Striden mellem ham, der optrådte som gæstfri vært i Kabul, og hende, som angiveligt er blevet rig på at udlevere ham og hans familie, har udløst en omfattende debat i Norge. En debat om journalistisk etik, anstændighed, fremmed kultur, tradition , menneskelig værdighed og ære. Boghandleren er kommet til Oslo for at genoprette sin ære, men flere kritiske røster angriber Seierstads og Cappelen Forlags ære. Efter en times møde, hvor advokaterne var til stede, viste det sig, at det var umuligt at nå frem til et forlig. Boghandleren vil gå rettens vej og kræver, at flere afsnit og udtalelser i bogen bliver dementeret. Hans advokat, Brynjar Meling, vil lægge loven om ophavsret til grund for sine krav om erstatning for fremsættelsen af visse påstande i bogen. Boghandleren vil helst have bogen stoppet - især i USA, hvor den endnu ikke er udkommet. Rais var skuffet efter mødet, som han ikke syntes, var særlig interessant. »Åsne Seierstad læste en erklæring op, hvori hun fortalte mig, at hun var kommet til Kabul, havde mødt mig, og vi var blevet enige om at skrive min biografi, men det er ikke rigtigt. Hvis det var rigtigt, hvorfor har hun så ændret mit navn?«, spurgte Rais efter mødet. I bogen har Åsne Seierstad givet Rais navnet Sultan Khan, og hun forklarer i forordet, at personerne er blevet gjort anonyme. »Ingen bad mig om det, men jeg følte, at det var det rigtige«, skriver hun. Alligevel er der et billede af boghandlerens søn i boghandlen på bogens omslag, og på bagsiden kan man se boghandlerens første kone, hans mor, hans sønner og hans søster. Billederne er også trykt på den britiske udgave, men er blevet fjernet på den kommende amerikanske udgave. Dagen før havde Rais og hans anden kone, Soraya, haft et personligt møde med Seierstad, som havde taget sin far med. »Jeg var meget lettet over, at vi fik snakket sammen«, var Seierstads eneste kommentar efter mødet. Hjerterne bløder »Vores hjerter bløder. Det gør ondt, at hun har udleveret os på den måde - alt det usande, som hun skriver«, siger Soraya. Et af Sorayas ømmeste punkter er påstanden om, at boghandleren købte hende af hendes familie, da de skulle giftes. Shah Mohammad Rais siger, at Åsne Seierstad ikke har forstået, at det er afghansk skik at dele udgifterne til brylluppet. Med ganske få undtagelser fik 'Boghandleren i Kabul' gode anmeldelser, da den udkom i september sidste år. Nu er det kommet frem, at to af forlagets konsulenter, som begge kender Afghanistan, havde kraftige indvendinger mod manuskriptet, før bogen blev udgivet. Det førte til nogle rettelser, men ikke så mange, som konsulenterne anbefalede. Bogen er på nuværende tidspunkt udgivet i 16 lande uden for Norge og har omsat for 45 millioner norske kroner. Ifølge Åsne Seierstads advokat, Cato Schiøtz, har Seierstad personligt tjent 6 millioner kroner. Misbrugte gæstfrihed Striden om bogens form og indhold opstod først, da den kvindelige journalist Tuva Raanes fra ugebladet 'Kvinner og klær' tog den engelske oversættelse med til boghandleren i Kabul. Som den største af Kabuls få boghandlere følte han sig hængt ud. Shah Mohammad Rais sendte debatindlæg til norske aviser for at tage til genmæle. Han gennemgik hele listen over belæste vestlige forfattere og journalister, som har besøgt Afghanistan og skrevet indsigtsfulde og respektfulde bøger om Afghanistan. Seierstad mangler viden og forståelse, og hun misbrugte vores gæstfrihed, skrev han. »Jeg vidste godt, at hun skulle skrive en bog. Jeg forstod det sådan, at hun ville skrive om mit land og vores traditioner. Helt i tråd med afghansk gæstfrihed - som vi er meget stolte af - tog jeg imod hende. Hun var med til flere store begivenheder. Min søster og mine sønner oversatte for hende. Hun boede og spiste hos os helt gratis«, siger Rais i dag. »Hun lovede at sende mig en oversættelse på fransk, tysk eller engelsk, men jeg fik den ikke«, tilføjer han. Revurderede anmeldelser Forlagsdirektør Anders Heger fra Cappelen Forlag afviser, at Seierstad har ført nogen bag lyset. I aviser og tv har han forsvaret bogen med en forklaring om, at Seierstad og Rais havde en klar aftale om, at hun skulle flytte ind hos ham og skrive om det, hun så og oplevede. Boghandleren har mødt mange journalister og kender deres arbejdsmetoder. Han og familien kunne have ladet være med at videregive og oversætte oplysninger, som kunne skade dem, siger Heger. Nu er en hel række kulturjournalister og anmeldere blevet usikre og overraskede. Nogle af dem revurderede deres anmeldelser. Fredag skrev kulturredaktør Cathrine Sandnes i Dagsavisen: »Samtidig er der ingen tvivl om, at norske kulturjournalister har dyrket en næsegrus beundring for Åsne Seierstad på samme måde, som norske sportsjournalister i sin tid dyrkede Drillo (tidligere norsk fodboldlandstræner, red.). Af den grund er det selvfølgelig uretfærdigt over for forfatteren, at man indhenter den tabte kritiske sans ved en næsten, men trods alt kun næsten, lige så ensporet negativ opmærksomhed, når andre gør os opmærksomme på det, vi ikke berørte, dengang bogen udkom«. Det var ikke journalister eller andre med indgående kendskab til og erfaring fra Afghanistan, der anmeldte bogen i fjor, og de få Afghanistaneksperter i landet ønskede ikke at stå offentligt frem med deres indvendinger. I lyset af bogens enorme succes kunne det let tolkes som udtryk for misundelse. Forretningssans Der har derimod været fremsat stærk kritik af hendes journalistiske forretningssans og den måde, hun har gjort sit navn til et varemærke. Uden baggrundsviden eller erfaring har hun optrådt som sandhedsvidne i både Afghanistan og Irak. Med varemærket 'Åsne Seierstad' - ung, kvinde, blond, vestlig og tilsyneladende ikke bange - har hun dagligt sendt artikler til aviser i flere lande og optrådt på flere fjernsynskanaler mod høje honorarer. Indtægterne har været enorme i forhold til de normale journalistlønninger. Indholdet har enten været hverdagshistorier fra dagligdagen på stedet eller kommentarer til større begivenheder. Oplysningerne har været hentet fra nyhedsbureauer eller internettet uden egne forklarende uddybninger. Også denne kritik er blevet mødt med påstande om misundelse. Hvorfor kan andre, som kender Afghanistan eller Irak, ikke finde ud af at tjene penge? Nej, det var boghandleren fra Kabul, som på egen hånd måtte tage kampen for sin tabte ære op, før debatten ebbede ud. Familien taber ære Journalisten Marianne Sunde, som er medlem af en støtteforening for arabiske kvinder, skrev i fredags i en artikel i Aftenposten med overskriften 'Mange har tabt deres ære', at den eneste måde, boghandleren kan genvinde sin tabte ære, er ved at gå rettens vej. »I etikkens, anstændighedens og menneskerettighedernes navn rejser man ikke til et af verdens mest udbombede og forarmede lande, bor hos en familie, som har kæmpet mod terror og undertrykkelse i årtier, for derefter at takke for det ved at udlevere familiens hemmeligheder. Det bringer dem i livsfare og fratager dem al ære«, skriver Sunde og tilføjer: »Der er flere, som må kæmpe for deres tabte ære i dette bogprojekt«. Alligevel er der mange, der mistænker boghandleren for at ville tjene penge på en succes. Shah Mohammad Rais afviser anklagen. Hvis han modtager en erstatning, vil han bygge et offentligt bibliotek i Kabul og fylde det med sine egne bøger. Oversættelse: Nina Skyum-Nielsen