Man tror ikke sine egne ører, når man hører historien, men her kommer beretningen om den amerikanske forfatter Dow Mossman, der i 1972 udgav den 552 sider lange roman 'Stones of Summer'. Mossman blev sammenlignet med Joyce, Twain, Faulkner og Salinger, han blev spået en glorværdig litterær karriere, men hans roman forsvandt i mængden. Han blev fuldstændig glemt og skrev ikke en linje siden. Ikke før nu, tredive år senere, hvor hans navn og hans roman cirkulerer blandt litteraturelskere, så man skulle tro der var tale om en ny fiktion: Historien begynder i foråret 1972, da den 18-årige Mark Moskowitz, førsteårsstuderende på University of Pennsylvania, læste en anmeldelse af en debutroman, 'The Stones of Summer: A Yeoman's Notes 1942-1969', i New York Times Book Review. Anmeldelsen, der var skrevet af forfatteren og kritikeren John Seelye, begyndte som en fanfare: »Det er umuligt at kalde 'The Stones of Summer' for en lovende første roman. Den er en så storslået bedrift, at den stiller meget mere end løfter i udsigt. Fuldbyrdelse er måske det bedste ord, fuldbyrdelse i første forsøg, hvilket så ofte er tegn på et overlegent talent, men også kan være en skrækindjagende ting, for forfatteren kan forblive lammet af ærefrygt over kraften i hans første værk. Men jeg tror ikke, at det vil ske i dette tilfælde. Dow Mossmans roman er en hel flod af ord, næret af en vildt fabulerende fantasi, og sådan en kilde vil næppe holde op med at strømme«. Den entusiastiske anmeldelse af den store, komplekse generationsroman om den autobiografiske helt Dawes Oldham Williams' (DOW) opvækst i Iowa i Vietnamæraen betog den attenårige Moskowitz, men han havde ikke råd til romanen, der kostede 9,95 dollar i hardcover, en ekstraordinær pris dengang. »Jeg arbejdede som ekspedient i en boghandel i weekenderne«, siger den nu 49-årige Moskowitz fra sit hjem i Chester Springs i Pennsylvania, USA. »De få penge jeg havde, brugte jeg til at gå ud for. Jeg købte først romanen som paperback et halv år efter, og jeg kan stadig huske den vidunderlige følelse af at stå med den i hånden. Dengang var jeg en oprørsk, tænksom og meget naiv jødisk ung mand, der deltog i demonstrationerne mod Vietnamkrigen, hørte Led Zeppelin og tog stoffer. Verden lå åben, der var så meget vi skulle nå, og jeg kunne mærke at 'Stones of Summer' var en roman, der krævede tid. Den udspiller sig i det vestlige Iowa og handler om en drengs opvækst, blandt andet hos bedstefaren, der opdrætter greyhounds til væddeløb, det var ikke lige min sfære. Romanen er meget lyrisk, ligesom Faulkner, og selv om jeg kunne se, at det var en stor og dyb roman om en generation, var det ikke lige det jeg var parat til. Jeg læste de første 29 sider, så lagde jeg den væk«. »Læs den, den vil ændre dit liv!« Som mange amerikanerne flyttede Moskowitz hyppigt, så hyppigt at han knap fik åbnet kasserne med bøger. Han kan huske, at han sad og bladede i Mossmans bog tidligt i 80'erne, da han lige var flyttet ind i et nyt hus med sin familie: »Den dag lovede jeg mig selv, at jeg ville læse den, men der er så meget andet. Man arbejder, man er sammen med familien, og så er der alle de andre bøger, der også trænger sig på«. Der var mange bøger, Moskowitz var altid i gang med én. Om dagen lavede han politiske reklamefilm til fjernsynet (bl.a. 77 reklamer til Al Gores præsidentkampagne i 1988), om aftenen læste han bøger for at overleve mentalt. Først i 1998, da han skulle på forretningsrejse, tog han 'Stones of Summer' ned fra hylden. Den var falmet og slidt efter de mange flytninger, bladene sad løst og faldt ud af den. Men han læste. 26 år efter at han havde købt den, begyndte den at tale til ham med en stemme, han ikke ville slippe. Han læste den langsomt, ofte kun fem sider ad gangen. Da han halvanden måned senere var færdig med den, var han en anden mand. Med den nyomvendtes messianske overbevisning gik han i gang med at indsamle alle de udgaver af 'The Stones of Summer' han kunne finde, så han kunne sprede ordet: »Her, læs denne bog. Den vil ændre dit liv!«. Han fandt ikke én, hverken på internettet eller på biblioteker. Han forstod det ikke. Og hvad med forfatteren, Dow Mossman, der lignede en blanding af James Joyce og Art Garfunkel på fotoet på hardcoverudgaven? Var han død eller levende? Moskowitz kunne intet finde på ham, som en sten var han sunket ned i glemslen. »Ved du, hvor han er nu?« »Det blev en besættelse for mig at finde ud af, hvad der var sket med ham«, siger Mark Moskowitz. »Jeg drog ud på en rejse for at finde ham. Men jo mere jeg ledte efter ham, des mere fandt jeg ud af, at jagten drejede sig om noget andet. Jeg begyndte at spørge mig selv, hvorfor jeg var blevet besat. Hvad er grunden til, at jeg altid læser bøger? Hvad gør bøger ved os? Hvad er meningen med litteratur?«. I 1999 drog Moskowtiz så af sted med et filmhold, rejsen skulle dokumenteres i en dokumentarfilm, han kaldte 'Stone Reader' og som han var flere år om at fuldføre. Jagten på Dow Mossman blev mytisk, formet af alle de forfattere, der havde sat sig for at skrive Den Store Amerikanske Roman, men som af mange forskellige grunde strandede. Hvad skete der med dem, hvorfor brændte deres kreative kraft pludselig ud? Døde de selv, da de opdagede at deres kraftpræstation ikke gjorde dem udødelige? Hvad sker der med de forfattere, der lyser op i et flammende kort øjeblik, for derefter at gå ud? Og hvad med de forfattere, hvis ambitioner er så store, at de knuses af det litterære arbejde, der for mange er en ubønhørlig, næsten ond proces. I jagten på Mossman opsøgte Moskowtiz forfattere, kritikere og læsere for at få svar på sine spørgsmål. Ingen af dem, han mødte på sin vej, kunne huske forfatteren, først da han talte med John Seelye, manden der i New York Times Review of Books kaldte Mossmans roman for »en hellig bog«, fik han bid. »Ved du, hvor han er nu?«, spørger Moskowtiz i filmen. »Nej«, siger Seelye. »Men kort efter han havde læst min anmeldelse, sendte han mig et brev, hvor han skrev, at han var lastbilchauffør«. »Jeg troede, bogen ville dræbe ham« »Jeg troede aldrig, jeg ville finde ham«, siger Mark Moskowitz til mig. »Jeg var også kommet til den konklusion, at det ikke ville skade filmen, hvis jeg ikke gjorde. Filmen er lavet som en rejse, det er ikke journalistik, tingene sker undervejs, og hvis jeg nogensinde skulle møde ham, var det ved at andre førte mig videre mod ham«. »På et tidspunkt rejste jeg til Iowa, hvor bogens handling foregår. I romanen er der en meget dramatisk scene, hvor fire af hovedpersonens teenagevenner omkommer i en bilulykke. Det er jo en autobiografisk roman, og jeg var sikker på, at jeg via avisudklip kunne finde frem til nogen, der kendte de omkomne, som så kunne føre mig videre«. Men Moskowitz fandt ingen avisudklip om den dramatiske ulykke (der viste sig aldrig at have fundet sted, kun i romanen). Han fortsatte til The Writers Workshop på Iowa-universitet, hvor Dow Mossman i sin tid blev undervist. Han fandt elever fra dengang, men ingen kunne huske Mossman, og ingen havde hørt om romanen. Moskowitz begyndte at spekulere på, om Mossman overhovedet fandtes, eller om det var en pseudonym, men så fandt han Mossmans daværende lærer på workshoppen, den irsk-amerikanske forfattter, William Cotter Murray. Han viste ham 'Stones of Summer' og så, hvor chokeret Murray blev, da han opdagede, at romanen var dedikeret til ham. »Er det ikke utroligt«, siger Murray i filmen. »Når man fører et ungt menneske gennem en roman, skal man spille så mange roller; man bliver både hadet og elsket. Jeg kan huske, at Dows roman mindede mig om 'Under vulkanen' med dens vilde galskab og dens surrealisme. Jeg troede aldrig, Dow ville fuldende den. Han blev ved og ved med at skrive, han kunne ikke afslutte den. Jeg troede, at bogen ville ødelægge ham. Enten dræbte han den, eller også dræbte den ham«. »Pludselig skete det«, siger Mark Moskowtiz. »Murray førte os til ham. Det skete bang-bang-bang, jeg nåede ikke engang at blive nervøs. Jeg ringede til ham, og dér var han: Dow Mossman«. »Jeg troede, det var en joke, da Moskowitz ringede«, har Dow Mossman sagt i et interview til Barnes and Nobles hjemmeside. »Det var fuldstændig surrealistisk. Jeg mener, du har brugt 10-15 år på at læse og forberede en stor fed første roman, du er brudt sammen, du er blevet hyldet af anmelderne, og så hører du intet mere, intet overhovedet«. »Du strejfer om i seks år, møder en rødhåret kvinde, gifter dig, bliver ved med at læse, får to vidunderlige drenge, bliver skilt ... Jeg mener, i 19 år er du stået op hver morgen klokken fire for at arbejde 10 timer om dagen som svejser, og så ringer en fyr som Mark Moskowitz og siger at han har ledt efter dig i årevis«. Dow Mossman var sidst i 50'erne, da Moskowitz ringede. Efter farens død var han flyttet tilbage til barndomshjemmet i Cedar Rapids i Iowa for at tage sig af sin mor. I tyve år havde han arbejdet som svejser, men han var ikke skuffet. »Jeg ville være som Tjekhov« »I alle de år har jeg læst og tænkt som en forfatter«, sagde han, da Politiken langt om længe fik fat i ham på telefonen. »Jeg har haft en skriveblokering i 30 år, men jeg har aldrig tænkt, at jeg ikke længere var forfatter. Jeg læste jo hele tiden«. Og så talte han i en strøm, så jeg måtte opgive at tage notater. »Jeg ringer fra Danmark«, sagde jeg i håb om at få ham til at tale langsommere. »Virkelig?«, sagde han. »Jeg ville ønske, jeg var der«. Så fortsatte han i samme talestrøm. Han fortalte, at han havde arbejdet på 'The Stones of Summer' i ti år fra han var 18 til 27. Så fik han et forskud og skrev den endelige version på 11 måneder, et arbejde der var så udmattende, at han, da det var overstået, brød sammen og blev indlagt på et psykiatrisk hospital i tre uger. Romanen blev trykt i et oplag på 4.000 på et lille forlag, Bobbs-Merrill, der, da bogen udkom, var blevet overtaget af International Telephone and Telegraph. ITT nedlagde hurtigt skønlitteraturen for at koncentrere sig om faglitteratur, og Mossman og hans roman blev glemt. »Jeg blev ret forbavset over, at den døde så hurtigt«, siger Mossman, hvis måde at tale på er springende, associerende og ligefrem, og som harmonerer godt med William Cotter Murrays beskrivelse af ham som en country boy. »Men jeg gik ikke ned på det, det var bare det, der skete. Jeg blev fuldstændig afromantiseret i mine forestillinger om at få en karriere som forfatter. You know what I mean?«. Det siger han hele tiden: »You know what I mean?«. Han lyder som en mand, man gerne vil møde, og i hvis selskab man ville stortrives, men hans måde at tænke og tale på skiller ham ud, og derfor spørger han ustandselig: »You know what I mean?«. Jeg ved godt, hvad han mener, for han taler hele tiden om litteratur: »Den roman, den tog på mig mentalt. Jeg tror, det har at gøre med teorien om, at vi mennesker normalt kun bruger fem procent af hjernens kapacitet, og at jeg, da jeg skrev romanen, brugte løs af de resterende 95. Jeg fatter ikke, hvordan Shakespeare kunne skrive i 25 år uden at miste forstanden, men det gjorde han. Det er ham, der har opfundet os alle sammen«. Og hvad nu? Har det forandret dit liv, at Moskowitz fandt dig?

»Fuldstændig. Jeg er begyndt at skrive igen. Jeg var begyndt i det små, da min far døde. Jeg skrev 50 sider om ham, men efter Mark lavede filmen, fik jeg meget travlt. Jeg er pensioneret nu, så hver dag går jeg hen på et college i nærheden og sætter mig og skriver på en computer. En af de ansatte har lært mig det«. »Jeg er ellers ikke til teknik, men min kone tog min IBM-skrivemaskine med, da vi blevet skilt, så jeg har ikke noget at skrive på herhjemme. Den ny teknik er fantastisk. Man kan skrive sit digt, og så trykker man på print, og så har man allerede publiceret det. Vildt. Men i dag mistede jeg halvdelen af det, jeg havde skrevet, fordi jeg trykkede på den forkerte knap«. Hvad skriver du på? »Jeg har lige afsluttet en digtsamling på omkring 100 sider, som jeg kalder 'Real Imagos'. Så skriver jeg på 'Hollywoodola', en bog om gamle film, som jeg har haft liggende længe. Og så har jeg en roman, 'Injuntown', i hovedet. Det er en slags selvbiografi. Jeg arbejdede i en bar, ejet af en af mine gamle venner, der spillede professionel basketball. Jeg vil gerne skrive om ham, og den kultur vi levede i, jeg tror det kan blive en ret kommerciel roman. Jeg respekterer de professionelle skribenter, der kan skrue en historie sammen, men det er amatørerne, jeg foretrækker. Det er det vilde, rå og på mange måder ubearbejdede, jeg holder af. I mine øjne er Melville en stor amatør, og sådan en amatør betragter jeg også mig selv som«. Og nu har du råd til at skrive?

»Du ved, Mark Moskowtiz er en engel. Han skaffede mig en kontrakt på et sekscifret beløb i dollar med Barnes og Noble. Det giver mig fred til at skrive de næste ti år. Jeg lever af næsten ingenting, så den kontrakt er guld værd for mig. Jeg skriver ikke for at tjene penge, men fordi jeg elsker det. Jeg har en fornemmelse af, at jeg samlede pennen op, hvor jeg tabte den«. »Men man skal træne hver eneste dag, man skal skrive sig i form. Mit problem er, at jeg skriver for meget, jeg kan blive ved og ved, det er kompositionen, jeg har så svært ved at lave. For tiden elsker jeg at skrive digte. Den følelse af fuldbyrdelse, du kan få efter at have skrevet en roman på ti år, kan du opnå hver gang du afslutter et digt«. Har du nogensinde forstået, hvorfor du gik i stå som forfatter?

»Jeg ville være som Tjekhov. Det gav mig en skriveblokering på tredive år. Nu er jeg fyldt 60, jeg tager den med ro, og jeg vil ikke være som Tjekhov mere«. Men som Dow Mossman?

»Ja. Han går ned på colleget og skriver hver dag, og når han holder fri sætter han sig op på sin motorcykel og kører nogle lange ture langs Mississippifloden. Det er et fantastisk landskab at køre på motorcykel i«. Huck Finn på motorcykel?

»Jeg elsker Huck Finn. I 'The Stones of Summer' er der et kapitel der hedder 'Huck Finn in a bathroom«. Okay, Dow. Farvel, og good luck.»Arbejd hårdt - og lad være med at dø« Good luck har han så endelig fået efter alle disse år hvor han arbejdede ti timer om dagen som svejser. De sidste otte år var det rene helvede, fortalte han, men nu er han, foreløbig da, i Himlen. 'The Stones of Summer' bliver genudgivet på Barnes and Noble 22. oktober, efter at direktøren Steve Riggio, havde set Mark Moskowtiz' film om jagten på Dow Mossman. Han blev dybt bevæget, og foreslog selv at udgive den store roman. Festen slutter ikke dér, for ikke alene har forfatteren Dave Eggers ('A Heartbreaking Story of Staggering Genius') fejret filmen og romanen ved en fest i Los Angeles, den engelske forfatter Nick Hornby fik også nys om den og formidlede den til BBC4, der sendte den 2 timer og 7 minutter lange film i en 90 minutters udgave for halvanden uge siden. Og i Frankrig er filminstruktøren Bertrand Tavernier en varm fortaler for både filmen og romanen, som han prøver at få oversat og udgivet i Frankrig. Hvor er så Dow Mossman i denne fejring af hans glemte roman? Han har lovet Barnes and Noble at stille op til alt, og har foreløbig sagt ja til 11 oplæsninger i november. »Det skylder jeg dem virkelig«, siger han, der ikke frygter modtagelsen af romanen tredive år efter den blev skrevet. »Måske får jeg prygl for den, men det gør ikke så meget. Jeg er fyldt 60, jeg er ikke længere så forhippet på, at det skal gå godt. Det er for sent for mig at skabe en karriere som forfatter, alt hvad jeg drømmer om er at skrive endnu en roman, og jeg har ti år til at gøre det«. Da Mark Moskowitz bad Mossman tænke grundigt over, hvad han vil sige, når han sidst i oktober får sine femten minutters berømmelse, svarede han: »Det har jeg ikke noget problem med. Jeg ved præcis, hvad jeg vil gøre. Jeg vil bare fortælle folk, hvor vigtige bøger har været for mig i mit liv«. »Hvilke råd vil du give forfattere, der gerne vil opdages?«, er han blevet spurgt. »Det er let«, svarede Mossman. »Læs, arbejd hårdt, vær ung, hav grænseløse ambitioner, lev på gaden, giv aldrig op, vær heldig, lad være med at dø, håb du er den fødte poet, og vent så på at Mark Moskowitz dukker op«.