselotte Wiemer i Weekendavisen Thorups »forståelse af de evindelige, smertefulde dilemmaer«, som udgør »forskellen på politisk kunst og kunst, der er politisk«: En ting er sammenligningen mellem plejehjemmet og lejren, »hvor den bandlyste er anbragt i en zone 'mellem ofring og mord'«, eller i titlens ingenmandsland, men »rundt om det tunge skyts svøber sig således et filigranfint portræt af Carl«, hvor Thorup »gennemlyser den gamle mands splittede, stridbare sind, så han hænger sammen i ét sårbart stykke. Uden sentimentale udsving«. Netop kritikken af det (alt for?) selvbiografiske i 'Bonsai' tænker Erik Svendsen i Jyllands-Posten på, når han skriver, at 'Ingenmandsland' »kan man næppe afvise med privatiseringsargumentet. Jeg kan faktisk ikke finde på argumenter imod den. Det skulle da lige være, at den godt måtte have været længere«. Samme tanke har strejfet Jens Andersen, der giver fem stjerner i Berlingske Tidende, selv om Thorup måske har »lige lovlig travlt med at lukke romanen«, mens hun især i første halvdel af den »er i sit es som romanforfatter. Sproget er vidunderligt. Præcist, prægnant og pirrende«, skriver Andersen og citerer et eksempel, også andre anmeldere er faldet for: »At dykke ned i barndommen er som at hoppe i paradis«. Hvilket ikke skal forstås sådan, at barndommen er et paradis - det gælder øjensynlig snarere den modsatte endestation: »Tankevækkende og smukt udført anskuer Carl dødsriget som den verden, hvor alle endelig er lige. Det ultimative demokrati, et lighedens utopia«, forklarer Erik Svendsen, og også Skyum-Nielsen er så betaget, at han udførligt citerer den gamles visioner af en anden verden: »En usynlig verden. Større og mere strålende. Kun åben for det indre blik. Hvor angsten for morgendagen er forsvundet, og mørket ikke er til at se for bar lys. Jeg har altid ment, at Gud er i lyset. Lyset er Guds kjole. I nattemørket er Gud nøgen, afklædt. Og vi, Guds børn, er nøgne med ham«. Det er dén nøgenhed, Kirsten Thorup åbenbart stadig kan skildre, så man sanser både Himmel og Helvede.