Gud har talt dit riges dage og gjort en ende derpå; du er vejet og fundet for let; og dit rige er delt mellem dine fjender. Profetens udlægning af graffitien, henkastet med bogstaveligt løs hånd på væggen under kong Belsazzars fest, som vi læser det i Daniels Bog (5, 5-28), dækker vist også en del pessimistiske vesterlændinges syn på 11. septembers terrorfly mod World Trade Center: Skriften på himlen som varsel om undergang for den vestlige verdensdominans. (Skønt foreløbig er det vel snarere gået omvendt.) De (selv)morderiske flykaprere anså det utvivlsomt for et led i hellig krig og for dem selv et meget hurtigt skridt nærmere paradiset. Men som det gevaldigt malende er skildret af Marcus Rubin andetsteds her i sektionen, er det ikke så vist, om selvmordspiloterne er endt i dette muslimske paradis sammen med halvfjerdsindstyve »sortøjede jomfruer til at fornøje sig med til tid og evighed« (og vil de sortøjede i så fald forblive jomfruer for tid og evighed?). Eller snarere i helvede? Læs selv videre side 12. Anledningen til sandsynlighedsberegningerne over selvmordsterroristers fremtidsudsigter er altså Bernard Lewis' nye bog 'Islam i krise', udgivet på dansk torsdag. »Intet i islam kan legitimere terror, fastslår Lewis, og selvmordsbomber mener han er i direkte strid med islams kategoriske forbud mod selvmord. Ifølge islam skal en selvmorder lide evigt. Terrorangrebet 11. september kalder Lewis for ren blasfemi«, har også en anden af bogens danske anmeldere bidt mærke i. Alle er fundamentalister Denne interesse for selvmorderes eventuelle liv efter døden nærer Erik Bjerager, naturligt nok, han er Kristeligt Dagblads chefredaktør. Bogen er »prisværdig i sin retlinethed«, føler han anledning til at understrege, efter at have indledt med oplysningen: »Han anerkendes ikke af alle. De der nægter at se islams iboende voldelige kræfter, kalder ham enøjet og antimuslimsk«. Men den 87-årige pensionerede professor Lewis »er ingen af delene. Hans viden er stor og analysen nuanceret«, forsikrer Bjerager. En af dem, der var uenig, var den arabisk-amerikanske professor Edward Said, der døde forleden. Men ikke før han havde karakteriseret Lewis som »en voldsomt monoton og selvoptrækkende britisk akademiker«, en »anakronisme«. Og Lewis' forrige bog 'Hvad gik galt?' (med dansk forord af Ralf Pittelkow) kaldte Said for »en intellektuel og moralsk katastrofe, en forfærdelig vissen stemme ... fuldstændig fjern fra nogen som helst direkte erfaring med islam« m.m. Dét citerede vi på netop denne plads i Bøger 21. december 2002 fra det danske tidsskrift Social Kritik (nr. 84, dec. 2002). Men »Said var fuld af løgn«, afgør David Gress kort i Jyllands-Postens Lewis-anmeldelse i torsdags; dét var »den viseste af alle orientalister«, nemlig Lewis, »det levende bevis« for: Det er ikke »Vesten, der har handlet forkert og derved fremkaldt de radikale muslimers retfærdige vrede«, som Gress sammenfatter Saids synspunkt. Tværtimod: »Vestens forskere har snarere næret agtelse og sympati for islam end foragt«, og Lewis' ny bog er »suverænt velegnet« for »den travle borger, der vil forstå, hvordan islam, terror og magtforholdene i Mellemøsten hænger sammen og udspringer af en lang og mangetydig historie«, siger Gress, for »den islamiske civilisation er stor, rig og mangeartet«. Muhammed var også feltherre Bare ikke i troens anliggender, ser det ud til: »Fundamentalisme er et dårligt ord at bruge om islam, siger Bernard Lewis, for hvis det betyder, at man tror bogstaveligt på sine hellige skrifter, er alle muslimer fundamentalister«. Dét er ikke kun Lewis' mening, men også Gress' egen: Muhammed var foruden prædikant »også feltherre, i hvert fald ifølge den overlevering, der for alle muslimer er den rene sandhed«. Alle! Forestillingen om muslimer og den islamiske verden som én, forskelsløs og sprækkefri helhed, er netop kernen i den 'Orientalisering', der var titlen på Edward Saids bog, det vil sige en forsimpling, der »systematisk fratager hele folkeslag menneskelige træk og gør dem til en samling abstrakte slagord«. Ovenstående kunne måske tyde på, at Gress gør sig skyldig i dét; men på den anden side citerer han netop Lewis' skelnen »mellem tre store grupper af politisk aktive muslimer«: Den første »betragter Vesten og især USA som islams dødsfjende« og ser »ingen anden vej end krig til døden«. Den anden kategori muslimer »vil holde fast i deres egen tro« men også »samarbejde med os for at opnå en friere og bedre verden«; dem bør vestlige statsmænd forsøge at nå. Men de forveksles let med den tredje gruppe, der »skjuler deres sande hensigter«: De mener det samme som første gruppe om Vesten, men er »bevidste om Vestens magt og søger en form for midlertidigt forlig, så de bedre kan forberede sig på den endelige kamp«. Lumsk. Gress tøver ikke med at anprise bogen som »ægte humanistisk og et flot vidnesbyrd om det bedste i vestlig videnskab«. Tag dén, Fogh! Bent Blüdnikow i Berlingske Tidende er faktisk helt ligevægtig i sammenligning. Også han noterer ganske vist, at Lewis »i et hjemligt debatklima pludselig er blevet betegnet som kontroversiel«, fordi han ikke mener, at »det hele var den vestlige imperialismes og kapitalismes skyld« (som Said). Blüdnikow tilslutter sig også Lewis' kritik af arabisk (og vestlige 'pro-araberes') selvmodsigelse eller dobbeltmoral, når de protesterer mod Israels og USA's behandling af palæstinensere , »men aldrig har taget initiativ til at protestere eller gøre noget ved arabernes egen mishandling af deres undersåtter« - jævnfør Marcus Rubins referat af beslægtede temaer her i sektionen. Men Blüdnikow har tilstrækkelig distance til at undre sig over, at Lewis mener, at »den amerikanske politik i området stort set (har) været en succes. Men hverken Libanon, Iran eller Syrien synes dog at være store succeser, og da slet ikke for deres egne befolkninger«, noterer han og slutter sandt for dyden med denne erkendelse: »Det amerikanske engagement har hverken skabt frihed eller demokrati«. Tag dén, Fogh! Og så fra dén kant! Skriften på væggen Ingen af anmelderne anfægter for alvor Lewis' grundlæggende præmis: At terrorismen hovedsageligt næres af historiske ydmygelser - og derfor også må imødegås i en 'værdikamp', altså på idéplanet. Dermed støvsuges dagsordenen for grimme, materialistiske ideer om at udhule terrorismen ved hjælp af nutidig velfærd: jævnbyrdige handelsvilkår, demokratisk hjælp til selvhjælp, støtte til undervisning, sundhedvæsen, køleskabe ... Men kunne vi slet ikke opnå mere, hvis vi i stedet for en ubåd ville undvære nogle kroner og øre? En fodnote til det bevingede ord fra Daniels Bog fortæller, at en af nærværende dagblads grundlæggere, filologen Edvard Brandes, i 1899 forklarede Politikens læsere om dette 'Mene tekel', skriften på væggen: Profeten Daniels udlægning er »kun en art folkevittighed. Ordene selv indeholder simpelthen navnene på tre møntsorter. Oversat på moderne dansk ville indskriften omtrent lyde sådan: ' Daler, daler, krone, ører ' og vittigheden af udlægningen er omtrent som en moderne Daniel ville sige: »Dette betyder, o konge, at din magt daler, og din krone skal rykkes op fra dine ører«, hvilket unægtelig ville være en tarvelig vittighed«.