0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Gyldendal i oprør

Gyldendals direktør går i rette med regeringen, der lider af »offermentalitet« og fører en kultur-kamp på »jammer og klynk«. Forfatterne bakker op om deres chef og den litterære revolution.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Er De også stødt ind i kulturklumpen for nylig? Den er overalt for tiden og mange har spottet den uden helt at være i stand til at beskrive, hvordan den ser ud og hvori dens forehavende egentlig består.

Torsdag havde den således søgt tilflugt i en solbeskinnet baggård midt i København, hvor den dog vanskeligt lod sig indfange. Måske fordi der var så mange enige og venlige ord at gemme sig bag, da Gyldendal havde indkaldt sine forfattere til den årlige bogfest.

Mindede om Roskilde
Det mindede nu mere om Roskilde Festival. Bare uden musik og en stage manager til at klare den security, som nu og da virkede lidt tvivlsom. I hvert fald masede alle tilsyneladende formålsløst frem og tilbage mellem hverandre i den hårdt sammenpressede klump, hvor man dårligt havde plads til at bladre henkastet i forlagets katalog eller indtage tempereret hvidvin.

At denne kammeratlige socialiseren var ren forklædning for et slet skjult revolutionært forum blandt landets førende litterater, skulle snart åbenbare sig. Nemlig da det store forlags litterære direktør kastede fløjlshandsken bort og tog ordet.

Forsigtigt startede han med et citat fra en af sine udgivelser i efteråret, Jens Andersens biografi om H.C. Andersen. I en alder af 28 år beskrev eventyrdigteren danskernes forhold til kunsten sålunde: »... men (hjemme i Danmark) gribe de den med plumpe Hænder, som var det en brændenælde«.

Kulturen under mistanke
Nogenlunde sådan er situationen stadig for kulturen og dermed litteraturen i det Danmark, der regeres af Anders Fogh Rasmussen, mener Johannes Riis. Regeringen har mistænkeliggjort kulturlivet uden at kende det og på den anden side er de venstreorienterede blevet de egentlige konservative, som goldt afviser alt fra den borgerlige regering og priser tiderne før den kom til.

Resultatet af denne skyttegravskrig er, mener Riis, at Dansk Folkeparti har fået lov at tage patent på værdidebatten i Danmark. Og det er, set fra Gyldendal ikke nogen god debat. Den er »aggressiv og ubehagelig, brovtende og nederdrægtig«, sagde Johannes Riis. Og nåede så endelig frem til den kulturkamp, som alle ude i kulturklumpen forventede ville dukke op:

»Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvem det er, der ikke har kunnet komme til orde i den danske debat? Er det Per Stig Møller, er det Henning Fonsmark eller er det Søren Krarup? De har i hvert fald alle fået lov at udgive bøger her hos os. Jamen, hvad er det da for en jammer og klynk, hvad er det for en offermentalitet, der er ved at brede sig blandt de nye magthavere? Har de virkelig fundet sig i at blive kujoneret så meget? Er det virkelig så synd for dem: Er der virkelig grund til at have så ondt af sig selv?«

Svaret kom i form af rungende klapsalver fra de flittige skriverhænder. Enigheden var udtalt og ingen udvandrede i protest fra revolutionens glødende baggård. Men der var selvfølgelig også stadig masser af hvidvin og lækre kanapéer tilbage på bordene. Samt selvfølgelig kendte og elskede forfattere som Hanne-Vibeke Holst og Klaus Rifbjerg, der fulgte talen fra hvert sit hjørne af gården:

Angreb på fjendebilledet
»Jeg tror, at vi er mange, der har ventet på, at nogen havde mod til at komme med den her tale, så jeg er meget stolt og glad for, at min forlægger var manden. Mange af os forfattere har svært ved at se os selv i det fjendebillede, der tegnes af os som politiske undertrykkere. Sådan som jeg husker det, har der nu heller aldrig ligefrem været censur imod indlæg fra højre i aviser som Jyllands-Posten og Berlingske Tidende. Regeringen burde straks leje sig ind på Havreholm Slot og diskutere om der måske er noget om den her kritik«, mente Hanne-Vibeke Holst i sit ringhjørne.

Overfor var sværvægteren Rifbjerg svært enig:

»Det var dejligt, at der endelig blev talt fra leveren. Jeg kan bedst lide, når man sender sine signaler helt klart, så der kan komme en dialog i stedet for at dække sig bag en eller anden 'kulturkamp'. Jeg ville have gjort det samme«.

Et sted inde i kulturklumpen kæmpede Johannes Riis, da også for at få vejret i en vrimmel af kindkys og knus fra folk, der nærmest bar den nye revolutions ikon op mellem murene i baggården. Det lykkedes dog for Johannes Riis endnu en gang at meddele, at han ikke vil være kulturminister, selv om han nu har udtrykt sig meget klart politisk.

»Jeg var enig med regeringen i, at vi trængte til en anden dagsorden. For alt var ligesom gået i stå i selvforelskelse i kulturmiljøet. Men man er kommet alt for langt til den forkerte side nu. Det fandt jeg det nødvendigt at gøre opmærksom på fra den her platform«, sagde Johannes Riis, inden han atter lod sig opsluge i kulturklumpen.

Det var på tide at slippe væk fra den efterhånden godt oprørte baggård og komme hjem inden mørkets frembrud. Kulturklumpen er der ude og hvem ved, hvad den er ude på. Der er stadig enkelte lygtepæle tilbage at hænge trusler fra fortiden og andet vraggods op på.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce