»Jeg forstår slet ikke den tvangsforestilling, nogle mennesker har om, at kultur er en entydig størrelse. Kultur er mange ting og kan i hvert fald ikke reduceres til en national enhed«. Kritikken kommer fra den unge, amerikanske forfatter Aleksandar Hemon, som er i New York for at læse op på årets store litterære festival, The New Yorker Reading Festival. Hemon selv er en sammensat størrelse. Godt nok skriver han sine bøger på amerikansk, men hans modersmål er serbokroatisk. Det er ti år siden, han kom til USA, og siden har han bidraget til den amerikanske litteratur med novellesamlingen 'Et spørgsmål om Bruno' og romanen 'Nowhere Man' (udkommer på Gyldendal i oktober). Det er ikke et særsyn i dag, at forfattere vælger at skrive på et sprog, der ikke er deres eget, siger New Yorkers litterære redaktør, Deborah Treisman: »Det er den stærkeste trend i amerikansk litteratur lige nu. Det nye årtusindes litterære scene domineres af de litterære immigranter«. Fremmede, men ikke fremmedgjorte Fænomenet er ikke uden forgængere. Polakken Joseph Conrad var en af de første 'fremmede' til at skrive sig ind i den amerikanske kanon, som senere også talte russeren Nabokov. Men der er alligevel en forskel. For de nye, unge immigranter føler sig godt nok fremmede, men ikke fremmedgjorte, og de betragter ikke deres ophold uden for fædreland og modersmål som et eksil, men snarere som en naturlig del af deres postmoderne virkelighed: »Jeg vil ikke beskrive mig selv som 'russisk', bare fordi jeg tilfældigvis er født der - jeg er en global forfatter«, siger Gary Shteyngart, som siden sit 7. år har boet i Bronx, New York, og har forfattet den kritikerroste 'The Russian Debutante's Handbook': »Når folk siger, at jeg skal holde mig til det, jeg ved noget om - de mener den russiske kultur - og ikke skrive om Amerika, svarer jeg: Det er rigtigt, at jeg ikke ved noget om amerikanerne - men jeg ved ikke noget om noget som helst! Det er derfor, jeg skriver, for at få mening ud af det, der foregår omkring mig. Mit eksil har ikke med landegrænser at gøre, det er en bevidsthedstilstand, som kan kaldes 'global', og som betyder, at selv om jeg ikke har et bestemt land, jeg kan kalde mit hjem, så hører jeg hjemme over hele verden«. Nyt perspektiv på verden Shteyngarts forældre har ellers holdt hårdt fast i de russiske traditioner, siden de emigrerede til USA i 1979, og de begræder stadig tabet af deres bagland. Det samme kan man sige om Shteyngarts litterære bagland, efterkrigstidens modernister, hvis litteratur også præges af tabsfølelse og melankoli over en verden af lave. For den glade globalist er det derimod en lettelse at undslippe en enkelt kulturs og en enkelt traditions snæversyn og få et andet perspektiv - og sprog - på verden. Det gælder også for Edwidge Danticat, hvis debut 'Krik? Krak!' var en af finalisterne til årets National Book Award. Ligesom Hemon og Shteyngart er hun født uden for USA (Haiti), men i modsætning til dem har hun fra barnsben været vant til at jonglere flere sprog (kreol og fransk) på én gang. Den flersprogede tilværelse sætter uvægerligt sine spor i hendes prosa: »Jeg bruger ofte idiomer fra mine andre sprog og omskriver dem til amerikanske forhold i mine bøger, men det ser jeg ikke som en 'forvrængning' af det amerikanske sprog. Det er snarere udtryk for selve det, litteraturen i det hele taget gør ved sprog: den bruger det på nye og overraskende måder«. Også for Aleksandar Hemon er forholdet sprog og sprog imellem mere et samliv end et modsætningsforhold: »Min kone er født og opvokset i Chicago, så hun er mit Amerika, som jeg elsker. Hun er også min første kritiker, og i begyndelsen af vores forhold stregede hun engang en sætning i en af mine tekster med et irettesættende: »Sådan siger vi ikke på amerikansk«, hvortil jeg svarede: »Nu gør vi!«.